Tilbage i Danmark

Efter en uge i sydens sol er jeg nu tilbage i Danmark.

Det ville have været dejligt med en uge mere i varmen, men det er nu alligevel rart at være hjemme igen.

Nogle ting har jeg savnet. Min dyne for eksempel. Det dér med at ligge i en kuvert bestående af en hård seng, et lagen og et tæppe er altså ikke lige mig.

I en hel uge har jeg ikke deltaget i konkurrencer. Det var lige før, at jeg fik abstinenser til sidst. På vej hjem i flyet købte jeg nogle skrabelodder. Jeg vandt et nyt skrabelod, men det var også alt, hvad jeg vandt. I denne uge har jeg planer om at surfe rundt på nettet og lede efter konkurrencer.

Så har jeg savnet min blog og savnet internettet en smule.

Talemåden: “Ude godt, men hjemme bedst” er så sandt, som det er sagt.

God ferie

Om 1 time går turen til lufthavnen og så videre derfra til Canariaøerne.

Væk fra vinterkulden. Bare lige sådan en uges tid. Det bliver skønt.

Jeg vil sige til jer, som jeg sagde til min chef i fredags: God ferie.

Meningen var så, at han skulle sige: Jamen, det er da ikke mig, der har ferie.

Hertil ville jeg så svare: Jo, du har ferie fra mig! Ha ha ha.

Men joken blev ikke til noget, for da jeg sagde “god ferie” sagde han “i lige måde.”

Nu uden næsehår

Jeg har en mærkelig vane. Jeg ved ikke, hvor den kommer fra, eller hvorfor jeg gør det, men jeg snuser til ting. De mest mærkelige ting. Når jeg pakker kopipapir ud,  snuser jeg lige til det, inden jeg lægger det i printeren. Når jeg gør rent, snuser jeg til rengøringsmidlerne. Skyllemiddel elsker jeg at snuse til.

I dag skete der dog noget, der måske kan kurere mig for mit snuseri.

Jeg skulle fjerne noget klister, hvor der havde siddet et stort klistermærke. Jeg gik ind i frokoststuen for at finde noget husholdningssprit. Det kunne jeg ikke finde, men der stod en flaske salmiakspititus. Same-same, tænkte jeg, men tog for en sikkerheds skyld et par plastichandsker med.

Jeg skimmede, hvad der stod på forsiden af flasken. Der stod noget med, at det skulle blandes op med en hulens masse vand, og at det kunne bruges, inden man skulle til at male. Fint, det skal nok blive godt dét her. Egentlig var det min plan at hælde stadset direkte på en klud. Hvad er det for noget pjat at blande det op med vand?

Jeg skruede låget af, og som sædvanlig skulle jeg da lige snuse til væsken. Dét skulle jeg aldrig have gjort. Det føltes som om, at mine næsehår blev svedet af med en lighter. (Det har jeg godt nok aldrig prøvet, men jeg tror, at det føles sådan.) Jeg fik tårer i øjnene, og jeg fik en ulækker smag i munden. Lige som hvis man i svømmehallen kommer til at få vand i næsen. Så får man klorsmag i munden.

Tænk, at noget kan være så stærkt! Jeg var glad for, at jeg havde valgt at tage handsker med, for hvis bare lugten kan få det til at brænde i næsen, så har jeg bestemt ikke lyst til at få det på hænderne.

Jeg droppede planen om at bruge det ufortyndet. Det blev blandet op med masser af vand.

I øvrigt forstår jeg ikke, hvorfor det hedder salmiakspiritus, for det dufter overhovedet ikke af salmiak. Hold jer fra stadset og brug husholdningssprit. Det ved man da, hvad er.

Lige børn leger bedst

Jeg har lige hørt i nyhederne, at en eller anden Kloge-Åge mener, at børn skal blandes. Altså at børn med rige forældre skal gå i skole med børn som har mindre rige forældre.

På den måde skal børnene lære, at der er forskel på samfundslagene i Danmark.

Tanken er sådan set fin nok. Men så dukkede der noget op fra min barndom. Jeg har faktisk ikke tænkt over det før. Måske fordi det ikke er noget, jeg er stolt af. Her kommer historien:

Jeg er vokset op på landet og de første 8 år af min skoletid, gik jeg på en landsbyskole. (Det er jeg ikke flov over.) Der var vi en masse landmandsbørn, lærerbørn, håndværkerbørn osv. Kort sagt middelklasse. Der var også nogle børn, der kom fra kummerlige forhold, men der blev ikke set skævt til dem. Så længe man var ren i tøjet, var man inde i varmen. Mærkevaretøj vidste vi knap nok, hvad var for noget.

To gange skete det, at der kom nye børn på skolen, som havde rige forældre. De var flotte i tøjet, havde TV og video på værelset, fik alt hvad de pegede på og blev kørt i skole.

Til at begynde med, var disse nye børn spændende og interessante for os andre, men efter kort tid mistede vi interessen. Vi syntes, at de var forkælede og for fine på den. Snobber. Dem gad vi da ikke at lege med. Jeg ved ikke, om de ligefrem blev mobbet, men jeg tror nok, at de blev holdt udenfor.

Jeg tror bare, at det er sådan, at rige børn leger bedst med andre rige børn. Middelklassebørn kommer bedre ud af det med andre fra samme samfundslag. Det nytter ikke at blande børn og sige: “I skal lege sammen.” Der kommer ikke noget godt ud af det.

De voldelige dyr

I over ½ år har jeg været i gang med bogen Dyrehistorier Fra Hele Verden. Det er en bog jeg ville læse, fordi jeg tænkte at den var let og hurtig at læse. Sådan en hyggebog. “Der var engang en hundehvalp og en kattekilling, der var gode venner…”

Men næh nej. Det er en meget voldelig og blodig bog. Af en eller anden grund slutter de fleste af historierne med, at hovedpersonen/hoveddyret dør. Hvis ikke dyret selv dør, så dør den mage, dens unger eller begge dele.

Hvad er det for en verden vi lever i? Jeg ved da godt, at løven spiser zebraen, men jeg har altså ikke behov for at vide i detaljer, hvordan rovdyret flænser den stakkels zebra op.

Der var én af historierne, jeg rigtig godt kunne lide. Den handlede om en familie, der havde et egern boende med unger og det hele. Det var en sød historie. Desværre endte det med, at egernet døde.

Jeg har købt en bog i Fakta for 20 kr. Det er vist en ind-ad-det-ene-øre-og-ud-ad-det-andet-øre-bog. Det håber jeg i hvert fald. Men det troede jeg jo også om den bog, jeg netop har afsluttet.

Komplimenter

I dag har jeg været i svømmehallen. Bagefter var jeg i saunagus.

Saunagus går kort fortalt ud på, at der bliver hældt vand med og uden duft på ovnen, og så står der en livredder og svinger med et håndklæde.

Denne gang var vi kun 2 i saunaen udover livredderen. Da der var gået et kvarters tid sluttede livredderen af med at sige: “Det var alt for denne gang. Jeg håber, at I nød det.” Jeg sagde ingenting. Det gjorde hende den anden heller ikke.

Jeg gik ind for at svømme videre. Mens jeg svømmede tænkte jeg, at det faktisk var ret uhøfligt af os, at vi ikke havde sagt: “Ja, tak, det var rigtig dejligt” eller noget lignende til livredderen.

Da jeg var færdig med at svømme, gik jeg hen til livredderen og sagde til hende, at det var dejligt at være i saunagus, og at hun var god til det.

Jeg er selv glad for at få ros på arbejde. Enten af kunderne eller af chefen/kolleger. Måske har jeg reddet hendes dag. Om ikke andet har hun da fået et skulderklap.

Gratis arbejdskraft

Jeg kan ikke huske, hvor længe jeg har mødt om torsdagen klokken 9.

Inden jul var min arbejdsplan lidt anderledes. Derfor kikkede jeg en onsdag aften på arbejdsplanen, for at være sikker på at møde til tiden dagen efter. Der stod, at jeg skulle møde kl. 10. Det må være en fejl, tænkte jeg, men så opdagede jeg, at der ud for de sidste tre torsdage stod, at jeg skulle møde kl. 10.

Hvorfor er der ikke nogen, der har stoppet mig? Jeg ved godt, at det er mit eget ansvar at holde øje med mine mødetider, men chefen kunne da godt have sagt: “Hey, du skulle altså først møde om en time,” når jeg kom på arbejde kl. 9 torsdag morgen.

Da jeg sagde til chefen, at jeg faktisk havde arbejdet gratis 3 timer i løbet af den sidste måned, grinede han. “Det er da dejligt, at du er så glad for dit arbejde!” Det var dog sagt med et glimt i øjet, så jeg regner med, at han får rettet mine arbejdstimer. Jeg skulle da gerne have løn for de timer.

Kur mod neglebidning

Jeg har i mange år bidt negle. Nogle gange er det lykkes mig at holde op, men er så begyndt igen.

Der findes et middel, der hedder go’negl, men jeg er ikke helt vild med produktet.

Nu er jeg begyndt at bruge neglelak. Det har jeg aldrig gjort så meget i. Dét er effektivt. Jeg har ikke bidt negle siden.

En anden positiv ting ved neglelak er de kommentarer jeg får.

Der kommer en kunde, som holder meget øje med mine negle. “Nå, hvilken farve har du på i dag?” spørger han.

En dag kom postbuddet (som godt kan lide at drille) og kikkede underligt på mine negle. “Hvad i alverden er det, du har på fingerne?” spurgte han. “Det er sølvglimmer. Er det ikke flot?” svarede jeg. Han sagde ingenting, men hans ansigtsudtryk sagde alt.

Det sjove var, at der et kvarter senere kom to unge piger, og den ene sagde: “Det er en helt vild sej neglelak, du har på.”

Tja, smag og behag er forskellig, må man sige.

Yoga

Efter lang tids overvejelse (faktisk over 1 år) har jeg taget mig sammen og meldt mig til yoga.

Når jeg vågner om morgenen er jeg ofte stiv i kroppen. Når jeg sætter varer på plads på arbejde kan jeg sagtens sætte mig på hug, men når jeg så skal rejse mig op igen er det svært for mig.

Det kan ikke være rigtigt, at jeg har det sådan. Jeg er ikke engang fyldt 30 år.

Derfor tror jeg, at yoga vil være godt. Det må gøre mig mere smidig. Det var i hvert fald håbet, da jeg meldte mig til yogaholdet.

Desværre var jeg for sent ude. Yogaholdet er fyldt op. Så nu må jeg vente til der starter et nyt hold. Forhåbentlig er jeg i bedre tid næste gang.

Har du erfaringer med yoga, vil jeg gerne høre fra dig. Hjælper det? Hvilket tøj skal man have på? Der står, at man skal have et tæppe og et underlag med. Er et liggeunderlag godt nok eller skal det være et speciel underlag?

Nytårsønske

Jeg har sagt det før og siger det igen: Jeg vil være bedre til at rose.

To komplimenter om dagen vil jeg gerne give.

Det burde ikke at være så svært at overholde. Men det er det! Jeg har prøvet flere gange at tænke: Fra nu af vil jeg rose noget mere. Der går som regel 2 dage, og så går jeg i stå.

Jeg nyder selv at få ros og opmuntring. Hvorfor er det så så svært at rose andre? Det er et mysterium.