Respekt for plejepersonale

Jeg har altid haft respekt for sosu-hjælpere og sosu-assistenter, men efter at jeg er blevet besøgsven, har jeg fået endnu større respekt for dem. Sikke en tålmodighed de må have!

Senile mennesker spørger om de samme ting om og om igen. De springer i tid og sted og kommer med usammenhængende og modstridende udtalelser.

Hende, jeg besøger, har dårlig korttidshukommelse, men er ellers til at føre en normal samtale med. Der er andre af beboerne på plejehjemmet, som er langt mere senile.

Det kan dog også være underholdende at høre beboerne tale sammen.

For eksempel følgende:

En kvinde sidder og kikker ud på de nedfaldne blade. Hun siger: “Sikke mange blade… Sikke mange blade… Vi må huske at holde døren lukket, så vi ikke får alle de blade ind…”

En anden kvinde siger eftertænksomt: “Nej, det ved jeg nu ikke… Det er da lettere at feje bladene op herinde end derude. Så skal man ikke gå så langt med dem.”

Tja, teoretisk set er der noget om snakken, men jeg vil helt klart foretrække at feje blade sammen ude i haven fremfor inde i stuen!

Mænd med skæg i røde biler

Da jeg i sin tid tog kørekort fik holdet følgende advarsel af kørelæreren:

Pas på mænd i røde biler!

Grunden var, at mænd i røde biler kører hurtigt og mere råddent end andre bilister.

En dag, hvor jeg var hjemme hos en veninde, der også var ved at tage kørekort, spurgte jeg, om hun havde fået samme advarsel af sin kørelærer.

Det havde hun ikke. Til gengæld havde hun fået denne advarsel:

Pas på mænd med skæg!

Der kører hurtigere og mere råddent end andre.

Herefter diskuterede vi: Kører mænd med skæg i røde biler dobbelt så hurtigt og råddent end alle andre, eller opvejer de to ting hinanden?

Det er et af livets store (eller knap så store) spørgsmål, som vi nok aldrig får svar på.

En følsom mand

Jeg har kendt min bedste ven i mange år. Det er efterhånden sjældent, at han siger eller gør noget, der overrasker mig. Vi kender simpelthen hinanden så godt.

For et par dage siden gjorde han noget, jeg blev overrasket over.

Jeg havde været på besøg hos ham, og han fulgte mig ned til bilen. I nærheden af bilen fik vi øje på en fugleunge. Den må være faldet ud af reden. Den kunne gå og hoppe, men ikke flyve. “Hvad skal vi gøre?”, spurgte han. “Tja, der er ikke så meget at gøre. Der kommer nok en kat engang, og så går naturen sin gang”, svarede jeg.

Da vi var sammen næste gang fortalte han, at han ikke kunne lade være med at tænke på fuglen, efter at jeg var kørt. Derfor var han gået ned i gården igen. Jeg troede, at han ville fortælle, at han var gået ned med en skovl, og at han havde hakket hovedet af den eller givet den et dødbringende slag. Så ville fuglens lidelser være ovre.

Han havde ikke taget en skovl. Han havde taget en underkop med vand og var gået ned for at lede efter fuglen. Han syntes, at det var synd, at den var helt hjælpeløs og alene uden sin mor.

Det kom bag på mig, at han er så følsom. Det er sødt af ham, at han ville hjælpe det lille kræ. Kræet fik dog ikke gavn af underkoppen med vand, for den var væk, da han kom.

Han blev i øvrigt meget fortørnet over, at jeg troede, at han ville slå den ihjel.

Mangler samtaleemner

Jeg har nogle mailveninder. 3 for at være mere præcis.

De 2 af dem er jeg ved at være træt af. Eller, jeg kender dem jo ikke rigtigt, men jeg er ved at løbe tør for idéer. Jeg aner ikke, hvad jeg skal skrive til dem.

Jeg kunne selvfølgelig fortælle dem, at jeg ikke gider at skrive med dem mere. Eller jeg kunne simpelthen lade være med at svare næste gang de skriver til mig.

Det, jeg har valgt at gøre, er at skrive: “Jeg er løbet tør for samtaleemner. Skal vi diskutere politik?”

Den ene svarede, at det kan vi da godt. Den anden har jeg ikke hørt fra.

Hvorfor er politik tabu for nogle mennesker? Jeg har af og til spurgt folk, hvad de vil stemme til næste valg. Nogle ser helt forkerte ud i hovedet, når jeg spørger. De ser ud som om jeg lige har spurgt, hvilken farve underbukser de har på eller hvornår de sidst havde sex 🙂

Ensomhed

I går hørte jeg i radioen, at 22 % af danskerne savner nære relationer.

Det er altså hver 5. dansker, der er ensom. Det er tankevækkende.

Det burde ikke at være så stort et tabu, dét med ensomhed, når det er så udbredt.

Jeg tror, at mange voksne har svært ved at skabe nye kontakter. Det var nemmere at være barn. “Hej, skal vi lege?”

This site has been cancelled

Jeg vågner i morges øm i hele kroppen. Fuldstændig mørbanket. Allerede dér tænker jeg ØV.

Min hæl er revnet og har været det længe. Den klør, og det dyre hælplaster jeg har på sidder mærkeligt, men jeg er for nærig til at skifte det ud.

Jeg går ind på en social hjemmeside jeg er medlem af. Den fungerer lige som en datingside, men det er et sted, hvor man søger efter venner, ikke kærester.

THIS SITE HAS BEEN CANCELLED

Det kan man da ikke! Jeg ved godt, at det er en mere eller mindre ukendt side, men vi var faktisk nogle 100 stykker, der brugte den. Hvis man har planer om at lukke en side, skal man da give brugerne besked mindst en måned i forvejen. Er det ikke almindelig høflighed?

Hvor skal jeg nu lede efter venner? Jeg er så mega dårlig til sådan noget.

Det her bliver en skoddag. Jeg kan mærke det. Mit humør er helt nede. Der skal virkelig ske noget helt ekstraordinært, hvis den her dag skal reddes.

Legoland

I går var jeg i Legoland med en veninde.

Vi fik prøvet stort set det hele. Hun spurgte om jeg ville prøve Polar X-plorer. Det ville jeg da gerne. Først da vi var et godt stykke inde i køen, fortalte hun mig, at der er frit fald. Så var det jo lidt sent at ombestemme sig.

Det endte med at vi tog den to gange, for den var godt nok sjov.

Vejret var jo helt perfekt. Jeg fik en masse sol. Af en eller anden grund har jeg fået mest sol på højre side af kroppen. Så hvis du ser en kvinde der er brun i den ene halvdel af fjæset og temmelig bleg i en anden halvdel, så er det mig!

Øgenavn

For et par dage siden siger min chef pludselig: “Hvorfor kalder de dig egentlig Solaima?” Øh hvem? Der er ikke nogen, der kalder mig Solaima, mens jeg hører det. Jo, min far kan finde på det, men det kan min chef da ikke vide noget om.

Jeg spurgte ind til, hvem han havde hørt kalde mig det navn, men det ville han ikke ud med. Han ville bare gerne vide, hvorfor jeg blev kaldt det. Ja, tak, det vil jeg sådan set også gerne vide.

Den eneste grund, jeg kan se, er, at der fornylig er blevet ansat en Sofie mere.

Jeg har en mistanke om, hvem det er der har fundet på at give mig et øgenavn. Hvis det er hende, mener hun intet ondt med det. Hun er bare en spasmager. Men jeg skal vist have fat i ørerne på hende, næste gang jeg ser hende 🙂

Det fortryder jeg

Som jeg skrev forleden dag, har en bekendt mistet sin far. Det har fået mig til at tænke på, at der er noget jeg fortryder. Det ligger mange år tilbage. Her kommer historien:

Da jeg gik i 6. kl. mistede en af mine klassekammerater sin mor ved en tragisk ulykke. Det var en lille skole jeg gik på, så det tog ikke lang tid inden alle i miles omkreds vidste, hvad der var sket.

Jeg spurgte min mor, hvad jeg skulle sige til pigen, når hun kom i skole om mandagen. Min svarede: “Jeg synes, at du skal sige, at du synes, at det er synd for hende.”

Om mandagen var pigen ikke i skole. I første time snakkede vi om, hvad vi skulle sige til hende og hvordan vi skulle opføre os, når hun igen kom i skole. Læreren spurgte, hvad vi havde fået at vide af vores forældre.

Mange af de andre sagde, at deres forældre havde sagt, at de ikke skulle sige noget og bare lade som ingenting. Jeg sagde ikke noget, men blev sur på min mor. Hvorfor havde hun sagt, at jeg skulle snakke med pigen om morens død, når alle de andre havde fået at vide, at de ikke skulle sige noget?

Da pigen kom i skole et par dage efter, opførte vi os alle helt almindeligt. Ingen sagde noget om morens død, ingen spurgte hvordan hun havde det.

Jeg er godt klar over, at grunden til vores opførsel var, at vi ikke ville gøre hende ked af det og få hende til at græde. Men stakkels pige! Jeg tror, at hun har tænkt: “Ved mine klassekammerater ikke, hvad der er sket? Er de ligeglade? Hvorfor vil de ikke snakke med mig? Hvordan kan de bare grine og lege som om intet er sket?”

Jeg fortryder, at jeg ikke fulgte min mors råd. Selv om det er 15 år siden, tænker jeg stadig på det af og til.

Ubehagelig sms

Jeg kender en pige på omkring min egen alder. Jeg ved ikke, om vi kan kaldes veninder. Vi er tidligere kolleger, og sms’er af og til sammen. Vi har været sammen privat nogle få gange.

I går fik jeg en sms fra hende, hvor hun skrev, at hun havde fundet sin far død i hans lejlighed.

Småkage! Så fik man den at tygge på. Hvad svarer man? Må jeg gratulere… øh kondulere? Jeg overvejede at vente med at svare til i dag, for jeg var virkelig træt på det tidspunkt, og jeg var bange for at sige noget forkert. Men så kom jeg til at tænke på et indslag i Aftenshowet forleden. Det handlede om, hvad man skal gøre, når der er én, der mister et nært familiemedlem. Rådet var: Sig noget. Vis, at du er der. Man skal ikke være bange for at sige noget forkert, for det værste er allerede sket.

Så vi skrev lidt frem og tilbage. Det drejer sig vel mest om at lytte og at vise sin støtte. Jeg er god til at lytte, men vist ikke så god til at finde de rigtige ord. Det er så synd for hende og det må have været en ubehagelig oplevelse. Stakkels pige.