Heldige mig

Jeg er inde i en stime. Det tror jeg i hvert fald.

I løbet af de sidste par måneder har jeg vundet en karikaturtegning, (ikke af profeten) 500 kr., en brødkasse og billetter til et foredrag.

Jeg troede, at jeg havde vundet en kasse brød, så jeg blev noget overrasket, da det viste sig at være en brødkasse. Men hva’ skidt. Den holder trods alt længere.

Nu venter jeg spændt på at se, hvad jeg vinder næste gang.

Besværlig gevinst

Jeg var så heldig at vinde 150 kr. ved at sende en krydsordsløsning ind.

Jeg modtog en check med posten lige inden jeg skulle på ferie. Derfor var der ikke tid til at få den indløst inden afrejse. Checken skulle indløses inden 20 dage.

Da jeg kom hjem fra ferie gik jeg i supermarkedet. Så kunne jeg handle OG få brugt checken. To fluer med ét smæk. Men næ, nej. Knægten ved kassen så helt forvirret ud, da jeg gav ham checken. “Hvad er det?” spurgte han. Han måtte have fat i en anden ansat, og køen bag mig blev længere og længere. Endelig kom svaret: “Vi tager ikke imod checks.”

Skidt pyt, jeg skulle på apoteket senere på dagen. Der er det voksne og erfarne mennesker, der arbejder. Så ville jeg kunne komme af med min check.

Heller ikke på apoteket havde jeg heldet med mig. Checken var udstedt til mig. Derfor måtte de ikke tage imod den. Suk.

Videre til banken. Jeg havde med vilje prøvet at undgå banken, for de vil have penge for nærmest alt. Jeg havde dem mistænkt for at ville kræve gebyr for at tage min check.

Det viste sig så at være en af de få gratis ydelser, banken kan være behjælpelig med.

Hvis jeg får en check i fremtiden, går jeg direkte i banken.

En gevinst er en gevinst

Selv om jeg ikke har deltaget i ret mange konkurrencer her i december har jeg været heldig at vinde to ting.

I dag var jeg i et stort supermarked for at hente en gevinst. Jeg plejer ikke at komme i de store supermarkeder. Det er uoverskueligt, der er alt for mange mennesker og alt for mange valgmuligheder.

Jeg stillede mig op i kø. Sikke en kø! Det første stykke tid flyttede køen sig ikke en millimeter. Jeg overvejede at indlede en samtale med den ældre herre, der stod foran mig i køen. Men jeg blev enig med mig selv om, at han sikkert ville synes, at jeg var tosset, hvis jeg spurgte, om han var klar til jul.

Endelig kom der skred i køen. Jeg lagde min gevinst op på båndet og lagde en varedeler bagefter. Kunden bag mig sagde tak. Så fik vi en lille sludder om, at det var lang tid at stå i kø for så lidt. Hun havde nemlig også kun én vare.

Jeg fik min gevinst. Ja, ja, det var kun en pakke pålæg til en værdi af 16 kr. Men en gevinst er en gevinst.

Tumpet gevinst

Igennem tiden har jeg vundet tumpede og mere eller mindre ubrugelige præmier. Jeg nævner i flæng:

1 kg syltesukker + 1 forklæde, 2 billetter til Legolands Trafikskole, tur til Milano (flybilletter ikke inkluderet) og 1 kop med skår i.

Nu har jeg vundet den mest tumpede gevinst af alle. Jeg vil faktisk gå så vidt at påstå, at det overhovedet ikke er en gevinst:

Brugsretten til et bestemt sommerhus i en bestemt uge. Det lyder umiddelbart som en god præmie. Der er bare lige det ved det, at jeg skal betale fuld pris for at leje det.

Så siger jeg: Tak for ingenting. Behold jeres “præmie”.

Afsløring

Normalt holder jeg det for mig selv, når jeg falder over en konkurrence, men lige netop denne konkurrence vil jeg gerne dele med jer andre.

Konkurrencespørgsmål plejer at være meget nemme. I stil med:

Hvilken farve har en stor rød postkasse?
Spørgsmålene i denne konkurrence er noget nær umulige.

Prøv selv og fortæl gerne, hvordan det gik.

http://www.wasa.dk/knackeexperten/

I øvrigt er det fede ved konkurrencen, at man ikke behøver at være på Facebook.

Uretfærdig konkurrence

Der er 2 slags konkurrencer, jeg synes er uretfærdige.

Den ene er: Scan denne QR-kode og vind en smart telefon. Ja, hurra, men hvad så med os, der er ikke har en smart telefon? Vi kan ikke være med i konkurrencen. Det vil sige, at den, der vinder konkurrencen allerede har en smart telefon. Hvad skal vedkommende så med endnu en?

Løsningsforslag: Indsend et postkort og vind en telefon. På den måde kan alle, også umoderne personer, være med i konkurrencen.

Den anden uretfærdige konkurrence er den her: Indsend dit bedste feriefoto og vind et kamera. Dårlig idé, for den som vinder konkurrencen har jo et godt kamera. Han har jo lige indsendt et virkelig godt billede.

Løsningsforslag: Indsend et billede, der beviser, at du har et dårligt kamera og dermed fortjener et topmoderne et af slagsen. Eller: indsend en tegning af dit bedste ferieminde. På den måde ville alle, som ikke har et kamera have chancen.

Afvænning

Nu er det slut med at deltage i julekalendere på nettet. Jeg havde ellers lige vænnet mig til, at der dagligt kom mange mails til mig om konkurrencer.

Jeg havde tænkt mig at tage “en kold tyrker” og holde en pause fra konkurrencer, men allerede i går surfede jeg rundt på nettet og fandt 3-4 konkurrencer, jeg så deltog i. Den ene af konkurrencerne tror jeg faktisk, at jeg har stor chance for at vinde.

Jeg ved ikke, hvad det er med mig og konkurrencer. Det er bare så svært at lade være. Så længe jeg holder mig til de gratis konkurrencer,  gør det vel egentlig heller ikke noget.