Læsedag

I dag har jeg læst, læst, læst.

Jeg er ikke på toppen i dag. Det er heldigt, at jeg har fri.

Jeg er i gang med bogen 2666. Den er på 1030 sider. Faktisk er det 5 bøger i én. Forfatteren er Roberto Bolaño . Desværre døde han relativt ung, så han har kun udgivet 2 bøger. Den anden bog, han har udgivet, skulle efter sigende ikke være nær så god som 2666.

I får lige et citat fra bogen: “At overdrive er en måde at undres høfligt.”

Uretfærdig konkurrence

Der er 2 slags konkurrencer, jeg synes er uretfærdige.

Den ene er: Scan denne QR-kode og vind en smart telefon. Ja, hurra, men hvad så med os, der er ikke har en smart telefon? Vi kan ikke være med i konkurrencen. Det vil sige, at den, der vinder konkurrencen allerede har en smart telefon. Hvad skal vedkommende så med endnu en?

Løsningsforslag: Indsend et postkort og vind en telefon. På den måde kan alle, også umoderne personer, være med i konkurrencen.

Den anden uretfærdige konkurrence er den her: Indsend dit bedste feriefoto og vind et kamera. Dårlig idé, for den som vinder konkurrencen har jo et godt kamera. Han har jo lige indsendt et virkelig godt billede.

Løsningsforslag: Indsend et billede, der beviser, at du har et dårligt kamera og dermed fortjener et topmoderne et af slagsen. Eller: indsend en tegning af dit bedste ferieminde. På den måde ville alle, som ikke har et kamera have chancen.

En god gang æltning

Jeg har været til massage i dag. Det var tiltrængt. Det er vist et halvt år siden, jeg sidst blev æltet igennem.

Jeg ved, at det hjælper at få massage, men hold nu fast, hvor gjorde det nas. I morgen vil jeg være øm over det meste af kroppen, men i overmorgen har jeg det fantastisk. Sådan plejer det i hvert fald at være.

Børneopdragelse

Børn har jeg ingen af. Til gengæld vrimler det med børn fredag eftermiddag på mit arbejde. Det er ikke altid en positiv oplevelse.

Der er børn, der græder hele vejen igennem butikken. Børn, der plager. Børn, der skaber sig. Trætte børn og trætte forældre.

I går kom en mand ind i butikken med sine 2 børn. Da han har lagt varerne op på båndet kravler den yngste dreng op og sætter sig for enden af varebåndet. Mens jeg er ved at scanne varerne ind, går faren pludselig. Der var åbenbart et eller andet han havde glemt.

Drengen, der sidder for enden af varebåndet, strækker sig for at få fat i sin slikpose. Han kan ikke nå. Han kommer med nogle ynkelige lyde her iblandt “gi’mig, gi’mig.”

Jeg ved ikke, hvad der går af mig, men jeg blev simpelthen så irriteret på knægten.

“Du får den, hvis du siger be’ om” siger jeg til ham.

Han kikker på mig med store øjne og siger til min forbløffelse “be’ om”

Jeg sætter varebåndet i gang, så slikposen kører ned til ham.

I det samme dukker faren op. Ups. Det var ikke lige meningen, at han skulle have hørt, at jeg irettesatte hans søn.

Jeg skynder mig at sige undskyld, fordi jeg opdrager på hans børn. Heldigvis smiler faren bare og siger, at det er rart, at der er nogen, der vil opdrage på hans børn, når han selv er træt af det.

Da familien går ud af butikken hører jeg den lille sige til storebroren: “Og så skal man sige be’ om, og så kommer slikket lige ned til dig.” Storebroren mumler “ja, ja” og lyder ikke som om han tror på lillebroren. Den lille slår ud med armen i retning af kasseområdet og siger: “Du kan selv prøve!”

Jeg står og undertrykker en latter. Jeg gætter på, at knægten husker at sige be’ om næste gang, der er noget han gerne vil have.

Ros, grin og snak

Det er nye tider på min arbejdsplads. Jeg har fået ros i dag. Jeg har givet ros i dag. Jeg har videregivet ros i dag.

Der er blevet snakket, grinet og lyttet.

Min arbejdsglæde er ved at vende tilbage.

En smule hestekød

Hvordan kan en smule hestekød sætte sindene så meget i kog?

Der er hestekød i lasagne. Og hvad så? Hestekød smager ganske udmærket.

Ville der være lige så stor ballade, hvis det var fårekød, der var blevet fundet i lasagnerne? Eller svinekød? Ja, okay muslimerne ville nok blive utilfredse over svinekødet.

Jeg kunne forstå, hvis folk var forargede over, at der var blevet fundet rottekød i færdigretter.

Jeg kan ikke rigtig se det store problem i en smule hestekød. Selvfølgelig skal det fremgå af ingredienslisten, hvad der er i. Så på det punkt har firmaerne brudt loven. Men så er det altså heller ikke værre.

Spørgsmål fra børn

Spørgsmål fra børn er ikke altid nemme at svare på. Her følger et par eksempler, jeg har hørt:

Barnet: Hvad er klokken?

Forælder: Det ved jeg ikke.

Barnet: Er klokken 7?

Forælder: Nej, den er ikke 7 endnu.

Barnet: Hvorfor er klokken ikke 7?

Det er et virkeligt godt spørgsmål. Jeg er glad for, at det ikke var mig, der skulle svare på det!

Far, hvordan ser internettet ud?

Faren gjorde sit bedste for at forklare, at det ikke er noget man kan se, men barnet kunne altså ikke forstå, hvorfor man ikke kan se internettet. Internettet er også ret svært at forklare. Igen, godt at spørgsmålet ikke var til mig!

Mammutdag

I går var jeg på arbejde i næsten 11 timer.

Det sjove er, at tiden fløj af sted, og at jeg ikke var total udmattet, da jeg fik fri.

I dag vil jeg nøjes med at arbejde i 7 timer, og så vil jeg holde fri i 2 dage bagefter.

God weekend til jer.