Farvel og goddag

I dag har jeg haft sidste arbejdsdag på min nuværende arbejdsplads.

I morgen begynder jeg på min nye arbejdsplads.

Jeg har arbejdet alle dage fra tirsdag til søndag i denne uge. Nu venter en ny arbejdsuge fra mandag til fredag. Det giver i alt 11 arbejdsdage i rap.

Det er godt, at jeg er ung og stærk, så jeg sagtens kan klare en dobbelt-arbejdsuge.

Eftertragtet

Aldrig har jeg været så ombejlet, som jeg er netop nu.

I hvert fald arbejdsmæssigt.

Hele tre arbejdspladser er interesserede i min arbejdskraft. Jeg kan vælge og vrage.

Jeg har valgt det sted, der tilbyder mig fastansættelse og fuld tid.

Slut med vikariater, supplerende dagpenge, møder med jobcenter og ansøgninger der skal sendes.

Hurra!

Hvor træt har man lov at være?

Selv om jeg kun har gået arbejdsløs i få måneder, er det hårdt at komme i gang igen.

Når jeg har fridag, weekend eller kommer tidligt hjem fra arbejde sover jeg. Efter en 9-timers vagt var mine fødder mega ømme. Hvad sker der? Jeg har ofte haft længere vagter end det.

Jeg prøver at bilde mig selv ind, at det er alle de nye indtryk, der tapper mig for energi. Eller måske er det fordi det lige nu er mere vinter end forår.

Trods træthed går det godt på arbejdet. Jeg er glad for at have noget at stå op til. Mine kolleger er flinke og det samme er chefen. Ingen grund til klage på dét punkt.

Juleferien er forbi

Det siges, at julen varer lige til påske.

I mit tilfælde passer det meget godt. Jeg har holdt juleferie på ubestemt tid siden den 24. december. Det er i hvert fald dét jeg har sagt, når nogen har spurgt mig. Det lyder ligesom pænere end at sige, at jeg er arbejdsløs.

I går var jeg så til jobsamtale. Jeg fik jobbet!

I første omgang i en kortere periode, men der skulle være en god chance for at kontrakten bliver forlænget.

Er jeg virkelig så gammel?

Som arbejdssøgende skal jeg søge arbejde hver uge.

Da der ikke er ret meget at søge, må jeg være kreativ. Så da jeg alligevel skulle i supermarkedet i dag, kunne jeg ligeså godt spørge, om de søgte medarbejdere.

Knægten ved kassen vidste ikke, om de manglede medarbejdere. Herefter stiller han mig spørgsmålet: “Er det til dig eller din datter?”

Tak! Ser jeg virkelig SÅ gammel ud?

Først da jeg igen sad i bilen, fik jeg regnet på det. Hvis jeg som 18-årig havde fået en datter ville hun være i den arbejdsdygtige alder nu.

Det er underligt at tænke på. Så gammel føler jeg mig overhovedet ikke.

Smugkig ind i en anden verden

Som domsmand og nævning har jeg fået et indblik i en anden verden. En verden, hvor der gælder andre spilleregler. Hvor det er normalt at sælge ting, som man ikke ejer. Hvor der ikke er noget usædvanligt i at bruge næver i stedet for ord, når konflikter skal løses. Fredagshyggen kan bestå af 6 flasker spiritus og fire kammerater i en lejlighed.

Jeg vidste godt, at den verden fandtes. Det var bare ikke noget jeg spekulerede over før.

Det er triste skæbner, jeg af og til er vidne til. Brudte kærlighedsforhold, frustration, jalousi. Folk, der sidder fast i misbrug, arbejdsløshed, nederlag på nederlag.

Jeg synes, at det sætter mit eget “almindelige” liv i perspektiv.

Der er specielt én dommer, jeg er glad for at arbejde sammen med. Hvad den mand kan fortælle om underlige retssager og skæve eksistenser! Det er ikke småting. Jeg tror, at han ville kunne skrive en hel bog om de dårlige undskyldinger, han har hørt i tidens løb.

Jeg glæder mig hver gang, jeg bliver indkaldt i retten. Ingen ved præcis, hvordan dagen vil forløbe. Når jeg kommer hjem efter en dag i retten, er jeg drænet for energi. Det er faktisk hårdt at skulle sidde stille og være opmærksom, så lang tid ad gangen. Der bliver talt i et lidt andet sprog, end jeg er vant til. Retssprog. Det er også noget, der til tider kræver opmærksomhed at følge med i og forstå.

Jeg har fået udvidet min horisont. Jeg skal ikke arbejde professionelt med jura, men domsmand er jeg glad for at være.

Giv kunden ret

Det siges, at kunden altid har ret. Det er løgn. Men jeg har erfaret, at det som regel bedst kan betale sig at give kunden ret.

Jeg havde en utilfreds kunde den anden dag. Jeg havde ekspederet hende tidligere på dagen, og nu var hun tilbage. JEG havde slået en forkert pris ind. Vareren havde en gul prisseddel på, hvilket ifølge hende var ensbetydende med, at JEG havde lavet fejlen.

Jeg forsøgte, stille og roligt, at forklare, at det ikke altid forholder sig sådan, men jeg talte for døve øren. Jeg udbetalte de penge, hun havde betalt for meget, mens hun plaprede løs: “Jeg bor ikke her i byen, og det er frygteligt irriterende at komme hjem og opdage en fejl på bonen. Så skal jeg køre tilbage igen for at gøre opmærksom på fejlen og få mine penge. Det er ikke for at skælde ud. Jeg ved godt, at du er ny, og du skal selvfølgelig have en chance for at lære det hele.”

Jeg undlod at fortælle hende, at jeg snart har arbejdet i samme kæde i 10 år, så jeg er absolut ikke ny i faget.

Det gik et par dage, så var hun der igen. Hun indledte med at sige, at jeg skulle gøre mig umage denne gang, så jeg ikke lavede fejl. Jeg sluttede af med at give hende bonen med ordene: “Værsgo’. Du må hellere kikke den igennem, inden du går.” Dertil svarede hun: “Nej, jeg stoler på, at der ikke er fejl.”

Jeg sagde ikke noget, men tænkte, at så er hun godt nok også selv ude om det, hvis hun finder en fejl senere og skal hele vejen tilbage til butikken igen. Fjols.

Mit nye arbejde

Så er der gået en uge siden jeg begyndte på mit nye arbejde.
Mine kolleger er søde og hjælpsomme. Arbejdsopgaverne kan jeg ikke klage over. Tiden flyver af sted.

Alt i alt er jeg rigtig godt tilfreds med arbejdet.

Ventetiden er forbi

Hurra! Jeg har fået arbejde.

Slut med at sende 2 ansøgninger om ugen, bekræfte aktiv jobsøgning, møder i A-kassen og møder på jobcentret.

Det er godt nok tale om en tidsbegrænset ansættelse, men jeg er bare så glad for at være “fredet” et par måneder.

Du er i kø. Vent venligst

Så havnede jeg i køen: Arbejdsløshedskøen.

Desværre fungerer det ikke ligesom i telefonkøer, hvor de er flinke til at fortælle, cirka hvor lang tid, det vil tage.

Måske er det meget godt, at jeg ikke ved, hvor lang tid der går inden jeg kommer i arbejde. Hvis det har lange udsigter ville jeg nok bare blive frustreret.

Én dag ad gangen er bedre end ti på taget, som min bror siger. Så jeg tager det som det kommer. Før eller siden vender jeg stærkt tilbage til arbejdsmarkedet.