Den bad jeg vist selv om

Som ansat i supermarked møder jeg mange typer mennesker.

En af disse typer er en landmand i arbejdstøj. Umiddelbart virker han som en fåmælt mand, men det er han ikke, hvis snakken falder på emnet vejret.

Jeg er blevet advaret mod at kommentere vejret, når jeg ekspederer ham. Det var en af mine kolleger, der sagde, at hvis du nævner et årstal og en måned, er hun sikker på, at han kan fortælle, hvordan vejret var på det tidspunkt.

En morgen stod jeg ved kassen, og der skete nærmest ingenting. Jeg kedede mig bravt, da der var gået en time. Så kom landmanden, og jeg tænkte: “Nu skal jeg have det sjovt.” Jeg sagde: “Nå, så er det sidste sommerdag i år.”

Han svarede: “Nej, der skulle da gerne komme flere dage med solskin.” Jeg sagde, at det på kalenderen var den sidste sommerdag. Så kørte den ellers med stolpe op og stolpe ned om, hvordan vejret var sidste år, og hvornår de havde høstet og om det år, hvor de høstede helt vildt sent, fordi det konstant regnede. Da han endelig tog en pause (muligvis for at trække vejret) indskød jeg: “Men det er da godt, at vi ikke får så meget vand som i Texas.” Jeg tænkte, at nu hvor jeg havde sat ham i gang, kunne jeg ligeså godt køre den endnu længere ud.

Selv om jeg er vokset op på landet med en far, der var landmand, og har hørt MEGET landmandssnak og MEGET vejrsnak, så fatter jeg ikke alt hvad denne landmand siger. Han taler, som om han har en kartoffel i munden, og nogle gange lyder det mest som “a høv høv a høv.”

“Uha, nej da. Det er da skrækkeligt med alt det vand. A høv høv høv. Så meget vand får vi alligevel ikke. Høv høv a høv.”

Jeg måtte bide mig selv i læben, for ikke at grine.

Et par dage efter var han så inde i butikken igen. Uden at jeg havde sagt andet end hej, fik jeg en ordentlig smøre om vejret. En masse: “Høv høv høv.”

Nu tror han nok, at jeg interesserer mig for vejret. Det lader til, at jeg er tvangsindlagt til hans landmandssnak hver gang, jeg møder ham.

Men jeg har jo selv lagt op til det.

Sikke en velkomst

I november og december var jeg juleassistance i den butik, hvor jeg nu er fastansat.

Som juleassistance bestod mit arbejde i at stå ved kassen. På min første arbejdsdag er der en kunde, der mukker over, at det er mig, der står ved kassen. Det plejer at være en anden. Hun synes, at vi skal holde op med at bytte rundt. Altså typen, der helst vil have at alting er, som det plejer at være.

Da hun så senere finder ud af, at jeg bare er der som juleassistance, mukker hun igen. Hun vil vide, om der skal en ny til kassen igen? Jeg beroliger hende med, at det så er hende, der plejer at stå ved kassen, som så kommer til at ekspedere hende fremover.

På en eller anden måde har jeg fået hende overbevist om, at jeg er god nok, for hun siger, at chefen ligeså godt kan fastansætte mig. Det lovede jeg at sige videre til chefen.

For en lille måneds tid siden blev jeg så fastansat. Der er blevet mere travlt i butikken, og derfor manglede de en medarbejder.

På min anden arbejdsdag får ovennævnte kunde øje på mig og udbryder: “Dér er du!” Jeg spørger lidt forvirret: “Leder du efter mig?” Det svarer hun ikke på, men siger: “Du er tilbage. Bliver du her denne gang?”

Jeg fortæller hende, at jeg er blevet fastansat, så jeg derfor ikke stopper lige foreløbig. Det er hun meget glad for at høre.

Det var en dejlig velkomst. Fra at hun ikke havde meget fidus til mig, til at hun helst ikke ville af med mig igen. Der er et spring. Jeg er glad for, at jeg fik hende til at indse, at det ikke kun er én bestemt medarbejder, der dur.

Er jeg virkelig så gammel?

Som arbejdssøgende skal jeg søge arbejde hver uge.

Da der ikke er ret meget at søge, må jeg være kreativ. Så da jeg alligevel skulle i supermarkedet i dag, kunne jeg ligeså godt spørge, om de søgte medarbejdere.

Knægten ved kassen vidste ikke, om de manglede medarbejdere. Herefter stiller han mig spørgsmålet: “Er det til dig eller din datter?”

Tak! Ser jeg virkelig SÅ gammel ud?

Først da jeg igen sad i bilen, fik jeg regnet på det. Hvis jeg som 18-årig havde fået en datter ville hun være i den arbejdsdygtige alder nu.

Det er underligt at tænke på. Så gammel føler jeg mig overhovedet ikke.

Giv kunden ret

Det siges, at kunden altid har ret. Det er løgn. Men jeg har erfaret, at det som regel bedst kan betale sig at give kunden ret.

Jeg havde en utilfreds kunde den anden dag. Jeg havde ekspederet hende tidligere på dagen, og nu var hun tilbage. JEG havde slået en forkert pris ind. Vareren havde en gul prisseddel på, hvilket ifølge hende var ensbetydende med, at JEG havde lavet fejlen.

Jeg forsøgte, stille og roligt, at forklare, at det ikke altid forholder sig sådan, men jeg talte for døve øren. Jeg udbetalte de penge, hun havde betalt for meget, mens hun plaprede løs: “Jeg bor ikke her i byen, og det er frygteligt irriterende at komme hjem og opdage en fejl på bonen. Så skal jeg køre tilbage igen for at gøre opmærksom på fejlen og få mine penge. Det er ikke for at skælde ud. Jeg ved godt, at du er ny, og du skal selvfølgelig have en chance for at lære det hele.”

Jeg undlod at fortælle hende, at jeg snart har arbejdet i samme kæde i 10 år, så jeg er absolut ikke ny i faget.

Det gik et par dage, så var hun der igen. Hun indledte med at sige, at jeg skulle gøre mig umage denne gang, så jeg ikke lavede fejl. Jeg sluttede af med at give hende bonen med ordene: “Værsgo’. Du må hellere kikke den igennem, inden du går.” Dertil svarede hun: “Nej, jeg stoler på, at der ikke er fejl.”

Jeg sagde ikke noget, men tænkte, at så er hun godt nok også selv ude om det, hvis hun finder en fejl senere og skal hele vejen tilbage til butikken igen. Fjols.

Den dag jeg (næsten) tog livet af en kunde

Det kunne være gået helt galt. Ja, det kunne være endt som uagtsomt manddrab.

En kvinde stopper mig på vej igennem butikken. Om jeg kunne hjælpe hende? Hun ledte efter noget. Jeg hørte det som musegift. Jeg går ned mod hylden med musefælder og gift. Hun følger efter. “Har du fået mus?” spørger jeg. Hun ser desorienteret på mig og siger: “Nej. Musli.”

Åh, det er så lidt noget andet. Jeg skifter retning og går mod hylderne med morgenmad.

Jeg har ekspederet kvinden flere gange, og hun er tydeligvis senil. Det skulle ikke undre mig, om hun havde spist musegiften som morgenmad, hvis jeg havde solgt hende den forkerte vare.

Chefen vil nok ikke blive begejstret, hvis jeg forgifter kunderne.

Min nye hobby

I lang tid har jeg gået og overvejet at begynde på en ny fritidsinteresse.

Jeg har tænkt på at lære at cykle på ethjulet cykel.

At lære at strikke har også været en overvejelse.

Diablo, også kaldet Djævlespil, har været en af de mere seriøse bud på en hobby.

Valget faldt på yoyo. Det kan anbefales. Fordelene er mange:

Det er en billig hobby. Yoyoen kan ligge i tasken i modsætning til Diablo og cykler. Det giver mere opmærksomhed end strikning, og det gør, at jeg kommer mere ud i den friske luft. Og den helt store fordel: Det giver mig ro i hovedet. Jeg slapper af med min yoyo og bliver opslugt af at lære nye tricks.

Jeg regner med at starte en trend. Yoyo bliver det nye, store, gamle hit.

Skulderklap

I går var jeg på arbejde i 10 timer. Da jeg kom til butikken om morgenen, stod der to kunder udenfor og ventede på, at butikken åbnede. Den ene sagde, at jeg så glad og morgenfrisk ud. (Det følte jeg absolut ikke selv, at jeg gjorde.) Så sagde den anden, at dem fra butikken altid er glade, og at hvis man er i dårligt humør, skal man bare gå derned og snakke med de ansatte.

Det hjælper på humøret. Det var så dejligt at høre. Jeg redder godt nok ikke liv i mit arbejde som salgsassistent, men jeg redder af og til en kundes dag.