Opfindelser verden har brug for

Her følger en række ting, der helt klart burde opfindes:

Hundelorteskovl. Jeg fik idéen, da jeg så et indslag i tv om, at hundeejere samler lorte op i plastikposer, hvorefter de smider posen i naturen. Idéen er: En lille skovl, der kan klappes sammen, så den ikke fylder meget i lommen. Hunden skider, ejeren samler lorten op med skovlen og vipper lorten ind i en busk. Derefter klappes skovlen sammen igen og puttes i lommen.

Alternativt: Skovlen fremstilles af et materiale, der nedbrydes meget hurtigt i naturen. Ejeren samler lorten op og smider både skovl og lort ind i en hæk.

Lydløs støvsuger. Det er jo umuligt at høre musik, mens man støvsuger.

Lydisoleret toilet. (Min søsters idé) Som hun sagde: Det larmer jo helt vildt, når man prutter ned i tønden!

Toilet uden kringelkroge. Det er besværligt at gøre toilettet rent bag på og helt inde ved væggen.

Sugerør, der ikke hopper op af glasset. Det burde være ret simpelt at lave et sugerør, der er tungere i den ende, der skal ned i glasset.

Prismærker, der er nem at skifte rulle i. Jeg har nu arbejdet i butik i en del år, og jeg står stadig og vender og drejer prismærkeren og rullen, når der skal skiftes rulle.

Jeg har ikke taget patent på nogle af disse opfindelser, så er du Ole Opfinder, er du velkommen til at bruge én eller flere af disse uundværlige ting.

Bagtalelse, nej tak

I den butik, hvor jeg arbejder, kommer der af og til en stor mand. Når jeg siger stor mand, så mener jeg virkelig stor mand.

Efter at have ekspederet ham mange gange har jeg fundet ud af, at han er flink, og at han er nem at få til at grine. Når han griner kan det høres i hele butikken, og det er en smittende latter.

I går var han igen inde at handle. Da han gik kikkede den næste kunde efter ham. Kunden siger til mig: “Han var godt nok stor, ham dér.” Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige, så jeg får vist bare mumlet et ja. Kunden bliver ved: “Jamen, det er da helt utroligt, så fed han er. Det er ubegribeligt, at hans knogler kan klare at bære rundt på så meget fedt!”

Om jeg blev såret på Den Store Mands vegne, jeg blev fornærmet eller bare irriteret, ved jeg ikke. Men jeg kunne mærke, at det generede mig, at han sagde sådan.

Jeg var på nippet til at sige: “Det er faktisk en af mine gode venner, du taler om,” men jeg turde alligevel ikke.

På vej ud af butikken stopper Bagtaleren op for at se på blomster og brugskunst. Det undrer mig, for han er ikke lige typen, der går op i dén slags ting. Da jeg kikker ud i forgangen ser jeg, at Den Store Mand står derude og snakker med en anden.

Så det var derfor, at Bagtaleren ikke gik med det samme. Han var sikkert nervøs for, at Den Store Mand havde hørt, hvad han havde sagt om ham.

Forhåbentlig lærer han, at man ikke skal tale grimt om andre. Eller i det mindste være helt sikker på at vedkommende er udenfor hørevidde.

Skyd appelsinen

 

Har du lyst til at læse en lille, let og humoristisk bog, anbefales Skyd Appelsinen, af Mikael Niemi.

Fortælleren er en gymnasieelev. Der er intet usædvanligt ved ham. Han går i ét med tapetet. Efter at være blevet afvist af skolens hotteste pige, tager hans liv en ny drejning. Han bestemmer sig for, at nu vil han ses. Han begynder at skrive voldelige digte og at gå i mærkeligt tøj. Og så tager tingene ellers fart…

Skyd Appelsinen er egentlig en ungdomsbog, men jeg er faldet for forfatteren Mikael Niemi. I denne bog er der masser af humor og en del af den er sort. Jeg grinede flere gange højt, så jeg måtte vente med at læse videre til jeg havde grinet af.

Hørt i køen

To kunder møder hinanden i køen i supermarkedet. Da de får på øje på hinanden siger hun: “Hej, Hans.” Han siger: “Hej, Grethe.”

Jeg var ved at flække af grin. Jeg så først på ham. Han grinede ikke. Så kikkede jeg på hende. Hun grinede heller ikke. De kunne åbenbart ikke selv se det sjove i det.

Gaveidé

Hvad giver man en afrikansk pige på 16 år? Hun er mit sponsorbarn.

Jeg er helt blank. Det var nemmere, da hun var yngre. Så gav jeg hende legetøj. Det går nok ikke at sende hende en CD med Justin Bieber 🙂

Tak for hjælpen, kære kunde

En dag, hvor jeg som sædvanlig stod ved kassen og ekspederede, oplevede jeg følgende:

To veninder er ude at handle. Den ene går i gang med at skovle varer op på båndet. Den anden siger: “Vi må hellere lægge æg og chips op til sidst, så de ikke bliver mast og går i stykker.” Hvad veninden svarer, husker jeg ikke ordret, men pointen i det, hun sagde, var, at det er lige meget, hvilken rækkefølge varerne bliver lagt i, for det er kassedamens ansvar, at varerne ikke bliver mast.

Tak for det! Det kan da godt være, at det er mit ansvar, men derfor må du altså godt tænke lidt selv. Der er da heller ingen grund til at gøre kassemedarbejderens arbejde mere besværligt bare fordi du kan.

Jeg synes selv, at jeg er god til at passe på kundernes varer. Lægge aviser, flødeboller, brød og andre bløde varer over til siden. Men hvis det er en ny medarbejder, der står ved kassen kan man ikke forvente, at hun tænker på at passe på varerne. Så har hun højst sandsynligt nok at gøre med at finde stregkoderne og at få tastet rigtigt ind.

Når jeg selv køber ind lægger jeg altid de bløde varer sidst på båndet. Det er bestemt ikke altid (faktisk ikke ret tit) at en ung kassemedarbejder skænker varerne en tanke, når de først er blevet scannet igennem og kørt videre ned ad varebåndet.

Og nu vi er i gang: Kære kunder: Læg flaskerne ned. De kan ikke holde balancen hele vejen hen ad varebåndet.