Når en engel siger farvel

Det her er det første blogindlæg far ikke læser.

Han læste altid min blog. Nogle gange ringede han og spurgte ind til noget jeg havde skrevet. Nogle gange ringede han og spurgte, hvorfor jeg ikke havde skrevet noget længe.

Det siges, at den første jul, den første fødselsdag, den første alt muligt efter et dødsfald er svær. Det første blogindlæg er også svært.

Jeg er så glad for at jeg har fået et arbejde. Tanken om at sidde herhjemme og glo ind i væggen er uudholdelig. Jeg kommer ud blandt folk og jeg har noget konkret at give mig til.

Han ringede til mig fredag aften og sagde, at han var stolt af mig, fordi jeg har fået arbejde. Han sagde, at han håbede, at jeg blev glad for mit nye arbejde. Næste dag var han ikke mere…

Sangen Når En Engel Siger Farvel trøster mig i disse dage.

Det er hårdt.

Jeg plejer at skrive både på denne blog og på en anden. Dette indlæg ligger kun her. Her er ikke så mange læsere og de der er, er seriøse. Jeg kan ikke overskue overfladiske kommentarer og “siger-godt-om-tommelfingre” som man kan give på den anden blog.

De er søde på arbejde og tager hensyn til mig. I går brød jeg grædende sammen og blev trøstet af én af kollegerne. Hun er sød.

Begravelsen er på fredag. Jeg tror, at der vil være mange i kirken. Åh, lille far. Du er savnet. “Men jeg ved, du er et bedre sted nu” synger Anna David i sangen om englen, der siger farvel.

En hyggelig skoddag

Så har jeg haft sidste arbejdsdag. I dag har jeg fri og i morgen er jeg officielt ledig. Jeg fik sagt farvel til kunderne, der ønskede mig held og lykke fremover.

Da jeg kom på arbejde kikkede jeg ind på kontoret. Ingen gave. Så kikkede jeg rundt i frokoststuen. Heller ingen gave. Øv.

Så gik jeg i gang med at arbejde. Da jeg havde været i gang nogle timer, kaldte en kollega på mig. Det viste sig, at der var blev bestilt mad udefra. Så sad vi og spiste og snakkede og hyggede. Og jeg fik en gave! En stor kurv med mange gode ting i.

Senere på dagen fik jeg en buket blomster af en kunde. Hun vil komme til at savne mig, sagde hun.

Jeg fik lavet pauseskærmen om på computeren, så der står: I SAVNER SOFIE. Jeg har også efterladt mig en mere drilagtig overraskelse, men den opdager de først næste gang, der kommer varer hjem.

Om aftenen, da jeg var kommet hjem, gik jeg ind på min mail. Der var et afslag på en ansøgning. Det slog mig ud. Jeg havde virkelig troet og håbet, at jeg havde en god chance. Nu har jeg kun uopfordrede ansøgninger ude.

Bortset fra det afslag, var det faktisk en god sidste dag på arbejde.

Den sidste uge

I morgen tager jeg hul på den sidste arbejdsuge på mit job. Det bliver sidste gang jeg udfører mine onsdagsopgaver.

Fra nu af bliver hver dag den sidste gang for et eller andet. Sidste lukkevagt, sidste gang jeg hænger plakater op, sidste gang jeg ordner flaskerummet osv.

Jeg har fået afslag på jobbet på 20 timer som kassemedarbejder i en konkurrerende butik. Det er opad bakke det her, men der må komme et job til mig før eller siden.

Løsningen på alt

Nogle gange synes jeg ikke, at jeg er så klog. Som når jeg udtaler mig om noget, jeg tydeligvis ikke ved ret meget om. (Se forrige indlæg.)

Jeg synes heller ikke, at jeg er så dygtig. Jeg kan mange ting, men jeg har ikke et talent, der er helt specielt.

Jeg kan blive vildt frustreret over, at der ikke hænger ledige fuldtidsjobs på træerne.

Løsningen er at læse bøger i serien Virkelighedens Verden. Den ene bog efter den anden. Så finder jeg ud af, at jeg faktisk har det meget godt.

Lige nu læser jeg om en pige med anoreksi. Næste bog handler om en kvinde, der bliver kæreste med en psykopat. Derefter følger en bog om en fængselsbetjent, der har arbejdet med landets mest kriminelle.

Så skidt da med, at jeg ikke er verdensmester i noget som helst. Jeg er bare mig. Helt almindelig med helt almindelige hverdagsproblemer.

Lidt om ferien

I går havde jeg første arbejdsdag efter en uges ferie.

Det var en dejlig ferie. Det er nu også rart nok at komme tilbage på arbejde.

En dag i ferien var jeg ude at spise. Jeg havde gjort noget ud af mig selv og syntes, at jeg så ganske godt ud. I restauranten var der da også en mand, der flere gange kikkede i min retning. Det gav mig selvtillid. Lige indtil jeg opdagede, at det slet ikke var mig, han kikkede efter. Det var det fjernsyn, der hang over mit hoved.

Sådan kan det gå, når man ikke tænker over, hvor man sætter sig.

Kære indadvendte

Har du altid troet, at det er lykken at være udadvendt og turde at sige fra og sige sin mening? 

Jeg kan fortælle, at udadvendthed er stærkt overvurderet. 

Du risikerer, at andre bliver sure på dig, fordi du lukker munden op og siger din ærlige mening. Det er langt fra sikkert, at nogen overhovedet gider at høre, hvad du har at sige. 

Næ, fortsæt du bare med at være indadvendt og lad andre om at stå i forreste række. Så kan de tage skraldet. 

Jeg må videre, jeg må væk

Jeg kan mærke, at jeg skal videre i mit liv. Jeg ved bare ikke, hvor jeg skal hen. 

Det er nødvendigt, at jeg finder mig et andet arbejde inden så længe. Jeg kan ikke leve af at arbejde 20 timer om ugen. Der er bare ikke ret meget arbejde at søge. 

Der er vel ikke andet at gøre, end at holde øjne og ører åbne og så håbe, at drømmejobbet pludselig dukker op.

Helt almindelig ualmindelig

Jeg anser mig selv for at være et meget almindeligt menneske. En gennemsnitsdansker, om du vil.

Nu er der sket noget, der har fået mig til at stille spørgsmålstegn ved, om jeg virkelig er så almindelig, som jeg gik og troede.

Jeg udfylder mange spørgeskemaer på nettet. En dag begyndte et spørgeskema således:

Hvilke af følgende har du drukket i løbet af de sidste 12 måneder? Så stod der en lang liste med alkohol og spiritus.

Jeg ledte efter en valgmulighed, der hed “ingen af delene”. Den mulighed var der ikke. Derfor valgte jeg at klikke på knappen “næste”. Det måtte jeg ikke. “Du har ikke besvaret spørgsmålet,” stod der. Nej, for der er ingen af valgmulighederne, der passer på mig!

Herefter valgte jeg at droppe det spørgeskema.

Et par dage efter fik jeg et spørgeskema med spørgsmålet: “Hvordan fjerner du hår på benene?” Også her var der en række valgmuligheder. Der var bare ikke nogen svarmulighed, der hed: “Jeg barberer ikke ben.” Dog var der en valgmulighed, der hed “andet” og en boks til at skrive i. Den valgte jeg.

Herefter kom spørgsmålet: “Hvad er den største ulempe ved den måde at fjerne hår på?”

Jeg barberer ikke ben! Så forstå det dog!

Jeg valgte svarmuligheden “der er ingen ulemper.”

Næste spørgsmål: Du har 10 min. inden du skal ud ad døren. Hvad vælger du at gøre?

1) Fjerne hår på benene

2) Ringe til din bedstemor, der har været syg i et stykke tid

3) Lægge make up

Øh, underlige valgmuligheder. Ingen af delene, men hvis jeg absolut skal svare, må det være at ringe til bedstemor.

Herefter stod der: “Du er desværre ikke målgruppen for dette spørgeskema.” Nej, det havde jeg ligesom på fornemmelsen.

Tilbage sidder jeg så og tænker: Er jeg meget unormal, fordi jeg ikke drikker alkohol og ikke barberer ben? Måske er jeg slet ikke så almindelig, som jeg gik og troede…

Min hemmelige drøm

Jeg har en hemmelig drøm om at skrive et nummer til Cirkusrevyen. 

Altså ikke en sang eller en lang monolog. Bare en lille sketch. Det ville være så fedt at se sit eget nummer opført. For ikke at tale om, at mit navn ville stå i bunden af skærmen, når revyen bliver vist på tv. 

Nu skal jeg så bare have en god idé. 

“A ska bar li ha den regnet ud” som De Nattergale synger. 

En ikke helt almindelig familie

Da jeg i sin tid gik til psykolog spurgte han til min familie. Jeg fortalte:

Der er min far og min mor og så er der mig og mine to søskende.

Han: Bor dine forældre sammen?

Jeg: Ja.

Han: Er det dine halvsøskende du bor sammen med?

Jeg: Nej. Det er mine helsøskende.

Han: Har din far børn fra tidligere forhold?

Jeg: Nej.

Han: Har din mor?

Jeg: Nej.

Han: Ingen stedforældre, bonussøskende, halvsøskende eller andet?

Jeg: Nej, der er mine forældre og så os tre børn.

Han: Utroligt! En hel almindelig kernefamilie. Dét er da til at finde ud af.

I denne tid tænker jeg af og til på den samtale. Min familie føles ikke længere som en helt almindelig familie. Den er blevet noget rodet. Det skal vi alle lige vænne sig lidt til.