Løb med Prinsen

Det er nok 15 år siden, jeg har løbet. Det blevet der lavet om på i mandags.

En klaphat havde meldt os til Royal Run uden at spørge mig først. Det har jeg været temmelig mobset over.

Nu er han tilgivet. Det var en virkelig god oplevelse at være i Århus til Royal Run. Jeg havde ikke regnet med at se Kronprins Frederik, men jeg så ham rent faktisk og endda meget tæt på.

Jeg havde fået at vide, at jeg gerne måtte gå de 1,6 km, så det havde jeg bestemt mig for. Men så blev jeg grebet af stemningen og endte med skiftevis at løbe og gå. Hermed konstateret: Jeg KAN løbe.

Da vi kom i mål fik vi en medalje. Jeg ved godt, at alle fik en medalje, men jeg er simpelthen så stolt over den. Jeg har aldrig fået en medalje for noget som helst.

Jeg troede aldrig, at jeg skulle sige det, men jeg overvejer faktisk at begynde at løbetræne.

Besøg fra det hinsides

Tro mig eller lad være. Jeg havde besøg af min afdøde mand her den anden morgen.

Indtil videre har jeg kun oplevet én, der troede mig. Han er selv enkemand og har oplevet noget lignende.

Jeg vågnede en morgen og kunne ligeså tydeligt mærke min mands lår mod bagsiden af mine lår. Jeg var godt klar over, at hvis jeg vendte mig om ville ham ikke være der. Jeg lå helt stille, for jeg vidste, at hvis jeg rørte for meget på mig, ville følelsen forsvinde. Jeg hviskede til ham, at jeg savner ham. Efter et par minutter forsvandt han (eller følelsen) igen.

Det var dejligt, at han kom på besøg.

Han laver rod i mit hoved

Allerede under en måned efter, at jeg blev enke, havde de to første “hanhunde” meldt sig på banen.

Jeg var ikke interesseret, for jeg var slet ikke parat til at komme tilbage på “kødmarkedet”.

Flere i min omgangskreds pressede på og sagde, at jeg burde give den ene en chance. Han er kunde i den butik, hvor jeg arbejder, og vi har flirtet lidt. Det var ikke noget, jeg havde lagt noget i, for jeg havde ikke flirtet mere, end jeg kan finde på at gøre med andre kunder.

Det endte med, at jeg sagde ja til en kop kaffe. Det viste sig, at vi har overraskende meget tilfælles.

Jeg meldte ud, at jeg ikke er klar til et fast forhold. Jeg sagde, at vi godt kunne være venner med fordele. Det er vi så nu. Der er ingen tvivl om, at han vil elske, at jeg flyttede ind hos ham. Han behandler mig som en prinsesse. Grænsende til at han behandler mig som en gudinde.

Jeg er vild med, at jeg har kunnet fordreje hovedet på ham og at han hopper og springer for mig. Nu er der så sket det, at han er ved at få skovlen under mig. Jeg har det som den Rasmus Seebach-sang, hvor han synger: “Du skulle jo bare være tidsfordriv… Pludselig kan jeg ikke føre en helt normal samtale uden at snakke om dig.”

Jeg har gennemgået fordele/ulemper og gode sider/dårlige sider om og om igen. Jeg er ved at blive skør. I virkeligheden er spørgsmålet vel enkelt: Har vi en fremtid sammen? Passer vi sammen? Eller også skal jeg bare give efter og tænke: Vi lever kun en gang. Så lad os dog nyde hinanden så længe det fungerer.

Åh, hvor han roder rundt i mit hoved…

Enkefru

Så skete det, jeg har vidst i mange år højst sandsynligt ville ske:

Jeg blev enke.

Officielt er jeg ikke enke, for vi var ikke gift, men efter 11 års parforhold i medgang og modgang anså jeg os som ægtefolk.

I går var det 2 måneder siden, han døde. Tiden går. Jeg synes, at han var her for et par dage siden.

Trods den store aldersforskel var vi et godt par. Vi var ens på mange områder, og de områder hvor vi ikke var ens, supplerede vi hinanden godt.

Gennem sygdomsforløbet var han nervøs for, at jeg ville gå fra ham. Jeg var ved hans side lige til det sidste.

Åh, min lille ven. Jeg savner dig. Tak for alle de gode år, vi havde sammen.

En hobby at gå op i

Efter at jeg har fundet fuldtidsarbejde, får jeg ikke gjort så meget ved min hobby: at samle pantdåser.

Her i weekenden fik jeg taget mig sammen til at gå en tur. Bevæbnet med pose og stok gik jeg ned mod en park i nærheden.

På vejen mødte jeg en kvinde. Hun havde en pose i den ene hånd og en pølsetang i den anden. Der gik lige et sekund eller to inden det gik op for mig, at hun var ude i samme ærinde som jeg.

Snedigt fundet på, med den pølsetang. Så slipper hun for at røre ved de mest snaskede dåser. Men jeg foretrækker nu min stok. Den har pirket mangt en dåse og flaske ud af buske.

Øjnene, der ser

Alt afhænger af øjnene, der ser.

Det må jeg konstatere efter denne oplevelse på arbejde:

Hende, der sidder ved kassen det meste af tiden, fortæller, at hun godt nok hører meget snak i løbet af dagen. En af de andre siger: “Når du så kommer hjem fortæller du det hele videre til din mand.”

Det sagde hun, at det gjorde hun godt nok ikke. Hun fortalte kun manden, hvis hun havde oplevet noget sjovt. Hun tilføjede: “Og det gør jeg næsten aldrig.”

Det undrer jeg mig over. Jeg oplever noget sjovt næsten hver dag. Hvis jeg ikke oplever noget sjovt, så oplever jeg noget spøjst, meget mærkeligt, træls eller besværligt. Kort sagt: Jeg har oplevelser hver dag.

Jeg leder så også efter de små guldkorn, lyspunkterne i hverdagen.

Frustrationer

Det er frustrerende at være arbejdsløs, når der ikke er noget arbejde at søge.

Uanset om der er noget at søge eller ej, skal jeg søge to stillinger om ugen.

Jeg må trøste mig med, at der rent faktisk findes noget, der er mere frustrerende: At være arbejdsløs og få det ene afslag efter det andet.

Fy fy skamme

At gå tur bare for at gå en tur har jeg aldrig været god til.

Hvis jeg skal købe noget eller mødes med en veninde er det nemt nok at komme ud ad døren og af sted.

Nu er jeg begyndt at samle pantdåser. Det gør, at jeg faktisk får gået en tur hver dag. Det gør også, at jeg opdager nye steder i byen. Gader, jeg aldrig har hørt om. Flotte huse, jeg aldrig har set før. Jeg er nødt til at finde nye ruter at gå. Hvis jeg bare går den samme rute hver dag, finder jeg ikke mange pantdåser.

På en af disse ture kom jeg forbi en tankstation. Der var dejlig mange skraldespande, så jeg besluttede at tage en runde. Da jeg kom til 3. skraldespand blev jeg stoppet i mit forehavende. En sælger kom hen til mig og meddelte, at det ikke er tilladt at pante, da det er privat grund.

Privat og privat… Det synes jeg kan diskuteres. Alle er vel velkomne på tankstationens grund. Jeg tog nu ikke diskussionen op med hende. Hun har højst sandsynligt bare fået besked fra højere sted om at sende “pantere” væk.

Jeg nåede dog at få fisket en dåse op ad en skraldespand inden, jeg blev sendt væk. Det valgte jeg ikke at fortælle hende.

Leg i sneen

I dag har jeg leget i sneen med naboens tre børn.

Jeg tror, at den ældste er omkring fire år. Jeg fandt ud af, at hun hedder det samme som mig. Da jeg fortalte det, rystede hun på hovedet og smilede, som om jeg forsøgte at bilde hende noget ind. Hun troede tydeligvis ikke på mig.

De er nogle krudtugler, men hvor er de altså søde.