Hurtigt svar

I går var jeg til jobsamtale.

Samtalen gik godt nok. Ingen pinlige pauser eller totalt uventede spørgsmål, jeg ikke kunne svare på.

De understregede gang på gang, at de er et ungt team. Det var først, da det blev nævnt tredje gang og efterfulgt af spørgsmålet: “Hvordan har du det med det?” at det gik op for mig, at de anså mig for værende gammel. Selv havde jeg ikke tænkt meget over, at begge de tilstedeværende var yngre end mig.

Samtalen sluttede med beskeden om, at de ville ringe i morgen. Det må siges at være hurtigt.

Sig det ikke til min A-kasse, men jeg har gået hele dagen og håbet på et afslag. Arbejdspladsen ligger for langt væk efter min mening, og arbejdstiderne var jeg heller ikke begejstret for.

Jeg tror, at cheferne syntes, at der er for lidt stræber i mig. For lidt jeg-vil-være-den-bedste. Forhåbentlig finder de én, der er mere egnet til jobbet.

Nu har jeg da fået lidt træning i at være til jobsamtale. Det skader ikke.

En rigtig levende jobsamtale

På tirsdag skal jeg til jobsamtale.

Jeg glæder mig og er lidt nervøs. Jeg er så småt i gang med forberedelserne. Jeg har undersøgt virksomheden nærmere, for jeg vidste ikke så meget om den.

Det bliver spændende, om jeg er heldig…

Legebarn

I går var jeg til min fars fødselsdag. Blandt gæsterne var mine to niecer på 3 og 5 år.

Der blev leget med Lego. Jeg havde dog ikke den store tålmodighed, for den største af pigerne insisterede på, at vi skulle følge tegningen slavisk. Jeg syntes, det var meget sjovere at bygge et hundehus.

På et tidspunkt spurgte jeg, om vi ikke skulle gå ud og spille fodbold i stedet. Det var der ikke stemning for. Jeg gik alligevel ud og fandt bolden og gik om i baghaven. Jeg har spillet meget bold med mig selv som barn. Op ad muren. Om og om igen. Det kunne jeg få lang tid til at gå med.

Der gik kun kort tid før begge piger kom ud og ville være med. Frem og tilbage på græsplænen. Pyh, tænk at jeg er i SÅ dårlig form. Jeg måtte ind og have en ordentlig slurk cola på et tidspunkt. Pigerne blev bare ved og ved. Kører sådan nogle unger på Duracell?

De er dejlige, de unger. Jeg ser dem ikke så tit, så når jeg er sammen med dem, nyder jeg det rigtig meget.

Snydt

Vred, skuffet, rasende, ked af det, irriteret og jeg kunne blive ved.

Det sidste halve år har jeg tit lyttet til det hollandske pigebandet ADAM. Jeg har spændt ventet på nye sange fra dem. Jeg har overvejet at lære hollandsk for at kunne forstå, hvad de siger i de Youtube-videoer, der ikke er tekstet. Jeg har været parat til at køre til Holland, for at komme til koncert eller bare købe deres CD, hvis de skulle finde på at udgive sådan én.

OG SÅ ER DET HELE BARE NOGET FUP!

Et “reality-program” planlagt ned til mindste detalje. De er skuespillere, der er blevet udvalgt til at være med i en tv-serie.

De virkede så ærlige og modige. Måske husker nogen musikvideoen, hvor nogle pige sang, mens de fik orgasme? Senere kom musikvideoen, hvor de var nøgne. (Man så ikke så meget.)

Jeg syntes, det var rart for engangs skyld med et band, der ikke var blevet sat sammen af professionelle. En flok tøser, der selv fandt sammen om glæden ved musik. Jeg havde håbet, at de ville kæmpe sig hele vejen til berømmelse og blive de nye Spice Girls.

Selvfølgelig er deres musik stadig god, men det er alligevel en flad fornemmelse, jeg sidder tilbage med. Nu er tv-serien slut, og der kommer ikke mere musik fra dem. Øv.

Heldige mig

Godt nok er jeg arbejdsløs, og der er stort set ingen jobs at søge, men så er jeg heldig på andre områder.

Jeg har i løbet af de sidste par uger vundet 3 pakker samlekort og 2 fodboldbilletter. Samlekortene har jeg foræret væk og dermed gjort andre glade.

Jeg er begyndt at tjene penge på nettet. Det forbedrer økonomien, og jeg har noget at give mig til.

Jeg er ikke blevet sendt i aktivering endnu og er heller ikke blevet kaldt ind til møde i A-kassen. Hurra for påsken! Jeg har kunnet gå og sunde mig lidt og vænne mig til tanken om at være arbejdsløs.

Solen skinner og jeg har været i haven for første gang i år.