Er jeg virkelig så gammel?

Som arbejdssøgende skal jeg søge arbejde hver uge.

Da der ikke er ret meget at søge, må jeg være kreativ. Så da jeg alligevel skulle i supermarkedet i dag, kunne jeg ligeså godt spørge, om de søgte medarbejdere.

Knægten ved kassen vidste ikke, om de manglede medarbejdere. Herefter stiller han mig spørgsmålet: “Er det til dig eller din datter?”

Tak! Ser jeg virkelig SÅ gammel ud?

Først da jeg igen sad i bilen, fik jeg regnet på det. Hvis jeg som 18-årig havde fået en datter ville hun være i den arbejdsdygtige alder nu.

Det er underligt at tænke på. Så gammel føler jeg mig overhovedet ikke.

Smugkig ind i en anden verden

Som domsmand og nævning har jeg fået et indblik i en anden verden. En verden, hvor der gælder andre spilleregler. Hvor det er normalt at sælge ting, som man ikke ejer. Hvor der ikke er noget usædvanligt i at bruge næver i stedet for ord, når konflikter skal løses. Fredagshyggen kan bestå af 6 flasker spiritus og fire kammerater i en lejlighed.

Jeg vidste godt, at den verden fandtes. Det var bare ikke noget jeg spekulerede over før.

Det er triste skæbner, jeg af og til er vidne til. Brudte kærlighedsforhold, frustration, jalousi. Folk, der sidder fast i misbrug, arbejdsløshed, nederlag på nederlag.

Jeg synes, at det sætter mit eget “almindelige” liv i perspektiv.

Der er specielt én dommer, jeg er glad for at arbejde sammen med. Hvad den mand kan fortælle om underlige retssager og skæve eksistenser! Det er ikke småting. Jeg tror, at han ville kunne skrive en hel bog om de dårlige undskyldinger, han har hørt i tidens løb.

Jeg glæder mig hver gang, jeg bliver indkaldt i retten. Ingen ved præcis, hvordan dagen vil forløbe. Når jeg kommer hjem efter en dag i retten, er jeg drænet for energi. Det er faktisk hårdt at skulle sidde stille og være opmærksom, så lang tid ad gangen. Der bliver talt i et lidt andet sprog, end jeg er vant til. Retssprog. Det er også noget, der til tider kræver opmærksomhed at følge med i og forstå.

Jeg har fået udvidet min horisont. Jeg skal ikke arbejde professionelt med jura, men domsmand er jeg glad for at være.

Giv kunden ret

Det siges, at kunden altid har ret. Det er løgn. Men jeg har erfaret, at det som regel bedst kan betale sig at give kunden ret.

Jeg havde en utilfreds kunde den anden dag. Jeg havde ekspederet hende tidligere på dagen, og nu var hun tilbage. JEG havde slået en forkert pris ind. Vareren havde en gul prisseddel på, hvilket ifølge hende var ensbetydende med, at JEG havde lavet fejlen.

Jeg forsøgte, stille og roligt, at forklare, at det ikke altid forholder sig sådan, men jeg talte for døve øren. Jeg udbetalte de penge, hun havde betalt for meget, mens hun plaprede løs: “Jeg bor ikke her i byen, og det er frygteligt irriterende at komme hjem og opdage en fejl på bonen. Så skal jeg køre tilbage igen for at gøre opmærksom på fejlen og få mine penge. Det er ikke for at skælde ud. Jeg ved godt, at du er ny, og du skal selvfølgelig have en chance for at lære det hele.”

Jeg undlod at fortælle hende, at jeg snart har arbejdet i samme kæde i 10 år, så jeg er absolut ikke ny i faget.

Det gik et par dage, så var hun der igen. Hun indledte med at sige, at jeg skulle gøre mig umage denne gang, så jeg ikke lavede fejl. Jeg sluttede af med at give hende bonen med ordene: “Værsgo’. Du må hellere kikke den igennem, inden du går.” Dertil svarede hun: “Nej, jeg stoler på, at der ikke er fejl.”

Jeg sagde ikke noget, men tænkte, at så er hun godt nok også selv ude om det, hvis hun finder en fejl senere og skal hele vejen tilbage til butikken igen. Fjols.

Mit nye arbejde

Så er der gået en uge siden jeg begyndte på mit nye arbejde.
Mine kolleger er søde og hjælpsomme. Arbejdsopgaverne kan jeg ikke klage over. Tiden flyver af sted.

Alt i alt er jeg rigtig godt tilfreds med arbejdet.

Ventetiden er forbi

Hurra! Jeg har fået arbejde.

Slut med at sende 2 ansøgninger om ugen, bekræfte aktiv jobsøgning, møder i A-kassen og møder på jobcentret.

Det er godt nok tale om en tidsbegrænset ansættelse, men jeg er bare så glad for at være “fredet” et par måneder.

Du er i kø. Vent venligst

Så havnede jeg i køen: Arbejdsløshedskøen.

Desværre fungerer det ikke ligesom i telefonkøer, hvor de er flinke til at fortælle, cirka hvor lang tid, det vil tage.

Måske er det meget godt, at jeg ikke ved, hvor lang tid der går inden jeg kommer i arbejde. Hvis det har lange udsigter ville jeg nok bare blive frustreret.

Én dag ad gangen er bedre end ti på taget, som min bror siger. Så jeg tager det som det kommer. Før eller siden vender jeg stærkt tilbage til arbejdsmarkedet.

Den dag jeg (næsten) tog livet af en kunde

Det kunne være gået helt galt. Ja, det kunne være endt som uagtsomt manddrab.

En kvinde stopper mig på vej igennem butikken. Om jeg kunne hjælpe hende? Hun ledte efter noget. Jeg hørte det som musegift. Jeg går ned mod hylden med musefælder og gift. Hun følger efter. “Har du fået mus?” spørger jeg. Hun ser desorienteret på mig og siger: “Nej. Musli.”

Åh, det er så lidt noget andet. Jeg skifter retning og går mod hylderne med morgenmad.

Jeg har ekspederet kvinden flere gange, og hun er tydeligvis senil. Det skulle ikke undre mig, om hun havde spist musegiften som morgenmad, hvis jeg havde solgt hende den forkerte vare.

Chefen vil nok ikke blive begejstret, hvis jeg forgifter kunderne.

Skulderklap

I går var jeg på arbejde i 10 timer. Da jeg kom til butikken om morgenen, stod der to kunder udenfor og ventede på, at butikken åbnede. Den ene sagde, at jeg så glad og morgenfrisk ud. (Det følte jeg absolut ikke selv, at jeg gjorde.) Så sagde den anden, at dem fra butikken altid er glade, og at hvis man er i dårligt humør, skal man bare gå derned og snakke med de ansatte.

Det hjælper på humøret. Det var så dejligt at høre. Jeg redder godt nok ikke liv i mit arbejde som salgsassistent, men jeg redder af og til en kundes dag.

Kvik bemærkning

Ifølge de uskrevne regler taler man ikke om, hvad man tjener. Alligevel kunne jeg ikke dy mig for at komme med en kommentar omkring min løn i dag.

Der kommer en kunde op til kassen. Jeg scanner hans varer og han står klar med dankortet.

Han spørger: “Har du mange penge?”

Svaret kom prompte: “Nej. Jeg er salgsassistent!”

Det fik vi et godt grin ud af.

Vi sluttede af med at konstatere, at det vigtigste er at lave noget, man er glad for. Så er lønnen knap så vigtig.

Nu med tegnsprog

I den butik, hvor jeg arbejder, kommer der af og til en kunde, der er døv.

For mange år siden, i et øjebliks vanvid, besluttede jeg mig for at lære tegnsprog. Det kan jo ikke være så svært. Øh, jo. Jeg endte med at lære alle bogstaverne. Så kunne jeg da i det mindste stave mig igennem en sætning i det tilfælde, at jeg mødte en døv. Det gjorde jeg ikke, og jeg har glemt hvert eneste bogstav.

Nå, men altså. Jeg bestemte mig for at lære at sige et eller andet til ham. Jeg endte med at vælge ordene: God weekend.

Det lærte jeg på siden: tegnsprog.dk

Næste gang jeg så ham var en lørdag. Problemet var bare, at det ikke var mig, der stod ved kassen. Jeg var ved at tjekke dato i mælk, og han var helt nede i den anden ende af butikken. Jeg overvejede at indhente ham, men droppede det igen.

Næste gang jeg så ham var en mandag. Så det ville være lidt for mærkeligt at sige “God weekend”

Så endelig i fredags så jeg ham. Det var godt nok ikke mig, der stod ved kassen, men jeg var lige i nærheden. Jeg gik hen og prikkede ham på skulderen. Der var gået så lang tid, at jeg havde glemt, hvordan man siger GOD, så det blev kun til WEEKEND. Jeg tænkte, at så måtte han selv gætte sig til resten af sætningen.

Han lyste op i et stort smil og gav mig et WEEKEND tilbage.

Jeg tror, at han var klar over, at det er det eneste, jeg kan sige på tegnsprog. Det ville have været akavet, hvis han kastede sig ud i en længere sætning, for det ville jeg ikke have fattet et pip af.

Jeg kan faktisk et par tegn mere. NÆSEHORN og PINDSVIN og muligvis ordet LAMPE. Sidstnævnte er jeg dog lidt usikker på om jeg siger rigtigt. Det giver bare ikke ret meget mening at sige til kunderne, så jeg holder mig til ordet WEEKEND.