Et vigtigt arbejde

Når jeg fortæller folk, at jeg arbejder i supermarked plejer reaktionen at være: “Nå.” Herefter pinlig tavshed.

Da jeg var i gang med salgsassistentuddannelsen, fik jeg tit den her reaktion: “Du drømmer altså om at blive uddeler/souschef/butiksejer?” Når jeg så sagde, at det havde jeg ingen planer om, kikkede folk undrende på mig, og samtalen gik i stå.

Det er ikke længe siden, at jeg fik denne bemærkning: “Arbejder du i et supermarked? Er det ikke under dit niveau? Jeg mener, du virker da til at have pæren i orden.”

I weekenden var jeg til fest og faldt i snak med et ægtepar. Manden spurgte, hvad jeg lavede til hverdag. Da jeg svarede, at jeg arbejder i et supermarked, sagde hustruen: “Det er også et vigtigt arbejde.”

Jeg var målløs. Dén reaktion har jeg aldrig fået før.

Jeg ved ikke, om mit arbejde er så meget vigtigere end alt muligt andet. Jeg redder jo ikke ligefrem liv eller udvikler livsvigtig medicin.

Jeg er med til at få butikken til at fremstå indbydende. Jeg giver kunder en god service. Jeg taler med ensomme mennesker, som ikke taler med andre end butikspersonalet i løbet af hele deres dag. Det er ikke noget ligegyldigt arbejde, jeg har. Der er bare ikke så meget prestige i det. Heller ikke så mange penge for den sags skyld. Derfor var det rart med den anerkendelse, jeg fik af kvinden, der mente, at mit arbejde er vigtigt.