Er jeg virkelig så gammel?

Som arbejdssøgende skal jeg søge arbejde hver uge.

Da der ikke er ret meget at søge, må jeg være kreativ. Så da jeg alligevel skulle i supermarkedet i dag, kunne jeg ligeså godt spørge, om de søgte medarbejdere.

Knægten ved kassen vidste ikke, om de manglede medarbejdere. Herefter stiller han mig spørgsmålet: “Er det til dig eller din datter?”

Tak! Ser jeg virkelig SÅ gammel ud?

Først da jeg igen sad i bilen, fik jeg regnet på det. Hvis jeg som 18-årig havde fået en datter ville hun være i den arbejdsdygtige alder nu.

Det er underligt at tænke på. Så gammel føler jeg mig overhovedet ikke.

Frustrationer

Det er frustrerende at være arbejdsløs, når der ikke er noget arbejde at søge.

Uanset om der er noget at søge eller ej, skal jeg søge to stillinger om ugen.

Jeg må trøste mig med, at der rent faktisk findes noget, der er mere frustrerende: At være arbejdsløs og få det ene afslag efter det andet.

Fy fy skamme

At gå tur bare for at gå en tur har jeg aldrig været god til.

Hvis jeg skal købe noget eller mødes med en veninde er det nemt nok at komme ud ad døren og af sted.

Nu er jeg begyndt at samle pantdåser. Det gør, at jeg faktisk får gået en tur hver dag. Det gør også, at jeg opdager nye steder i byen. Gader, jeg aldrig har hørt om. Flotte huse, jeg aldrig har set før. Jeg er nødt til at finde nye ruter at gå. Hvis jeg bare går den samme rute hver dag, finder jeg ikke mange pantdåser.

På en af disse ture kom jeg forbi en tankstation. Der var dejlig mange skraldespande, så jeg besluttede at tage en runde. Da jeg kom til 3. skraldespand blev jeg stoppet i mit forehavende. En sælger kom hen til mig og meddelte, at det ikke er tilladt at pante, da det er privat grund.

Privat og privat… Det synes jeg kan diskuteres. Alle er vel velkomne på tankstationens grund. Jeg tog nu ikke diskussionen op med hende. Hun har højst sandsynligt bare fået besked fra højere sted om at sende “pantere” væk.

Jeg nåede dog at få fisket en dåse op ad en skraldespand inden, jeg blev sendt væk. Det valgte jeg ikke at fortælle hende.

Smugkig ind i en anden verden

Som domsmand og nævning har jeg fået et indblik i en anden verden. En verden, hvor der gælder andre spilleregler. Hvor det er normalt at sælge ting, som man ikke ejer. Hvor der ikke er noget usædvanligt i at bruge næver i stedet for ord, når konflikter skal løses. Fredagshyggen kan bestå af 6 flasker spiritus og fire kammerater i en lejlighed.

Jeg vidste godt, at den verden fandtes. Det var bare ikke noget jeg spekulerede over før.

Det er triste skæbner, jeg af og til er vidne til. Brudte kærlighedsforhold, frustration, jalousi. Folk, der sidder fast i misbrug, arbejdsløshed, nederlag på nederlag.

Jeg synes, at det sætter mit eget “almindelige” liv i perspektiv.

Der er specielt én dommer, jeg er glad for at arbejde sammen med. Hvad den mand kan fortælle om underlige retssager og skæve eksistenser! Det er ikke småting. Jeg tror, at han ville kunne skrive en hel bog om de dårlige undskyldinger, han har hørt i tidens løb.

Jeg glæder mig hver gang, jeg bliver indkaldt i retten. Ingen ved præcis, hvordan dagen vil forløbe. Når jeg kommer hjem efter en dag i retten, er jeg drænet for energi. Det er faktisk hårdt at skulle sidde stille og være opmærksom, så lang tid ad gangen. Der bliver talt i et lidt andet sprog, end jeg er vant til. Retssprog. Det er også noget, der til tider kræver opmærksomhed at følge med i og forstå.

Jeg har fået udvidet min horisont. Jeg skal ikke arbejde professionelt med jura, men domsmand er jeg glad for at være.

Leg i sneen

I dag har jeg leget i sneen med naboens tre børn.

Jeg tror, at den ældste er omkring fire år. Jeg fandt ud af, at hun hedder det samme som mig. Da jeg fortalte det, rystede hun på hovedet og smilede, som om jeg forsøgte at bilde hende noget ind. Hun troede tydeligvis ikke på mig.

De er nogle krudtugler, men hvor er de altså søde.

Julekalender uden jul

Danmarks Radios julekalender har fået kritik for ikke at handle om jul.

Ikke desto mindre er det den mest spændende kalender, jeg nogensinde har fulgt med i. Den er anderledes. Det er ikke det sædvanlige “Mon det bliver jul i år?”

Hver gang et afsnit er færdigt, glæder jeg mig allerede til det næste.

Et andet plus er, at der ikke går en masse tid med, at skuespillerne synger. For mit vedkommende er Den Anden Verden godkendt og mere end det.

Giv kunden ret

Det siges, at kunden altid har ret. Det er løgn. Men jeg har erfaret, at det som regel bedst kan betale sig at give kunden ret.

Jeg havde en utilfreds kunde den anden dag. Jeg havde ekspederet hende tidligere på dagen, og nu var hun tilbage. JEG havde slået en forkert pris ind. Vareren havde en gul prisseddel på, hvilket ifølge hende var ensbetydende med, at JEG havde lavet fejlen.

Jeg forsøgte, stille og roligt, at forklare, at det ikke altid forholder sig sådan, men jeg talte for døve øren. Jeg udbetalte de penge, hun havde betalt for meget, mens hun plaprede løs: “Jeg bor ikke her i byen, og det er frygteligt irriterende at komme hjem og opdage en fejl på bonen. Så skal jeg køre tilbage igen for at gøre opmærksom på fejlen og få mine penge. Det er ikke for at skælde ud. Jeg ved godt, at du er ny, og du skal selvfølgelig have en chance for at lære det hele.”

Jeg undlod at fortælle hende, at jeg snart har arbejdet i samme kæde i 10 år, så jeg er absolut ikke ny i faget.

Det gik et par dage, så var hun der igen. Hun indledte med at sige, at jeg skulle gøre mig umage denne gang, så jeg ikke lavede fejl. Jeg sluttede af med at give hende bonen med ordene: “Værsgo’. Du må hellere kikke den igennem, inden du går.” Dertil svarede hun: “Nej, jeg stoler på, at der ikke er fejl.”

Jeg sagde ikke noget, men tænkte, at så er hun godt nok også selv ude om det, hvis hun finder en fejl senere og skal hele vejen tilbage til butikken igen. Fjols.