Kapitel 2

(Kapitel 1 er udgivet her på bloggen for ca. 14 dage siden.)

Da hun trådte ind ad døren, blev hun mødt af fjernsynets sædvanlige knævren. Dét og så en mur af cigaretrøg. “Intet nyt under solen” tænkte hun, tog skoene og jakke af og gik ind i stuen.

“Hej” sagde hun og kastede et blik på kvinden, der lå henslængt på sofaen. Hun fik et ufokuseret og sløvt blik tilbage. “Hej” svarede hun og lod blikket glide tilbage til fjernsynet. Jo undrede sig for mindst 1000. gang i sit korte liv: “Var denne kvinde virkelig hendes mor?”

Jo fortsatte ud i køkkenet. Lynhurtigt kunne hun konstatere, at moren ikke havde taget kød op om morgenen. Utroligt! Det var en af de eneste huslige opgaver, moren varetog, og alligevel glemte hun det af og til. “Hvor svært kan det være?” tænkte hun irriteret “at stikke hovedet i fryseren hver morgen og hive en pakke kød op?”

Efter et hurtigt kik i skabene, kunne Jo konstatere, at menuen kom til at stå på risengrød. Ikke verdens fedeste ret, men til gengæld nemt.

Hun havde fået tidligt fri fra skole den dag. Sidste time var blevet aflyst. Det var for tidligt at begynde på aftensmaden.

“Skal du have noget vasket? Dit sengetøj eller noget?” spurgte hun den halvsovende kvinde i stuen. Inde i Jos hovede havde hun slettet ordet “mor”. Hun brugte konsekvent ordet “damen”, når hun tænkte på moren. Der var ikke meget mor over den dovne, stordrikkende og storrygende dame.

“Har du noget vasketøj?” spurgte hun igen. Damen viftede med hånden. Jo tolkede det som “nej og flyt dig så fra fjernsynet.” Det skide tv. At damen ikke blev idiot af, at det kørte stort set uafbrudt. Det var længe siden, hun selv var blevet træt af at glo på den skærm.
Jo tog vasketøjskurven under armen og gik en runde i den lille lejlighed. Hun samlede det tøj op fra gulvet, som hun mødte på sin vej. Soveværelset holdt hun sig dog fra. Der kom hun aldrig. På samme måde kom damen heller aldrig ind på Jos værelse.

Nede i vaskekælderen satte hun en maskinfuld tøj over. Derefter trak hun en bog frem fra bunden af vasketøjskurven. Hun satte sig på taburetten i hjørnet og gled snart ind i en verden af kærlighed og romantik. Hun havde købt bogen nede hos købmanden. Han vidste, at hun var vild med at læse, og han vidste, at hun ikke havde ret mange penge. Han havde solgt bogen til hende for en femmer. Begrundelsen lød, at bogen skulle være sendt retur; men at han havde glemt det, så nu havde han ikke andet valg end at sælge den med tab. Jo vidste, at det var løgn. For det første havde Bent styr på alt, hvad der foregik i butikken, for det andet havde han set hende vende og dreje bogen i hænderne mange gange. For det tredje og fjerde var han dårlig til at lyve, og han havde ondt af hende. Det kunne hun se på ham.

Hun kunne godt li’ Bent. Hun kunne bare ikke bestemme sig for, om hun brød sig om hans medlidenhed eller ej. Når hun fik fri fra skole, gik hun tit hen i købmandsbutikken. Det var ikke for at købe ind, for det var ikke hendes opgave. Hun kunne bare godt li’ at gå rundt i butikken og at kikke på bøgerne og bladene.

En dag var hun faldet i snak med Bent. Hurtigt fandt hun ud af, at han var rar at tale med. Han kom med kvikke bemærkninger, der fik hende til at grine. For hver gang hun kom ind i butikken og snakkede med ham, blev deres forhold tættere og tættere.

En gennemtrængende bip-lyd hev hende tilbage til virkeligheden. Vasketøjet var færdigt. Hun hang det op i roligt tempo, mens hun tænkte på købmandsbutikken.

Hun havde lyst til at spørge, om hun kunne få et job i butikken. Rengøring var hun vant til hjemmefra, så hun kunne da sagtens feje, gå ud med affald og rydde op på lageret. Hun måtte se at få snakket med damen om det. Det irriterede hende, men hun blev nødt til at spørge om lov. inden hun bad Bent om et job.

Da vasketøjet hang, som det skulle, sukkede hun dybt, stak bogen ned i bukselinningen og traskede op i lejligheden igen. Forhåbentlig var damen helt opslugt af fjernsynet. Jo skulle ikke nyde noget af at blive opdaget med en bog gemt bag på ryggen.

Damen værdigede hende ikke et blik, da Jo gik gennem stuen og ud i køkkenet. Hun sukkede dybt endnu engang og gik så i gang med aftensmaden. Det var ikke i aften, hun skulle nævne muligheden for et fritidsjob. Det skulle være en dag, hvor de spiste aftensmad sammen i køkkenet. Desværre skete det sjældnere og sjældnere. Som regel foregik spisningen i stuen. Damen med blikket rettet mod fjernsynsskærmen. Jo med blikket rettet ned på tallerkenen.

Måske får jeg chancen i morgen, tænkte hun. Det havde hun tænkt hver dag i en måned nu.

Click on a tab to select how you'd like to leave your comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *