Den bad jeg vist selv om

Som ansat i supermarked møder jeg mange typer mennesker.

En af disse typer er en landmand i arbejdstøj. Umiddelbart virker han som en fåmælt mand, men det er han ikke, hvis snakken falder på emnet vejret.

Jeg er blevet advaret mod at kommentere vejret, når jeg ekspederer ham. Det var en af mine kolleger, der sagde, at hvis du nævner et årstal og en måned, er hun sikker på, at han kan fortælle, hvordan vejret var på det tidspunkt.

En morgen stod jeg ved kassen, og der skete nærmest ingenting. Jeg kedede mig bravt, da der var gået en time. Så kom landmanden, og jeg tænkte: “Nu skal jeg have det sjovt.” Jeg sagde: “Nå, så er det sidste sommerdag i år.”

Han svarede: “Nej, der skulle da gerne komme flere dage med solskin.” Jeg sagde, at det på kalenderen var den sidste sommerdag. Så kørte den ellers med stolpe op og stolpe ned om, hvordan vejret var sidste år, og hvornår de havde høstet og om det år, hvor de høstede helt vildt sent, fordi det konstant regnede. Da han endelig tog en pause (muligvis for at trække vejret) indskød jeg: “Men det er da godt, at vi ikke får så meget vand som i Texas.” Jeg tænkte, at nu hvor jeg havde sat ham i gang, kunne jeg ligeså godt køre den endnu længere ud.

Selv om jeg er vokset op på landet med en far, der var landmand, og har hørt MEGET landmandssnak og MEGET vejrsnak, så fatter jeg ikke alt hvad denne landmand siger. Han taler, som om han har en kartoffel i munden, og nogle gange lyder det mest som “a høv høv a høv.”

“Uha, nej da. Det er da skrækkeligt med alt det vand. A høv høv høv. Så meget vand får vi alligevel ikke. Høv høv a høv.”

Jeg måtte bide mig selv i læben, for ikke at grine.

Et par dage efter var han så inde i butikken igen. Uden at jeg havde sagt andet end hej, fik jeg en ordentlig smøre om vejret. En masse: “Høv høv høv.”

Nu tror han nok, at jeg interesserer mig for vejret. Det lader til, at jeg er tvangsindlagt til hans landmandssnak hver gang, jeg møder ham.

Men jeg har jo selv lagt op til det.

Jeg tror jeg klipper mig skaldet…

…bare for at se, om jeg får en reaktion.

Jeg hørte i morgen-tv, at hvis en kvinde tager sit almindelige hverdagstøj på og tager læbestift på, vil hun helt sikkert få kommentarer. Folk vil spørge, om hun har fået ny frisure eller lignende, fordi de kan se en forskel.

Dét skal prøves, tænkte jeg. Jeg købte to forskellige læbestifter. Ingen reaktion. Hverken fra kolleger eller kunder.

Jeg har flere gange haft farvestrålende neglelak på. Ingen reaktion.

Fornylig var jeg ved frisøren. Jeg fik ny frisure og fik lyse striber. At betale: 800 kr. Blev det bemærket? Niks.

En dag fandt jeg en blomst på gulvet i butikken. Den tog jeg bag øret for at lave lidt sjov. Ingen kommentarer.

I fredags satte jeg en kunstig blomst i knaphullet. Jeg tænkte, at det ville fremkalde smil og søde bemærkninger. Der kom én kommentar. En kollega spurgte, hvem jeg havde fået blomst af. Det var alt.

Nu tænker jeg så, om jeg vil blive bemærket, hvis jeg klipper mig skaldet. Jeg har min tvivl.

Jeg er glad for mine kolleger og kunderne, men lige på det punkt, der handler om komplimenter og søde kommentarer, der er de altså lidt kedelige.

Sikke en velkomst

I november og december var jeg juleassistance i den butik, hvor jeg nu er fastansat.

Som juleassistance bestod mit arbejde i at stå ved kassen. På min første arbejdsdag er der en kunde, der mukker over, at det er mig, der står ved kassen. Det plejer at være en anden. Hun synes, at vi skal holde op med at bytte rundt. Altså typen, der helst vil have at alting er, som det plejer at være.

Da hun så senere finder ud af, at jeg bare er der som juleassistance, mukker hun igen. Hun vil vide, om der skal en ny til kassen igen? Jeg beroliger hende med, at det så er hende, der plejer at stå ved kassen, som så kommer til at ekspedere hende fremover.

På en eller anden måde har jeg fået hende overbevist om, at jeg er god nok, for hun siger, at chefen ligeså godt kan fastansætte mig. Det lovede jeg at sige videre til chefen.

For en lille måneds tid siden blev jeg så fastansat. Der er blevet mere travlt i butikken, og derfor manglede de en medarbejder.

På min anden arbejdsdag får ovennævnte kunde øje på mig og udbryder: “Dér er du!” Jeg spørger lidt forvirret: “Leder du efter mig?” Det svarer hun ikke på, men siger: “Du er tilbage. Bliver du her denne gang?”

Jeg fortæller hende, at jeg er blevet fastansat, så jeg derfor ikke stopper lige foreløbig. Det er hun meget glad for at høre.

Det var en dejlig velkomst. Fra at hun ikke havde meget fidus til mig, til at hun helst ikke ville af med mig igen. Der er et spring. Jeg er glad for, at jeg fik hende til at indse, at det ikke kun er én bestemt medarbejder, der dur.

Farvel og goddag

I dag har jeg haft sidste arbejdsdag på min nuværende arbejdsplads.

I morgen begynder jeg på min nye arbejdsplads.

Jeg har arbejdet alle dage fra tirsdag til søndag i denne uge. Nu venter en ny arbejdsuge fra mandag til fredag. Det giver i alt 11 arbejdsdage i rap.

Det er godt, at jeg er ung og stærk, så jeg sagtens kan klare en dobbelt-arbejdsuge.

Eftertragtet

Aldrig har jeg været så ombejlet, som jeg er netop nu.

I hvert fald arbejdsmæssigt.

Hele tre arbejdspladser er interesserede i min arbejdskraft. Jeg kan vælge og vrage.

Jeg har valgt det sted, der tilbyder mig fastansættelse og fuld tid.

Slut med vikariater, supplerende dagpenge, møder med jobcenter og ansøgninger der skal sendes.

Hurra!

Hvor træt har man lov at være?

Selv om jeg kun har gået arbejdsløs i få måneder, er det hårdt at komme i gang igen.

Når jeg har fridag, weekend eller kommer tidligt hjem fra arbejde sover jeg. Efter en 9-timers vagt var mine fødder mega ømme. Hvad sker der? Jeg har ofte haft længere vagter end det.

Jeg prøver at bilde mig selv ind, at det er alle de nye indtryk, der tapper mig for energi. Eller måske er det fordi det lige nu er mere vinter end forår.

Trods træthed går det godt på arbejdet. Jeg er glad for at have noget at stå op til. Mine kolleger er flinke og det samme er chefen. Ingen grund til klage på dét punkt.

Juleferien er forbi

Det siges, at julen varer lige til påske.

I mit tilfælde passer det meget godt. Jeg har holdt juleferie på ubestemt tid siden den 24. december. Det er i hvert fald dét jeg har sagt, når nogen har spurgt mig. Det lyder ligesom pænere end at sige, at jeg er arbejdsløs.

I går var jeg så til jobsamtale. Jeg fik jobbet!

I første omgang i en kortere periode, men der skulle være en god chance for at kontrakten bliver forlænget.

Er jeg virkelig så gammel?

Som arbejdssøgende skal jeg søge arbejde hver uge.

Da der ikke er ret meget at søge, må jeg være kreativ. Så da jeg alligevel skulle i supermarkedet i dag, kunne jeg ligeså godt spørge, om de søgte medarbejdere.

Knægten ved kassen vidste ikke, om de manglede medarbejdere. Herefter stiller han mig spørgsmålet: “Er det til dig eller din datter?”

Tak! Ser jeg virkelig SÅ gammel ud?

Først da jeg igen sad i bilen, fik jeg regnet på det. Hvis jeg som 18-årig havde fået en datter ville hun være i den arbejdsdygtige alder nu.

Det er underligt at tænke på. Så gammel føler jeg mig overhovedet ikke.

Smugkig ind i en anden verden

Som domsmand og nævning har jeg fået et indblik i en anden verden. En verden, hvor der gælder andre spilleregler. Hvor det er normalt at sælge ting, som man ikke ejer. Hvor der ikke er noget usædvanligt i at bruge næver i stedet for ord, når konflikter skal løses. Fredagshyggen kan bestå af 6 flasker spiritus og fire kammerater i en lejlighed.

Jeg vidste godt, at den verden fandtes. Det var bare ikke noget jeg spekulerede over før.

Det er triste skæbner, jeg af og til er vidne til. Brudte kærlighedsforhold, frustration, jalousi. Folk, der sidder fast i misbrug, arbejdsløshed, nederlag på nederlag.

Jeg synes, at det sætter mit eget “almindelige” liv i perspektiv.

Der er specielt én dommer, jeg er glad for at arbejde sammen med. Hvad den mand kan fortælle om underlige retssager og skæve eksistenser! Det er ikke småting. Jeg tror, at han ville kunne skrive en hel bog om de dårlige undskyldinger, han har hørt i tidens løb.

Jeg glæder mig hver gang, jeg bliver indkaldt i retten. Ingen ved præcis, hvordan dagen vil forløbe. Når jeg kommer hjem efter en dag i retten, er jeg drænet for energi. Det er faktisk hårdt at skulle sidde stille og være opmærksom, så lang tid ad gangen. Der bliver talt i et lidt andet sprog, end jeg er vant til. Retssprog. Det er også noget, der til tider kræver opmærksomhed at følge med i og forstå.

Jeg har fået udvidet min horisont. Jeg skal ikke arbejde professionelt med jura, men domsmand er jeg glad for at være.

Giv kunden ret

Det siges, at kunden altid har ret. Det er løgn. Men jeg har erfaret, at det som regel bedst kan betale sig at give kunden ret.

Jeg havde en utilfreds kunde den anden dag. Jeg havde ekspederet hende tidligere på dagen, og nu var hun tilbage. JEG havde slået en forkert pris ind. Vareren havde en gul prisseddel på, hvilket ifølge hende var ensbetydende med, at JEG havde lavet fejlen.

Jeg forsøgte, stille og roligt, at forklare, at det ikke altid forholder sig sådan, men jeg talte for døve øren. Jeg udbetalte de penge, hun havde betalt for meget, mens hun plaprede løs: “Jeg bor ikke her i byen, og det er frygteligt irriterende at komme hjem og opdage en fejl på bonen. Så skal jeg køre tilbage igen for at gøre opmærksom på fejlen og få mine penge. Det er ikke for at skælde ud. Jeg ved godt, at du er ny, og du skal selvfølgelig have en chance for at lære det hele.”

Jeg undlod at fortælle hende, at jeg snart har arbejdet i samme kæde i 10 år, så jeg er absolut ikke ny i faget.

Det gik et par dage, så var hun der igen. Hun indledte med at sige, at jeg skulle gøre mig umage denne gang, så jeg ikke lavede fejl. Jeg sluttede af med at give hende bonen med ordene: “Værsgo’. Du må hellere kikke den igennem, inden du går.” Dertil svarede hun: “Nej, jeg stoler på, at der ikke er fejl.”

Jeg sagde ikke noget, men tænkte, at så er hun godt nok også selv ude om det, hvis hun finder en fejl senere og skal hele vejen tilbage til butikken igen. Fjols.