En hobby at gå op i

Efter at jeg har fundet fuldtidsarbejde, får jeg ikke gjort så meget ved min hobby: at samle pantdåser.

Her i weekenden fik jeg taget mig sammen til at gå en tur. Bevæbnet med pose og stok gik jeg ned mod en park i nærheden.

På vejen mødte jeg en kvinde. Hun havde en pose i den ene hånd og en pølsetang i den anden. Der gik lige et sekund eller to inden det gik op for mig, at hun var ude i samme ærinde som jeg.

Snedigt fundet på, med den pølsetang. Så slipper hun for at røre ved de mest snaskede dåser. Men jeg foretrækker nu min stok. Den har pirket mangt en dåse og flaske ud af buske.

Øjnene, der ser

Alt afhænger af øjnene, der ser.

Det må jeg konstatere efter denne oplevelse på arbejde:

Hende, der sidder ved kassen det meste af tiden, fortæller, at hun godt nok hører meget snak i løbet af dagen. En af de andre siger: “Når du så kommer hjem fortæller du det hele videre til din mand.”

Det sagde hun, at det gjorde hun godt nok ikke. Hun fortalte kun manden, hvis hun havde oplevet noget sjovt. Hun tilføjede: “Og det gør jeg næsten aldrig.”

Det undrer jeg mig over. Jeg oplever noget sjovt næsten hver dag. Hvis jeg ikke oplever noget sjovt, så oplever jeg noget spøjst, meget mærkeligt, træls eller besværligt. Kort sagt: Jeg har oplevelser hver dag.

Jeg leder så også efter de små guldkorn, lyspunkterne i hverdagen.

Sikke en velkomst

I november og december var jeg juleassistance i den butik, hvor jeg nu er fastansat.

Som juleassistance bestod mit arbejde i at stå ved kassen. På min første arbejdsdag er der en kunde, der mukker over, at det er mig, der står ved kassen. Det plejer at være en anden. Hun synes, at vi skal holde op med at bytte rundt. Altså typen, der helst vil have at alting er, som det plejer at være.

Da hun så senere finder ud af, at jeg bare er der som juleassistance, mukker hun igen. Hun vil vide, om der skal en ny til kassen igen? Jeg beroliger hende med, at det så er hende, der plejer at stå ved kassen, som så kommer til at ekspedere hende fremover.

På en eller anden måde har jeg fået hende overbevist om, at jeg er god nok, for hun siger, at chefen ligeså godt kan fastansætte mig. Det lovede jeg at sige videre til chefen.

For en lille måneds tid siden blev jeg så fastansat. Der er blevet mere travlt i butikken, og derfor manglede de en medarbejder.

På min anden arbejdsdag får ovennævnte kunde øje på mig og udbryder: “Dér er du!” Jeg spørger lidt forvirret: “Leder du efter mig?” Det svarer hun ikke på, men siger: “Du er tilbage. Bliver du her denne gang?”

Jeg fortæller hende, at jeg er blevet fastansat, så jeg derfor ikke stopper lige foreløbig. Det er hun meget glad for at høre.

Det var en dejlig velkomst. Fra at hun ikke havde meget fidus til mig, til at hun helst ikke ville af med mig igen. Der er et spring. Jeg er glad for, at jeg fik hende til at indse, at det ikke kun er én bestemt medarbejder, der dur.

Farvel og goddag

I dag har jeg haft sidste arbejdsdag på min nuværende arbejdsplads.

I morgen begynder jeg på min nye arbejdsplads.

Jeg har arbejdet alle dage fra tirsdag til søndag i denne uge. Nu venter en ny arbejdsuge fra mandag til fredag. Det giver i alt 11 arbejdsdage i rap.

Det er godt, at jeg er ung og stærk, så jeg sagtens kan klare en dobbelt-arbejdsuge.

Eftertragtet

Aldrig har jeg været så ombejlet, som jeg er netop nu.

I hvert fald arbejdsmæssigt.

Hele tre arbejdspladser er interesserede i min arbejdskraft. Jeg kan vælge og vrage.

Jeg har valgt det sted, der tilbyder mig fastansættelse og fuld tid.

Slut med vikariater, supplerende dagpenge, møder med jobcenter og ansøgninger der skal sendes.

Hurra!

Hvor træt har man lov at være?

Selv om jeg kun har gået arbejdsløs i få måneder, er det hårdt at komme i gang igen.

Når jeg har fridag, weekend eller kommer tidligt hjem fra arbejde sover jeg. Efter en 9-timers vagt var mine fødder mega ømme. Hvad sker der? Jeg har ofte haft længere vagter end det.

Jeg prøver at bilde mig selv ind, at det er alle de nye indtryk, der tapper mig for energi. Eller måske er det fordi det lige nu er mere vinter end forår.

Trods træthed går det godt på arbejdet. Jeg er glad for at have noget at stå op til. Mine kolleger er flinke og det samme er chefen. Ingen grund til klage på dét punkt.

Juleferien er forbi

Det siges, at julen varer lige til påske.

I mit tilfælde passer det meget godt. Jeg har holdt juleferie på ubestemt tid siden den 24. december. Det er i hvert fald dét jeg har sagt, når nogen har spurgt mig. Det lyder ligesom pænere end at sige, at jeg er arbejdsløs.

I går var jeg så til jobsamtale. Jeg fik jobbet!

I første omgang i en kortere periode, men der skulle være en god chance for at kontrakten bliver forlænget.

Er jeg virkelig så gammel?

Som arbejdssøgende skal jeg søge arbejde hver uge.

Da der ikke er ret meget at søge, må jeg være kreativ. Så da jeg alligevel skulle i supermarkedet i dag, kunne jeg ligeså godt spørge, om de søgte medarbejdere.

Knægten ved kassen vidste ikke, om de manglede medarbejdere. Herefter stiller han mig spørgsmålet: “Er det til dig eller din datter?”

Tak! Ser jeg virkelig SÅ gammel ud?

Først da jeg igen sad i bilen, fik jeg regnet på det. Hvis jeg som 18-årig havde fået en datter ville hun være i den arbejdsdygtige alder nu.

Det er underligt at tænke på. Så gammel føler jeg mig overhovedet ikke.

Frustrationer

Det er frustrerende at være arbejdsløs, når der ikke er noget arbejde at søge.

Uanset om der er noget at søge eller ej, skal jeg søge to stillinger om ugen.

Jeg må trøste mig med, at der rent faktisk findes noget, der er mere frustrerende: At være arbejdsløs og få det ene afslag efter det andet.