Er jeg virkelig så gammel?

Som arbejdssøgende skal jeg søge arbejde hver uge.

Da der ikke er ret meget at søge, må jeg være kreativ. Så da jeg alligevel skulle i supermarkedet i dag, kunne jeg ligeså godt spørge, om de søgte medarbejdere.

Knægten ved kassen vidste ikke, om de manglede medarbejdere. Herefter stiller han mig spørgsmålet: “Er det til dig eller din datter?”

Tak! Ser jeg virkelig SÅ gammel ud?

Først da jeg igen sad i bilen, fik jeg regnet på det. Hvis jeg som 18-årig havde fået en datter ville hun være i den arbejdsdygtige alder nu.

Det er underligt at tænke på. Så gammel føler jeg mig overhovedet ikke.

Giv kunden ret

Det siges, at kunden altid har ret. Det er løgn. Men jeg har erfaret, at det som regel bedst kan betale sig at give kunden ret.

Jeg havde en utilfreds kunde den anden dag. Jeg havde ekspederet hende tidligere på dagen, og nu var hun tilbage. JEG havde slået en forkert pris ind. Vareren havde en gul prisseddel på, hvilket ifølge hende var ensbetydende med, at JEG havde lavet fejlen.

Jeg forsøgte, stille og roligt, at forklare, at det ikke altid forholder sig sådan, men jeg talte for døve øren. Jeg udbetalte de penge, hun havde betalt for meget, mens hun plaprede løs: “Jeg bor ikke her i byen, og det er frygteligt irriterende at komme hjem og opdage en fejl på bonen. Så skal jeg køre tilbage igen for at gøre opmærksom på fejlen og få mine penge. Det er ikke for at skælde ud. Jeg ved godt, at du er ny, og du skal selvfølgelig have en chance for at lære det hele.”

Jeg undlod at fortælle hende, at jeg snart har arbejdet i samme kæde i 10 år, så jeg er absolut ikke ny i faget.

Det gik et par dage, så var hun der igen. Hun indledte med at sige, at jeg skulle gøre mig umage denne gang, så jeg ikke lavede fejl. Jeg sluttede af med at give hende bonen med ordene: “Værsgo’. Du må hellere kikke den igennem, inden du går.” Dertil svarede hun: “Nej, jeg stoler på, at der ikke er fejl.”

Jeg sagde ikke noget, men tænkte, at så er hun godt nok også selv ude om det, hvis hun finder en fejl senere og skal hele vejen tilbage til butikken igen. Fjols.

Den dag jeg (næsten) tog livet af en kunde

Det kunne være gået helt galt. Ja, det kunne være endt som uagtsomt manddrab.

En kvinde stopper mig på vej igennem butikken. Om jeg kunne hjælpe hende? Hun ledte efter noget. Jeg hørte det som musegift. Jeg går ned mod hylden med musefælder og gift. Hun følger efter. “Har du fået mus?” spørger jeg. Hun ser desorienteret på mig og siger: “Nej. Musli.”

Åh, det er så lidt noget andet. Jeg skifter retning og går mod hylderne med morgenmad.

Jeg har ekspederet kvinden flere gange, og hun er tydeligvis senil. Det skulle ikke undre mig, om hun havde spist musegiften som morgenmad, hvis jeg havde solgt hende den forkerte vare.

Chefen vil nok ikke blive begejstret, hvis jeg forgifter kunderne.

Min nye hobby

I lang tid har jeg gået og overvejet at begynde på en ny fritidsinteresse.

Jeg har tænkt på at lære at cykle på ethjulet cykel.

At lære at strikke har også været en overvejelse.

Diablo, også kaldet Djævlespil, har været en af de mere seriøse bud på en hobby.

Valget faldt på yoyo. Det kan anbefales. Fordelene er mange:

Det er en billig hobby. Yoyoen kan ligge i tasken i modsætning til Diablo og cykler. Det giver mere opmærksomhed end strikning, og det gør, at jeg kommer mere ud i den friske luft. Og den helt store fordel: Det giver mig ro i hovedet. Jeg slapper af med min yoyo og bliver opslugt af at lære nye tricks.

Jeg regner med at starte en trend. Yoyo bliver det nye, store, gamle hit.

Skulderklap

I går var jeg på arbejde i 10 timer. Da jeg kom til butikken om morgenen, stod der to kunder udenfor og ventede på, at butikken åbnede. Den ene sagde, at jeg så glad og morgenfrisk ud. (Det følte jeg absolut ikke selv, at jeg gjorde.) Så sagde den anden, at dem fra butikken altid er glade, og at hvis man er i dårligt humør, skal man bare gå derned og snakke med de ansatte.

Det hjælper på humøret. Det var så dejligt at høre. Jeg redder godt nok ikke liv i mit arbejde som salgsassistent, men jeg redder af og til en kundes dag.

Hurra! Jeg er tilbage

Så er jeg endelig inde på min blog.

Tak for hjælpen, venner.

Jeg fejrer min tilbagevenden med en sjov historie:

Følgende historie ligger mange år tilbage i tiden. Det bliver den dog ikke mindre morsom af.

Min mor skulle hente min storebror i børnehaven. Ude på gangen møder hun en dreng, der spærrer vejen for hende. Hun skal gætte, hvad han hedder, ellers må hun ikke komme forbi.

Mor spørger, hvad hans navn begynder med. Han svarer H.

Hun gætter på Hans, Hannibal, Henry og hvad hun nu kan komme i tanke om af drengenavne med H.

Drengen siger nej til det hele og ser utilfreds ud. Han går hen til væggen og med fingeren tegner han et stort K. “Det begynder med H. Jeg hedder Hihoffer!”

Ja, det var så ikke nemt at gætte.

Hver gang jeg hører noget i radioen eller i tv om sangeren Christopher tænker jeg på drengen, der ikke kunne udtale sit navn.

Kvik bemærkning

Ifølge de uskrevne regler taler man ikke om, hvad man tjener. Alligevel kunne jeg ikke dy mig for at komme med en kommentar omkring min løn i dag.

Der kommer en kunde op til kassen. Jeg scanner hans varer og han står klar med dankortet.

Han spørger: “Har du mange penge?”

Svaret kom prompte: “Nej. Jeg er salgsassistent!”

Det fik vi et godt grin ud af.

Vi sluttede af med at konstatere, at det vigtigste er at lave noget, man er glad for. Så er lønnen knap så vigtig.