Det gode eksempel

I den butik, hvor jeg arbejder, kommer der to gange om ugen rengøring. Det er som regel den samme kvinde, der gør rent.

Hun er en ung kvinde fra Polen. Jeg snakker af og til med hende. Jeg ved ikke, hvor længe hun har været i Danmark, men det er vist ikke mere end nogle få år.

En dag købte hun bleer, der var på tilbud, da hun havde fået fri. Følgende samtale fandt sted:

Jeg: Er det er dreng eller en pige, du har?

Hende: Undskuld?

Jeg: Du har et barn? (Jeg pegede på bleerne)

Hende: Ja. Tvillingedrenge.

Jeg: Så har du noget at se til!

Hende: Ja. So… so… lot of Pampers!

En måneds tid senere snakkede jeg med hende igen.

Jeg: Hvordan går det med dine drenge?

Hende: Undskuld?

Jeg: Dine drenge? Har du ikke tvillingedrenge?

Hende: Jo! Det gor godt. De kan… de kan… Hvad hedder det? De kan go. (Hun tog et par skridt for at vise, hvad hun mente)

Jeg: Hvor gamle er de?

Hende: 1. De kan li’ at go ud.

Jeg: De kan li’ at være ude?

Hende: Ja!

Jeg ved godt, at vores samtaler foregår på børneniveau. Af og til er det en sammenblanding og dansk, engelsk og fagter vi kommunikerer med. Men jeg synes, at det er fedt, at hun gør en indsats for at lære sproget. Hun kunne ligeså godt tænke: “Jeg skal kun være her i kort tid. Jeg gider ikke at lære dansk.”

Det kan selvfølgelig også være, at hun planlægger at blive i Danmark resten af livet. Det skal jeg ikke kunne sige. Så langt er vi ikke kommet i vores samtaler.

Rullepølseleg

Nu, hvor der har været så meget snak om rullepølser med bakterier i, er jeg kommet i tanke om en sjov historie:

For efterhånden mange år siden passede jeg tvillingedrenge. En dag var deres storebror sløj. Han skulle derfor ikke i børnehave, og jeg skulle passe alle tre drenge.

Til at begynde med sov storebroren. Derefter tullede han lidt rundt og underholdt sig selv. Senere på dagen var han mere frisk, og jeg kunne mærke, at han kedede sig. Tvillingerne sov.

På gulvet lå tvillingernes legetæppe. Jeg fandt på den idé at rulle drengen ind i tæppet.

“Nå!” sagde jeg med “farlig” stemme. “Nu kommer jeg og laver dig til en rullepølse!” Drengen grinede, og da jeg havde rullet ham ind i tæppet, grinede han endnu mere. “Uhm! Dejlig rullepølse! Den spiser jeg!” sagde jeg. Hold op, hvor han grinede!

Han tog tæppet af. “Prøv igen!” udbrød han. Det gjorde jeg så. Jeg ved ikke, hvor mange gange vi legede legen den eftermiddag, men det var mange.

Da moren kom hjem, så hun vores rullepølseleg.

Dagen efter fortalte moren, at drengen havde jublet, da faren kom hjem: “Far! Far! Skal vi ikke lege rullepølse?” Faren fattede selvfølgelig ikke en brik, men fandt da ud af, at det handlede om at rulle drengen ind i tæppet. Faren prøvede efter bedste evne at følge de instrukser, han fik, men han kunne jo ikke gøre præcis, som jeg havde gjort. Drengen var ikke tilfreds med farens forsøg. Da jeg næste gang var sammen med drengen, fik han en rullepølsetur til.

 

Møhge på tur

Forestil dig Fru og Misse Møhge.

Fru Møhge sidder i kørestol og er tunghør og total dominerende.

Misse Møhge skubber kørestolen og har intet at skulle have sagt.

Ser du billedet for dig? Godt. Så kan historien begynde.

I den butik jeg er udlært i, kom to kvinder ind i butikken hver lørdag. Moren sad i kørestolen og hundsede med datteren, som styrede kørestolen.

En lørdag stod jeg i frugt & grønt, da de kom trillende ind.

Al samtale mellem dem foregår med råb. Ingen i butikken er i tvivl om, at nu er “Møhgerne” ankommet.

“Skal vi have nogle æbler?” spørger datteren. “Hvad siger du?” råber moren. “Jeg siger: Skal vi have nogle æbler?” råber datteren endnu højere.

Jeg bliver nødt til at vende ryggen til dem, for allerede på dette tidspunkt er jeg ved at dø af grin.

Efter et stykke tid henvender datteren sig til mig og spørger efter en rulle med poser. Jeg går hen til hylden med fryseposer og finder en rulle. “Nej, det skal ikke være sådan nogen. Dem kan mor ikke lide. Det skal være sådan nogle poser, som ligner dem, I har her i grøntafdelingen.” Jeg måtte desværre sige, at de ikke er til salg. Datteren virker til at være ked af dét svar.

“Et øjeblik” siger jeg og smutter ud på lageret og finder en ny rulle poser. Dem gav jeg til de to kvinder. Datteren vil vide, hvor meget de koster. “Dem skal I ikke give noget for. Bare I ikke siger det til alt for mange” svarer jeg. Det lover datteren.

De triller videre, og da de er kommet rundt om hjørnet råber datteren: “Hørte du det, mor? Du fik dem gratis! Huskede du at sige tak?” Moren svarer: “Ja. Det er da det bedste, der er sket længe!”

Dér stod jeg, og vidste ikke om jeg skulle le eller græde. Det er dejligt at gøre et andet menneske glad. Men sikke et sølle liv, hun må have, når en rulle poser er det bedste, der er sket for hende længe.

Annie get your gun

I lørdags var jeg med min mor og en af hendes veninder på tur. Vi så skuespillet Annie Get Your Gun på en friluftsscene. Jeg var ellers ved at være bekymret for, om turen blev aflyst, for det stod ned i stænger om eftermiddagen.

Jeg ringede for at spørge mor, om vi skulle udsætte turen til om søndagen. Det var far, der tog telefonen, og han sagde, at turen ikke var aflyst, og at vejret snart blev bedre.

Heldigvis klarede det op (som min far havde forudset) og det blev en rigtig god tur.

Jeg kendte ikke handlingen i skuespillet i forvejen. Jeg har hørt titlen, men det er også alt. Der var en enkelt af sangene, jeg havde hørt før. Mor kendte alle sangene og også handlingen.

Sidste år så vi et andet skuespil på samme scene. Det er måske ved at blive en tradition. Jeg gætter i hvert fald på, at vi tager af sted igen til næste år.