Oplevelser i Metroen

Da jeg var i Paris med min mor for et par uger siden, vovede vi os på egen hånd ned i Metroen. Vi var ellers noget usikre på, om vi kunne finde ud af det, men det viste sig at være meget nemt og ligetil.

Jeg er glad for, at vi tog med Metroen af 2 grunde:

1) Vi kom på den måde ind på Louvre, hvor vi så Mona Lisa.

2) Vi fik set helt almindelige franskmænd på vej fra sted til sted.

Er du towli’, der er mange afrikanere i Frankrig! (Man må ikke sige negere mere, må man?) Det vrimlede med dem i togene.

Mange mennesker sad med deres mobiltelefoner, men der var også nogle, der læste bøger. Hvordan de kunne læse stående i et så hoppende tog, er mig en gåde.

På et tidspunkt kom vi til at sidde overfor en kvinde, som havde gang i et specielt projekt. Hun fandt et spejl og en mascara frem og så gav hun sig ellers til at lægge make up. Jeg var dybt imponeret: vognen skrumlede af sted og gyngede fra side til side, men ikke en eneste gang kom hun til at prikke sig selv i øjet.

Da vipperne havde fået en tur fandt hun en blyant frem og tegnede en streg under hvert øje. Heller ikke her gik det galt for hende. Jeg hviskede til min mor: “Om lidt finder hun en læbestift frem.” Men det gjorde hun nu ikke.

På et tidspunkt kom en mand ind i toget med en ghettoblaster og en mikrofon. Han tænder for musikken og giver sig til at bræge i mikrofonen. Ej, det lød nu okay.

Jeg undrede mig over, at langt de fleste mennesker overhovedet ikke værdigede ham et blik. Var de så vant til, at der kom syngende personer ind i toget?

Da han var færdig med at synge, fandt jeg ud af, hvorfor de fleste havde undgået øjenkontakt: Han gik rundt i kupéen med en kop for at samle penge ind. Jeg mærkede efter i min lomme. Jeg havde 2 euro og 50 cent. 2 euro syntes jeg var i overkanten at give ham. Så fantastisk en sanger var han altså heller ikke. Derfor valgte jeg at give ham de 50 cent.

Jeg prøvede at skjule, hvad det var jeg puttede i koppen, men han var ikke så nem at narre. I hvert fald kikkede han undrende ned i koppen og derefter på mig med et ansigt, det tydeligt sagde: “Var det alt? Det må være din spøg!”

Min mor havde også fundet mønter frem fra lommen. Hun havde en masse 1, 2 og 5 cent. Dem rakte hun frem mod sangeren. Han rystede på hovedet og gik videre til de næste passagerer.

Utaknemmelige mand! Vil du have penge eller vil du have penge ikke?

Da der en anden dag i Metroen igen var en sanger, valgte jeg at kikke den anden vej. Han skulle i hvert fald ikke have penge af mig. Når tiggere kan tillade sig at stille krav til de penge de får tilbudt, så kan de da helt blive fri.

Som to druknede mus

I får lige en historie mere fra min Parisrejse.

Min mor og jeg havde været inde på Versaille-slottet. Bagefter gik vi rundt i den kæmpe have. Pludselig blev det regnvejr. Virkelig regnvejr! Og det blev ved.

Vi skyndte os ned til den ventede bus. Der var godt nok lang tid til at skulle mødes ved bussen, men hellere sidde og vente i bussen, hvor vi kunne tørre end at gå rundt i regnvejr.

På vej hen til bussen møder vi en gadesælger. Dem var der rigtig mange af dernede. Han kommer hen til os og siger: “Umbrella, umbrella.” På dette tidspunkt er vi gennemblødte og våde til skindet.

Min mor hiver ud i sin våde jakke og svarer kvikt: “It’s too late!”

Så’ der spejlæg

Frankrig er kendt for sin omeletter. Derfor skulle min mor og jeg selvfølgelig have omelet, da vi var i Paris.

Jeg var ikke vildt sulten, så jeg valgte en lille omelet. Mor var lidt mere sulten og valgte en omelet med bacon.

Der skete så dét, at et eller andet gik galt et eller andet sted. Om det er fordi vi ikke kan fransk, tjeneren misforstod vores bestilling eller om restauranten simpelthen var løbet tør for omelet, vides ikke.

I hvert fald fik vi hver serveret 3 spejlæg. Ovenpå mors spejlæg lå to stykker bacon. Velbekomme.

Det er da heldigt, at jeg er glad for spejlæg.

Næste dag tog vi revanche og bestilte (på en anden restaurant) en omelet med skinke og champignon og salat ved siden af.

Franske omeletter smager godt, kan jeg hilse og sige.

Bavl

Der var engang en klaphat, der sagde:

Hvis man har svært ved at stå op om morgenen, skal man bare bilde sig selv ind, at man skal på ferie. For det er jo aldrig svært at stå op, når man skal ud at rejse!

Øh jo! Det er altid svært at stå op, med mindre uret viser 9 eller mere. Kl. er nu ca. 4.30, jeg stod op kl. 4 og jeg er ikke vågnet rigtigt endnu.

Nu varer det ikke længe inden jeg skal med bus til Frankrig.

God weekend til jer og god ferie til mig 🙂

Børnefødselsdag

I dag har jeg været til 3 års fødselsdag. Bliver man nogensinde for gammel til at nyde børnefødselsdage?

De er herlige mine to niecer. Der bliver lagt puslespil, bygget med Lego og hoppet og danset til den store guldmedalje.

I morgen skal jeg mega tidligt op. Jeg rejser til Paris i en lille uges tid. Jeg håber, at jeg kan sove lidt på turen derned.

Jeg er næsten færdig med at pakke. Det er vist kun nogle småting, der mangler at komme i kufferten.

Drillenisse

Der er nogen som at der har pillet ved en af computerne på arbejdet.

Proceslinjen sidder nu i venstre side. Vertikal. He he. Derudover bevæger musen sig sindsygt hurtigt.

Det er selvfølgelig ikke mig som at der her gjort det. Det kunne jeg ikke drømme om. Eller noget.

Hurra for fridage

Jeg har fået min fridag tilbage!

Slut med to halve fridage om ugen, sådan som det har været det sidste lange stykke tid.

Så i dag har jeg været i svømmehallen. Det er godt nok længe siden sidst jeg var af sted. Jeg har også været i banken, og jeg har fået købt en gave til den ældste af niecerne.

Sikke en dejlig kort arbejdsuge, jeg får. Kun fire dage og ikke nok med det: Bagefter har jeg en uges ferie. Turen går til Frankrig. Det glæder jeg mig meget til.