Gamle mig

Hver morgen, når jeg sidder på sengekanten, retter jeg ryggen, tager armene ind til siden, albuerne bagud, skuldrene bagud og så svajer jeg i ryggen. Med det resultat, at det siger knæk. Derefter drejer jeg overkroppen til den ene side og til sidst den anden side. Med det resultat, at det siger knas mindst én gang.

Jeg er kun 30! Hvis jeg er så slidt i ryggen nu, hvordan er det så ikke, når jeg er 60?

Tænk, hvis mit liv slutter, når jeg er 60. Så er jeg halvvejs i livet nu!

Deprimerende.

Det er vist godt, at jeg skal på arbejde lige om lidt. Så får jeg noget andet at tænke på.

1. kapitel

Jo er en læsehest. Hun er god i skolen. Faktisk den næstbedste i klassen. Hun læser alt, hvad hun kan komme i nærheden af.
Hvor, hun har sine boglige evner fra, ved hun ikke. Ikke fra moren i hvert fald. “Måske fra min far?” tænker hun, men ved godt, at det får hun aldrig svar på.
En dag får klassen stil for. Overskriften skal være: En almindelig dag i mit liv.
Alle børnenes stile bliver hængt op på væggen i klasselokalet. Jo står og kikker misundeligt på klassekammeraternes opgaver. Ikke fordi de er godt skrevet. De andres opgaver er meget korte. Eller er det hendes egen, der er lang?
Hun havde i lang tid vidst, at hun havde flere huslige pligter, end mange andre børn. Nu hænger beviset foran hende sort på hvidt.
Mens hun står der, og læser de andres afleveringer, kommer læreren hen til hende. De står i et stykke tid uden at sige noget. “Du har en livlig fantasi. Den må du bruge, når I skal skrive en fristil. Er det fordi du kan li’ at skrive, at du har pyntet på sandheden? Så din stil blev lidt længere?”
Jo svarer ikke. Hun står bare der og fordøjer de ord, hun lige har hørt. Læreren tror ikke på hende. Læreren tror, at det er løgn, det, hun har skrevet.
“Smut nu ud til de andre” siger læreren udglattende og giver hendes et skulder et klem. Jo skynder sig ud i skolegården. Nogle af de andre sjipper. De fleste af dem er piger, men der er også to drenge med. Hun sætter sig på en bænk og ser på, at de hopper ud og ind i den store bue sjippetovet laver.
“Vil du være med?” spørger én af pigerne. Det er hende, der står med den ene ende af tovet og svinger og svinger i en uendelighed. “Hvis jeg må nøjes med at stå” svarer Jo. Hun er ikke god til at sjippe. Hun har ikke noget sjippetov derhjemme. Selv hvis hun havde, ville hun nok ikke være god alligevel. Hvornår skulle hun få tid til at øve sig?
Jo overtager ståpladsen og giver sig til at svinge. Det føles rart at være med. Skolen er hendes frirum. Her, hun kan fordybe sig i bøger og skolearbejde. I frikvarterne kan hun sidde og kikke på de legende børn, dagdrømme, lægge vilde planer for fremtiden. Som regel uden at blive forstyrret.
Klokken ringer ind. På vej ind i klassen kommer en af drengene hen til hende. “Det er en dum stil, du skrev. Du tror, at du er så skideklog. Blærerøv. Skrive sådan en lang stil, som er fuld af lort. Det passer jo ikke en skid, det du har skrevet. Det er bare for at gøre dig interessant.”
“Hvorfor tror ingen på det, jeg skrev? Har jeg virkelig så unormal en dagligdag? Husk, at du ikke skal fortælle noget om dig selv. Ikke det mindste. De andre vil bruge det imod dig. Bare vær helt almindelig. Som de andre. Husk det, Jo” tænker hun og smutter væk fra drengen, ind i klassen, ned på plads.

Jeg har brug for hjælp

Der er sket det, at jeg er blevet sat ned i tid på arbejde. Derfor har jeg brug for en ekstra indtægt.

Kender du til en måde, hvorpå jeg kan tjene penge på at blogge?

Reklamere, skrive boganmeldelser, linke til andre hjemmesider eller andet?

Så vil jeg gerne høre nærmere om dette.

På forhånd tak.

Et lille lyspunkt

Egentlig ville jeg have skrevet et blogindlæg i stil med:

Hvorfor er jeg så uheldig for tiden, og hvorfor skal alting gå ud over mig?

I stedet vil jeg fortælle om et lille lyspunkt i al modgangen:

Jeg føler ingen trang til at drikke.

For bare få år siden var min reaktion på modgang, at jeg fik en enorm lyst til at drikke.

Det gælder om at fokusere på de positive ting, siger de kloge. Så det prøver jeg.

Tilbageblik

Engang for mange år siden, da jeg ikke anede, hvad jeg ville med mit liv (jeg bliver stadig i tvivl af og til) sendte jeg en sms til venner og bekendte:

Hvilket erhverv kunne du forestille dig, at jeg ville være god til?

Jeg fik kun få svar. Alle på nær én svarede “det ved jeg ikke.” Min bedste veninde skrev: “Kassedame.”

Det blev jeg så skuffet over. Jeg ved godt, at det var for sjov, men hun kunne da have kommet med et kvalificeret bud. Eller have nævnt mine stærke sider og sagt, at dem syntes hun, at jeg skulle udnytte.

Jeg tænker nogle gange på, at hun fik ret i sin “spådom.” Godt nok er min titel salgsassistent, men dybest set: Jeg ER kassedame.

Som et familiemedlem på et tidspunkt sagde: “Ja, det skal der jo også være nogle, der er.” Nedladende sagt, men mon ikke hun er glad for, at der findes butikker og mennesker, der kan li’ at arbejde der?

Glasur med glasur på

I går kom en mor og en søn ind i butikken.

Sønnen spørger, om han må få en kage. Det må han gerne.

Moren spørger, hvilken kage han vil have. “Den med mest glasur på” lyder svaret. Hun foreslår en hindbærsnitte.

Nej, det skal være en fastelavnsbolle. “Den dér!” siger han og peger på én med sveskefyld.

Moren protesterer. “Du kan jo ikke li’ svesker.” Drengen tager til genmæle: “Men der er mest glasur på!”

De diskuterer lidt frem og tilbage, indtil jeg foreslår, at de vælger den kage, han bedst kan li’ og jeg putter ekstra glasur på.

Det forslag falder i god jord. Det ender med en fastelavnsbolle med hvid glasur med brun glasur ovenpå. Jeg lægger den forsigtigt i en pose uden at lukke posen helt. Sådan noget glasur er noget fedtet stads, når det stadig er blødt.

Drengen bliver godt snasket af alt det glasur. Jeg siger til moren, at det nok var lige rigelig glasur, jeg puttede på kagen.

“Pyt med det” siger hun. “Jeg tror, at du har reddet hans dag” tilføjer hun, inden de glade går ud af butikken.