Et alsidigt job

Der er ingen, der skal komme og påstå, at det er kedeligt at arbejde i butik.

Igennem årene har jeg oplevet lidt af hvert. Jeg nævner i flæng:

Jeg har fået ægteskabstilbud, jeg har fået en cigaret foræret, jeg har mødt fulde mennesker, glade mennesker og sure mennesker. Jeg har været udsat for tricktyve, jeg har afvist tricktyve. Jeg har afprøvet en vandkande for en kunde (hun ville være sikker på, at den virkede, inden hun købte den). Jeg har fået børn til at grine, og jeg har fået et enkelt barn til at græde. Jeg har fået skældud, og jeg har fået ros. Jeg har mødt kendte mennesker, og jeg har mødt mennesker på samfundets bund.

Nu kan jeg føje endnu en speciel oplevelse til listen:

I går kom en kunde og købte et fødselsdagskort. Da han havde betalt, spurgte han: “Er du god til at skrive?”. Det måtte jeg jo sige ja til. “Vil du så ikke skrive kortet for mig?”, spurgte han. Han undskyldte sig med, at han ikke havde nogen kuglepen; men jeg fornemmede, at det ikke kun var derfor, han ville have mig til at skrive.

Så stod han og dikterede, hvad jeg skulle skrive. Til sidst kikkede han usikkert på mig og spurgte: “Tror du, at det er godt nok?”. Jeg kunne ikke dy mig og svarede: “Tja, hvis du vedlægger penge, så tror jeg godt, det kan gå!”. Det kunne han godt se det sjove i. Han sagde pænt tak for hjælpen, inden han gik.

Om manden er ordblind, ryster på hånden eller har en ulæselig håndskrift, ved jeg ikke. Det kan jeg kun gætte på.

Morskab i omklædningsrummet

Sidst jeg var i svømmehallen, var der en lille dreng sammen med sin mor. 

Da det var tid at få tøjet på igen, kravlede drengen ind i ét af skabene. 

Da han var nået næsten helt ind i skabet sås et par fødder og en bar mås stikke ud. Fotografering er ikke tilladt i omklædningsrummet. Ærgerligt, for det var så morsomt et syn. 

Kort tid efter trak han lågen til sig. HEJ lød det inde fra skabet. Moren åbnede lågen og sagde HEJ. Stort latterbrud. Han trak lågen til sig. HI HI HI, grinede han. 

Sådan fortsatte legen et stykke tid. Jeg er lige ved at tro, at drengen syntes, at skabet var lige så sjovt som selve svømmehallen.

Godt tilfreds

Det var så de valg. Nu varer det nok 15 måneder inden næste gang vi skal tage stilling og sætte kryds. Jeg er tilfreds med udfaldet af det ene valg. Det andet valg knap så tilfreds. Men hva’ skidt. Jeg regner ikke med at opfinde noget, som jeg skal søge patent på. Alt det hemmelighedskræmmeri omkring, hvad man stemmer på, har jeg aldrig forstået. Det undrer mig hver gang, der er valg. Hvad jeg stemmer på er ingen hemmelighed. Hvis nogen spørger, svarer jeg.

Min hemmelige drøm

Jeg har en hemmelig drøm om at skrive et nummer til Cirkusrevyen. 

Altså ikke en sang eller en lang monolog. Bare en lille sketch. Det ville være så fedt at se sit eget nummer opført. For ikke at tale om, at mit navn ville stå i bunden af skærmen, når revyen bliver vist på tv. 

Nu skal jeg så bare have en god idé. 

“A ska bar li ha den regnet ud” som De Nattergale synger. 

Dette er ikke en bank

Der kom en kunde ind i butikken 2 minutter efter åbningstid. Hun ville gerne have vekslet penge, så hun fik en 1000 kr. seddel.

Jeg sagde til hende, at det kunne jeg desværre ikke klare. Det passede hende ikke, kunne jeg se.

Jeg uddyber min forklaring ved at sige, at jeg ikke har så stor en seddel så tidligt om morgenen.

“Har du det senere i dag?” ville hun vide.

Tja, hvis der kommer en kunde og betaler med 1000 kr. i dag, og der ikke kommer en kunde senere og hæver 1000 kr., og jeg ikke frafører penge for at undgå en stor kassebeholdning: Så har jeg en 1000 kr. seddel til dig.

Kort sagt: Måske. Eller: Hvor skulle jeg vide det fra? Vælg selv.

Jeg oplever af og til kunder, der sætter kortet i dankortterminalen og siger: “2000 kr over.” Det er ikke et spørgsmål. Det er en ordre.

Det er ikke en bank det her! Spørg dog pænt om det er muligt at hæve så mange penge.

Omvendt kommer der nogle gange kunder, der forsigtigt spørger: “Er det muligt, at jeg kan hæve 100 kr. over?” De kunder får mig til at smile. Naturligvis kan man hæve 100 kr. Men det er sødt af dem af spørge så høfligt.

Barndomsminde

Min søster har altid været mere ballademager end jeg, og min far er en meget rolig mand. Jeg kan kun huske ganske få gange, hvor han har skældt mig ud. Netop derfor er dette barndomsminde ret specielt.

Jeg prøvede på et tidspunkt at lære min søster denne sang:

“Der var engang en lille mus

og musen den hed Musse

Den havde nogle lækre ben

og en ustyrlig …

stråhat”

Jeg sang også de to næste vers for hende, mens vi gik forbi stalden. Lige pludselig lyder der ud ad det ene staldvindue: “Lad være med at lære din lillesøster frække sange!”

Jeg prøvede at spille uskyldig og at forklare far, at sangen da overhovedet ikke er fræk. Den hoppede han ikke på.

Faktisk var det ikke særlig sjovt at synge sangen for min søster, for hun fattede ikke det sjove i den.

Tak for ros

For et par dage siden kom jeg til at se på opslagstavlen på min arbejdsplads. Der hang en seddel, hvor der stod, at en kunde havde bestilt en gavekurv. Den skulle være klar til afhentning kl. 12.

Så fik jeg ellers travlt med at pakke kurv. Der var ikke lang tid til kl. 12.

Selv om jeg efterhånden har arbejdet i butik en del år, er jeg ikke rutineret kurvepakker. Mest af den grund, at hvis jeg kan lokke en anden til at lave en kurv, så gør jeg det.

Da jeg var færdig med kurven, var jeg ret stolt af mig selv. Faktisk var jeg så stolt, at jeg tog et billede af det færdige resultat.

I dag kom de to kvinder, der havde bestilt kurven. De roste mig for den flotte kurv, og de fortalte, at fødselaren var blevet meget glad for gaven. De roste mig så meget, at jeg til sidst blev helt flov.

Det er simpelthen så dejligt at få ros af kunderne. Vi butiksansatte skal nok få at vide, hvis der er noget, der ikke er i orden. De rosende ord er der længere tid imellem.

Der skal herfra lyde en stor tak til alle venlige kunder.