Det her er det første blogindlæg far ikke læser.
Han læste altid min blog. Nogle gange ringede han og spurgte ind til noget jeg havde skrevet. Nogle gange ringede han og spurgte, hvorfor jeg ikke havde skrevet noget længe.
Det siges, at den første jul, den første fødselsdag, den første alt muligt efter et dødsfald er svær. Det første blogindlæg er også svært.
Jeg er så glad for at jeg har fået et arbejde. Tanken om at sidde herhjemme og glo ind i væggen er uudholdelig. Jeg kommer ud blandt folk og jeg har noget konkret at give mig til.
Han ringede til mig fredag aften og sagde, at han var stolt af mig, fordi jeg har fået arbejde. Han sagde, at han håbede, at jeg blev glad for mit nye arbejde. Næste dag var han ikke mere…
Sangen Når En Engel Siger Farvel trøster mig i disse dage.
Det er hårdt.
Jeg plejer at skrive både på denne blog og på en anden. Dette indlæg ligger kun her. Her er ikke så mange læsere og de der er, er seriøse. Jeg kan ikke overskue overfladiske kommentarer og “siger-godt-om-tommelfingre” som man kan give på den anden blog.
De er søde på arbejde og tager hensyn til mig. I går brød jeg grædende sammen og blev trøstet af én af kollegerne. Hun er sød.
Begravelsen er på fredag. Jeg tror, at der vil være mange i kirken. Åh, lille far. Du er savnet. “Men jeg ved, du er et bedre sted nu” synger Anna David i sangen om englen, der siger farvel.
