Øm

Hvis nogen tager fat i min arm eller klapper mig hårdt på skulderen i dag, så svarer jeg ikke for følgerne.

Jeg var til massage i går, og alle spændte muskler fik en ordentlig tur. Det betyder, at jeg er øm i dag. Virkelig øm. I morgen skulle jeg gerne være så god som ny.

Rødder

Efter at have afsluttet en skrækkelig bog, gik jeg i gang med at læse En Kassedames Genvordigheder.

Den er jeg nu gået fra igen, for jeg har læst den før. Den er sjov, men hurtigt læst og hurtigt glemt.

I bogreolen fandt jeg Rødder, skrevet af Alex Haley. Den er fra midt i 70’erne. Det tog ham 12 år at skrive den, så mon ikke den er god?

Jeg er kun kommet et lille stykke ind i bogen. Den handler om en sort familie. Først hører man om hans tiptiptiptipoldeforældre. Det er dér, jeg er kommet til. Foran i bogen er der et stamtræ, så jeg kan se, at det slutter med forfatteren selv og hans tre søskende.

Okay, det lød jo vildt kedeligt. Men det er det ikke. De bor i Afrika ved junglen, og man hører om deres liv, deres tro og deres skikke. De venter på regntiden. De sulter, og kun regnen kan redde dem.

Hvis bogen bliver ved med at være god, skal jeg nok fortælle noget mere sindsoprivende om den end det ovenstående.

Nu vil jeg gå i seng og læse videre.

Nedsat tid

I går sagde en kollega til mig, at det kan mærkes, at jeg er blevet sat ned i tid. Det er selvfølgelig vildt surt at have færre arbejdstimer, end jeg plejer, men jeg blev glad for at høre, at jeg er savnet.

Det er det samme, når jeg kommer tilbage fra ferie: Det luner at få at vide, at mit fravær har kunnet mærkes. Der er ikke meget ved at komme tilbage efter en ferie, og finde ud af, at de andre næsten ikke har lagt mærke til, at jeg var væk.

En ikke helt almindelig familie

Da jeg i sin tid gik til psykolog spurgte han til min familie. Jeg fortalte:

Der er min far og min mor og så er der mig og mine to søskende.

Han: Bor dine forældre sammen?

Jeg: Ja.

Han: Er det dine halvsøskende du bor sammen med?

Jeg: Nej. Det er mine helsøskende.

Han: Har din far børn fra tidligere forhold?

Jeg: Nej.

Han: Har din mor?

Jeg: Nej.

Han: Ingen stedforældre, bonussøskende, halvsøskende eller andet?

Jeg: Nej, der er mine forældre og så os tre børn.

Han: Utroligt! En hel almindelig kernefamilie. Dét er da til at finde ud af.

I denne tid tænker jeg af og til på den samtale. Min familie føles ikke længere som en helt almindelig familie. Den er blevet noget rodet. Det skal vi alle lige vænne sig lidt til.

Ens tænketankegang

Min far ønskede sig en bestemt slags t-shirt i fødselsdagsgave. Han havde i forvejen én, der var blå, og min bror havde købt én til ham, der var grøn.

Da jeg stod i butikken skænkede jeg ikke en tanke, at jeg burde gå efter andre farver end grøn og blå.

Det burde jeg have gjort, for det endte med, at jeg købte en grøn t-shirt til ham, som min bror havde gjort. Og ikke nok med at vi begge havde valgt den grønne farve. Vi havde valgt nøjagtig den samme model.

Det kalder jeg ens tænketankegang!

Kapitel 2

(Kapitel 1 er udgivet her på bloggen for ca. 14 dage siden.)

Da hun trådte ind ad døren, blev hun mødt af fjernsynets sædvanlige knævren. Dét og så en mur af cigaretrøg. “Intet nyt under solen” tænkte hun, tog skoene og jakke af og gik ind i stuen.

“Hej” sagde hun og kastede et blik på kvinden, der lå henslængt på sofaen. Hun fik et ufokuseret og sløvt blik tilbage. “Hej” svarede hun og lod blikket glide tilbage til fjernsynet. Jo undrede sig for mindst 1000. gang i sit korte liv: “Var denne kvinde virkelig hendes mor?”

Jo fortsatte ud i køkkenet. Lynhurtigt kunne hun konstatere, at moren ikke havde taget kød op om morgenen. Utroligt! Det var en af de eneste huslige opgaver, moren varetog, og alligevel glemte hun det af og til. “Hvor svært kan det være?” tænkte hun irriteret “at stikke hovedet i fryseren hver morgen og hive en pakke kød op?”

Efter et hurtigt kik i skabene, kunne Jo konstatere, at menuen kom til at stå på risengrød. Ikke verdens fedeste ret, men til gengæld nemt.

Hun havde fået tidligt fri fra skole den dag. Sidste time var blevet aflyst. Det var for tidligt at begynde på aftensmaden.

“Skal du have noget vasket? Dit sengetøj eller noget?” spurgte hun den halvsovende kvinde i stuen. Inde i Jos hovede havde hun slettet ordet “mor”. Hun brugte konsekvent ordet “damen”, når hun tænkte på moren. Der var ikke meget mor over den dovne, stordrikkende og storrygende dame.

“Har du noget vasketøj?” spurgte hun igen. Damen viftede med hånden. Jo tolkede det som “nej og flyt dig så fra fjernsynet.” Det skide tv. At damen ikke blev idiot af, at det kørte stort set uafbrudt. Det var længe siden, hun selv var blevet træt af at glo på den skærm.
Jo tog vasketøjskurven under armen og gik en runde i den lille lejlighed. Hun samlede det tøj op fra gulvet, som hun mødte på sin vej. Soveværelset holdt hun sig dog fra. Der kom hun aldrig. På samme måde kom damen heller aldrig ind på Jos værelse.

Nede i vaskekælderen satte hun en maskinfuld tøj over. Derefter trak hun en bog frem fra bunden af vasketøjskurven. Hun satte sig på taburetten i hjørnet og gled snart ind i en verden af kærlighed og romantik. Hun havde købt bogen nede hos købmanden. Han vidste, at hun var vild med at læse, og han vidste, at hun ikke havde ret mange penge. Han havde solgt bogen til hende for en femmer. Begrundelsen lød, at bogen skulle være sendt retur; men at han havde glemt det, så nu havde han ikke andet valg end at sælge den med tab. Jo vidste, at det var løgn. For det første havde Bent styr på alt, hvad der foregik i butikken, for det andet havde han set hende vende og dreje bogen i hænderne mange gange. For det tredje og fjerde var han dårlig til at lyve, og han havde ondt af hende. Det kunne hun se på ham.

Hun kunne godt li’ Bent. Hun kunne bare ikke bestemme sig for, om hun brød sig om hans medlidenhed eller ej. Når hun fik fri fra skole, gik hun tit hen i købmandsbutikken. Det var ikke for at købe ind, for det var ikke hendes opgave. Hun kunne bare godt li’ at gå rundt i butikken og at kikke på bøgerne og bladene.

En dag var hun faldet i snak med Bent. Hurtigt fandt hun ud af, at han var rar at tale med. Han kom med kvikke bemærkninger, der fik hende til at grine. For hver gang hun kom ind i butikken og snakkede med ham, blev deres forhold tættere og tættere.

En gennemtrængende bip-lyd hev hende tilbage til virkeligheden. Vasketøjet var færdigt. Hun hang det op i roligt tempo, mens hun tænkte på købmandsbutikken.

Hun havde lyst til at spørge, om hun kunne få et job i butikken. Rengøring var hun vant til hjemmefra, så hun kunne da sagtens feje, gå ud med affald og rydde op på lageret. Hun måtte se at få snakket med damen om det. Det irriterede hende, men hun blev nødt til at spørge om lov. inden hun bad Bent om et job.

Da vasketøjet hang, som det skulle, sukkede hun dybt, stak bogen ned i bukselinningen og traskede op i lejligheden igen. Forhåbentlig var damen helt opslugt af fjernsynet. Jo skulle ikke nyde noget af at blive opdaget med en bog gemt bag på ryggen.

Damen værdigede hende ikke et blik, da Jo gik gennem stuen og ud i køkkenet. Hun sukkede dybt endnu engang og gik så i gang med aftensmaden. Det var ikke i aften, hun skulle nævne muligheden for et fritidsjob. Det skulle være en dag, hvor de spiste aftensmad sammen i køkkenet. Desværre skete det sjældnere og sjældnere. Som regel foregik spisningen i stuen. Damen med blikket rettet mod fjernsynsskærmen. Jo med blikket rettet ned på tallerkenen.

Måske får jeg chancen i morgen, tænkte hun. Det havde hun tænkt hver dag i en måned nu.

Det kunne være meget værre

Efter 2 dages konstant hovedpine på grund af spændinger i nakken, er jeg nu smertefri. Når jeg var ved at få lidt for ondt af mig selv, mindede jeg mig selv om dette citat:

“Tænk hvis du havde brækket alle dine arme og alle dine ben så. Det ville være meget værre.”

Citatet er fra bogen Kvinden I Buret, skrevet af Jussi Adler-Olsen. Det er Carl Mørcks assistent Assad, der kommer med dette guldkorn.

Læs i øvrigt en boganmeldelse af krimien her:

http://da.shvoong.com/books/mystery-and-thriller/2414166-kvinden-buret/

Skulderklap

I denne uge har vi haft status i butikken. Det vil sige, at alle varer i hele butikken skal tælles. Det er et omfattende arbejde, selv om alle er på job den dag.

Den følgende nat vågnede jeg tre gange op fra en drøm, hvor jeg var i gang med at tælle. Jeg bliver gerne lidt kulret i hovedet af alt det tælleri.

I dag blev jeg og den ene af mine kolleger kaldt ind på kontoret.

Åh, åh. Så bliver man nervøs. Mange tanker fløj gennem mit hoved. Har vi været udsat for tyveri? Har vi gjort noget forkert? Går det så dårligt med økonomien, at vi skal igennem endnu en sparerunde?

Chefen indledte med at sige: “Ja, det gik jo ikke godt med status.” Herefter lyste han op i et smil og fortsatte: “Det gik rigtig godt! I har gjort et godt stykke arbejde. Klap jer selv på skulderen.”

Det er fedt med ros. Det giver ny energi. Chefen gav kage, og vi måtte tage en gratis sodavand. Det gav også energi, og humøret var ekstra højt resten af dagen.