Familietamtam

I går var jeg til familietamtam hos min forældre. Jeg fik leget med mine to niecer. Hold op, hvor er det lang tid siden, jeg sidst spillede fodbold. At lege er en sjov måde at få motion på. De er herlige, de unger.

Næste store familiekomsammen er min fødselsdag. Det vil jeg glæde mig til.

Der skal være plads til alle. Bortset fra døde grantræer

I et hjørne af min lille have, står der et grantræ. Kønt har det ikke været i den tid, jeg har boet her. Den har to trætoppe og den trætop, der rager højest op ser mærkelig ud. Den slutter ikke i en spids, som man kan sætte en stjerne i. Den ser cirka sådan ud:

grantop

 

Jeg har hele tiden forsvaret mit grantræ, når nogen har sagt noget negativt om det. Vi skal være her alle sammen uanset om vi er kønne eller ej. Der skal være plads til de skæve eksistenser også. Men nu må jeg vist se i øjnene, at træet skal væk. Det er dødt.

Så er spørgsmålet: hvad i alverden gør jeg? Der er ikke mange ben i at invitere min far eller min bror og bede dem tage en sav med. Men hvad stiller jeg op med træet bagefter? Det kan altså ikke være i affaldscontaineren. Og hvad med roden? Skal den graves op eller kan jeg bare lade det være?

Senere skal jeg så også tage stilling til, hvad der skal plantes på den tomme plads… Pyh, jeg kan ikke rigtig overskue det. Jeg tror, at jeg venter til det bliver efterår.

 

Ferie

Det har været 3 hårde uger. Først havde en kollega ferie i 14 dage og derefter havde en anden kollega fri i en uge.

Nu er det min tur til at holde ferie. Om få dage går turen til mit yndlingsferiested i Danmark.

Sidst jeg var på ferie skete der store omvæltninger på min arbejdsplads, mens jeg var væk. Forhåbentlig ligner alt sig selv, når jeg kommer tilbage.

Send flere breve

Hvad sker der lige for de unge mennesker? Kom nu lige ind i kampen!

Jeg var fuldstændig målløs i dag efter mødet med en ung pige. Hun kommer ind i butikken med et brev, hun skal have sendt. Jeg vejer brevet og sælger hende de frimærker, der skal på. Derefter går jeg videre til den næste kunde.

Pigen kalder mig tilbage. Hun ser på brevet og frimærkerne og ser ud til at være helt blank.  Hun siger: “Jeg har ikke prøvet sådan noget før. Hvad gør jeg?”

Hvad du gør? Ja, du sætter frimærkerne fast i øverste højre hjørne og smider brevet i en postkasse. Det er ret nemt. Du skal ikke engang slikke på frimærkerne, for det er klistermærker.

Jeg ved godt, at der ikke bliver sendt så mange breve som før i tiden, men at tøsen aldrig i hele sit liv har sendt noget som helst. Har hun virkelig aldrig sendt et gækkebrev, et postkort eller et brev til bedsteforældrene? Åbenbart ikke.

Det minder mig i øvrigt om historien om mit første brev. Jeg har ikke været ret gammel. Jeg kunne skrive alle bogstaver, men jeg kunne ikke stave. Jeg ville skrive et brev til min morfar.

Jeg sagde til min storebror, hvad jeg ville skrive, og så fortalte han, hvilke bogstaver jeg skulle skrive.

Brevet begyndte sådan:

KÆRE MORFAR.

HVORDAN HAR DU DET?

“Nu skal der stå fra Sofie” sagde jeg. Min bror protesterede. Om der ikke skulle stå “Jeg håber, at vi snart ses” eller “Jeg har det godt” eller noget andet. Nej, der skulle stå FRA SOFIE. Nu kunne det være nok med det skriveri. Og sådan blev det.

Et par dage efter ringede min morfar og sagde, at det var det bedste brev, han nogensinde havde fået.

 

 

Tilbage til tryghedszonen

Efter at have været på arbejde i knap 50 timer i denne uge (jeg har selvfølgelig holdt nogle pauser ind imellem) trænger jeg til at slappe af. Jeg vil nyde min fridag i fulde drag.

Jeg har sagt til min yndlingskollega, at hun ikke må holde ferie, for jeg kan ikke undvære hende. Men hun hører ikke efter, hvad jeg siger. Hun har holdt ferie i 2 uger nu. Det bliver dejligt, når hun er tilbage. Så kan jeg få min helt almindelige arbejdsuge tilbage med mine helt sædvanlige arbejdsopgaver.

Bekymringer

I denne uge har en af mine kolleger ferie. Det betyder, at jeg nogle dage skal lave noget andet end det, jeg plejer.

Det gør mig nervøs. Eller nervøs er måske så meget sagt, men jeg bliver bekymret. Kan jeg nå lige så meget, som de andre forventer, at jeg kan? Hvad nu hvis jeg glemmer nogle af mine arbejdsopgaver, gør noget forkert eller gør tingene på en hel anden måde, end jeg burde? Måske bliver min chef eller nogle af kollegerne gnavne, fordi jeg fjumser i de uvante arbejdsopgaver. Og så videre, og så videre…

Så stop du, hjerne, med alle de negative tanker.

Endnu en gang har det vist sig, at jeg slet ikke havde behøvet at være nervøs. Alt gik som smurt.

Hvem var det, der sagde: “De fleste af mine bekymringer igennem livet er aldrig blevet til noget” ? Jeg tror, at det var en forfatter. I hvert fald er det værd at minde sig selv om nogle gange.

Boganmeldelse af romanen 2666

2666 af Roberto Bolanjo
Bogen består af 5 bøger samlet i én. De kan læses hver for sig og i en hvilken som helst rækkefølge.
Første del af bogen hedder Kritikernes Del. Den handler om fire personer (3 mænd og en kvinde), der alle er vilde med forfatteren Benno von Archimboldi. Meget få mennesker har set forfatteren i virkeligheden. Ingen véd, hvor han bor, eller hvad hans rigtige navn er. Alligevel begiver de 4 kritikere sig til Mexico for at forsøge at finde ham.
Jeg kan godt lide den del af bogen, der handler om kritikerne. Det er interessant at høre om deres fortid, deres venskab og deres kærlighedsliv eller mangel på samme. Der opstår et trekantsdrama med en meget overraskende slutning.
Anden del hedder Amalfitanos Del. Amalfitano er universitetslærer. Han bor alene med sin teenagedatter. Han påstår at have set Benno von Archimboldi på et hotelværelse i Mexico. Han er nervøs for sin datter, for der sker mange kvindemord i den by, hvor de bor. Amalfitanos Del er den korteste af de 5 dele i bogen. Den er humoristisk, for denne universitetslærer er ikke helt normal. Som eksempel kan jeg fortælle, at han på et tidspunkt hænger en bog ud på tørresnoren – Ikke, fordi han har vasket den eller er kommet til at spilde noget på den, men for at den skal lære lidt om livet. I slutningen af fortællingen om Amalfitano, begynder han at høre stemmer. Eller rettere sagt: én stemme. Desværre finder man aldrig ud af, hvad det er for en stemme, eller hvad den vil ham.
Trejde del er Fates Del. Fate er afroamerikaner og journalist. Han plejer ikke at skrive om sport, men bliver sendt til Mexico for at dække en boksekamp. Her finder han ud af, at der er en massemorder på spil og vil egentlig hellere skrive om det. Man hører om hans liv og nogle af de mennesker, han har mødt.
Fjerde del hedder Forbrydelsernes Del. Den er meget langtrukken. Man hører om, hvordan 200 kvinder er blevet slået ihjel. De fleste mord er meget kort og præcist beskrevet. Andre hører man mere om. Jeg må indrømme, at hvis jeg havde læst denne del af bogen først, ville jeg meget hurtigt have opgivet bogen. Det er for mig at se ikke nødvendigt, at forfatteren fortæller mig om 200 mord ét efter ét. Han kunne have valgt at fortælle om nogle af mordene og nævne, at der i alt er omkring 200 kvinder, der er blevet slået ihjel. Ind imellem hører man dog om en kriminalbetjents forhold og forelskelse i en psykiater.
Femte og sidste del er Archimboldis Del. Her hører man om Hans Reiters barndom, ungdom og siden hen om hans alderdom. Man hører om, hvordan han kommer i gang med at skrive, og hvorfor han vælger at kalde sig Benno Von Archimboldi. Bortset fra, at jeg synes. der er alt for meget om krig i denne del, er det en god bog. Den er rørende og også lidt sørgelig.
Undervejs i bogen flettes historierne sammen. Personer og steder fra de forskellige dele af bogen dukker op i andre sammenhænge. Til slut bindes alle historierne sammen. Jeg sidder dog tilbage med en del spørgsmål, som jeg gerne ville have haft svar på. På den anden side giver det noget at tænke over. Hvis en bog slutter med, at sådan og sådan endte det hele, så tror jeg, at jeg hurtigt ville glemme bogen.

Jeg vil anbefale at læse bogen fra ende til anden; men at man nøjes med at skimme den del, der handler om forbrydelserne. Det kan godt være lidt deprimerende at læse om alle de mord. Forfatteren døde desværre allerede som 50-årig og nåede, så vidt jeg ved, kun at udgive to romaner. Jeg kunne ellers godt have tænkt mig at læse meget mere af ham. Roberto Bolanjo skriver godt og han tør at fortælle om sin til tider ikke helt almindelige tankegang. Det er en anderledes bog, og med den åbne slutning kan man selv få lov til at digte videre på historien.

Sov godt

Min salige bedstemor var en natteroder.

Hun kunne finde på at sidde ved sin symaskine til kl. 3 om natten.

Af og til spurgte jeg hende, om hun havde sovet godt, eller jeg sagde, at hun så træt ud. Så fortalte hun nogle gange, at hun havde siddet og syet om natten, og på et tidspunkt var hun gået på toilet. Mens hun sad dér, var hun faldet i søvn. En times tid senere var hun vågnet radbrækket i kroppen og var smuttet i seng.

Jeg har undret mig over, hvordan hun kunne sidde op og sove. Og så oven i købet på et toilet.

Her til morgen har jeg imidlertid konstateret, at det kan lade sig gøre at sove på wc’et. På mit toilet kan jeg læne mig frem, lægge panden mod dørkarmen, lukke øjnene og … falde i søvn. Jeg er ikke morgenmenneske. Det var min bedstemor bestemt heller ikke.