Hvor skal vi hen, du?

Efter utallige opfordringer (okay, faktisk kun min far) har jeg besluttet at skrive oftere her på bloggen.

Det med skriveriet har været gået i stå. Der sker simpelthen for lidt i liv. Og de ting, der sker er som regel ikke positive. Hvem gider læse om, at jeg har ondt i ryggen og mine frustrationer over, at der ikke er noget arbejde at søge?

Frem med ja-hatten og i gang med skriveriet.

Til slut et Peter Plys-citat:

Hvis du ikke ved, hvor du er på vej hen, er der ingen grund til at skynde sig.

Stillingsbetegnelser, now in English

Nu har jeg fundet ud af, hvad en controller er. Jeg var klar over, at det er én, der kontrollerer et eller andet, men jeg vidste ikke, at det havde noget med økonomi at gøre.

Hvad en key account manager er, har jeg endnu ikke fundet ud af. Hvad skal alle de fine og udenlandske titler gøre godt for? Hvad blev der af udtrykket  “At kalde en spade for en spade”?

For tiden er der en del ledige stillinger som bogholdere. Åbenbart er der mangel på dem. Måske uddannelsen ville være mere attraktiv, hvis den hed noget smart og udenlandsk. Book subscriber for eksempel.

Hvis jeg ikke var en spade til tal, ville jeg seriøst overveje bogholder-uddannelsen. Uanset om jobtitlen var på dansk eller engelsk.