Længe leve min arbejdsplads

Står der noget sted i loven, at man ikke må slippe skadedyr ud i nabobutikken?

Ej, spøg til side. Det kunne jeg selvfølgelig ikke finde på. Men derfor kan man jo godt lege med tanken. Min arbejdsplads tjener nemlig dejlig mange penge, når den nærmeste butik holder lukket.

Jeg har bestemt mig for at gøre mere for at øge omsætningen i butikken. Det er ganske vist kun småting, jeg kan gøre, men lidt har vel også ret.

Jeg er ikke den store sælger, da jeg er en indadvendt person. Alligevel har jeg nogle spørgeteknikker, der kan få kunderne til at købe lidt ekstra. Derudover kan jeg sætte forskellige varer op til kassen. Det er vigtigt, at det jævnligt bliver udskiftet, ellers har det ikke megen effekt.

Så skal jeg være opmærksom på, at der er fyldt op med cigaretter, frimærker og skrabelodder, så kunderne ikke går forgæves.

Vi skal have nogle kroner i kassen. Jeg nægter at lade butikken gå nedenom og hjem.

Yes, endnu en fan

For en del år siden, før jeg accepterede, at jeg er og bliver indadvendt, var jeg til hypnotisør. Han kunne hjælpe mig til at blive udadvendt. Sagde han. Det troede jeg så på. Jeg var ikke bare ung, men også naiv.

Nå, men big surprise! det virkede ikke.

Til gengæld fik jeg lært et trick, der giver mere selvtillid. Jeg benytter mig stadig af det ind imellem.

Næste gang et andet menneske giver dig et kompliment, så lad være med at tænke: “Det mener han jo ikke” “Det siger han bare for at opnå et eller andet” eller “Han er vist ude på at score mig.”

I stedet for tænker du: “Yes, endnu en fan!”

Det lyder fjollet og virker selvglad, men det hjælper til, at du rent faktisk lægger mærke til det kompliment du får. Det fiser ikke bare ind ad det ene øre og ud ad det andet, men du husker komplimentet i længere tid. Sådan er det i hvert fald for mig.

Tricket er hermed givet videre og er til fri afbenyttelse.

Telefonskræk

Yes, så tog jeg mig sammen til at få ringet og bestilt tid til en fodbehandling. Jeg hader at snakke i telefon med folk, jeg ikke kender. Jeg udskyder telefonopkaldet. Jeg kan jo ringe i morgen…

Det er typisk indadvendte: Vi bryder os ikke om telefonsamtaler.

Sig noget mere!

Det har jeg hørt hele min barndom. Jeg hørte det også i min ungdom. Nu hvor jeg er blevet voksen hører jeg det såmænd stadigvæk af og til.

Forældremøderne kan skæres ned til følgende: Sofie er dygtig, laver sine lektier og er en god kammerat, men hun siger for lidt.

Nu er jeg begyndt at sige noget mere. Ikke fordi jeg er blevet bedt om det. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, men jeg kan ikke holde min mund. Blandt andet når noget er uretfærdigt.

Jeg, som aldrig har været god til at sige fra, er begyndt at sige min mening, sige fra, komme med forslag.

Hvad sker der så, når jeg lukker munden op? Tja, der sker én af følgende ting:

1: Jeg bliver total ignoreret

2: Jeg bliver jordet/får bidt hovedet af

3: Der bliver grinet af mig og/eller jeg bliver gjort til grin

Tilbage sidder jeg så med spørgsmålet:

HVORFOR I ALVERDEN SKAL JEG SIGE NOGET MERE?

Hvad får jeg ud af det? Svaret er i bedste fald: ingenting. I værste fald ender jeg med at blive vred eller ked af det.

Under min uddannelse fik jeg på det første skoleophold en meget dårlig karakter. Der var et punkt, der hed: Aktivitetsniveau på klassen. Karakteren blev “lige bestået.”

Det ville jeg ikke finde mig i. Derfor gjorde jeg alt hvad jeg kunne for at få en god karakter under andet skoleophold. Jeg rakte hånden op oftere end jeg havde lyst. Jeg kan godt lade som om at jeg er udadvendt. Jeg kan bare ikke gøre det ret lang tid ad gangen, og det tærer på kræfterne. Hvad gør man ikke for at score en god karakter?

Da jeg fik karakterbogen var jeg spændt.

Gæt hvad karakteren lød? Nøjagtig det samme, som jeg fik under det første skoleophold.

Dengang tænkte jeg også: Hvorfor skal jeg presses til at lave om på mig selv, når resultatet er nul og niks?

Jeg spørger bare.

 

Indadvendt / udadvendt

Jeg havde en diskussion med en af mine overordnede. Hun er udadvendt, jeg er indadvendt.

Hun synes, at kassemedarbejderne skal være bedre til at komme med en kvik bemærkning til kunderne. Efter sigende er de gode til det i nabobutikken. Jeg fortalte hende, at jeg af og til har sagt noget morsomt til en kunde med det resultat, at kunden har stået og kikket på mig som om jeg var dum. Jeg synes det er pinligt at sige noget, der totalt falder til jorden. Min humor er jo ikke nødvendigvis den samme som kundernes. Min udadvendte chef sagde: “Det er da lige meget.” Nej, det er ikke lige meget. Jeg tror man skræmmer nogle kunder væk hvis man er alt for friskfyragtig. Sådan har jeg det selv. Jeg gider ikke altid at snakke med ekspedienten, når jeg køber ind. Hvis jeg bare gerne vil have mine indkøb overstået eller er i dårligt humør hjælper det ikke ligefrem at ekspedienten er i snakkehumør.

Når jeg selv står bag disken siger jeg sjove ting til de kunder, jeg ved godt kan li’ det. Hvis jeg kan mærke på en kunde, at han/hun gerne vil snakke, okay fint, så snakker vi. Jeg er bare sjældent den, der indleder samtalen.