Man har et standpunkt til man tager et andet

Lad mig begynde med at indrømme, at jeg ikke ved ret meget om nationaløkonomi.

Når det så er slået fast vil jeg sige: Hvad har I gang i, politikere?

Først bliver I enige om at tage børnechecken fra de forældre, der alligevel ikke har brug for den. Dengang det blev besluttet var der interview med rige forældre, der alle sagde, at de sagtens kunne leve uden børnecheck.

Nu er der så tilsyneladende nogen, der har brokket sig så meget, at politikerne har ombestemt sig. Alle forældre skal have børnecheck. I stedet skal folk med obligationer betale regningen.

I min verden giver det med at afskaffe børnechecken meget mere mening.

Åh, det arbejde

Nu er der taget hul på den sidste uge, hvor jeg skal undvære min yndlings-kollega. Det bliver en lang uge. Min ugentlige fridag må jeg undvære det næste lange stykke tid, og jeg skal også på arbejde på lørdag.

Sådan er det, når folk har ferie og der så oveni købet er en sygemelding. Jeg har selv sagt ja til, at min fridag bliver lavet om til 2 halve fridage. Arbejdsplanen skal jo hænge sammen.

Når jeg løber lidt sur i mit arbejde, siger jeg til mig selv: “Tænk positivt. Nævn alt det positive ved arbejdet, du overhovedet kan komme i tanke om.”

Jeg kan lige så godt se på fordelene i stedet for at gå og surmule.

Kvinder og sport

Engang gik jeg i klassen med en, der skulle ind at se en fodboldkamp. Han glædede sig rigtig meget. Dog var han klar over, at det ville være hårdt at komme i skole dagen efter.

Dagen efter så han godt nok også noget klatøjet ud. En af pigerne spurgte: “Nå, hvordan gik kampen så?” Han trak på skulderne og svarede: “De fik da ét point.” Pigen spørger: “Vandt de 1-0?”

Stort latterbrøl fra alle der var i nærheden.

Bagefter forklarede hun, at hun ikke var interesseret i fodbold. (Hvilket vi sådan set havde regnet ud.) Hun ville meget hellere se svømning. Det syntes vi andre lød ret kedeligt.

I går sad jeg og så OL i svømning, og jeg må faktisk give hende ret. Det er spændende at se svømning. Det går hurtigt, det er intenst og udøverne er næsten lige gode, så det er marginaler der afgør, hvem der vinder.

Ser man fodbold risikerer man at spilde 90 minutter af sit liv på en kamp, der ender 0-0.

Brudebuketten

Her følger teksten på min yndlingsbrusebadssang:

Hun havde en fortid som skønhedsprinsesse
og havde været så meget omkring
Nu var hun gift med en impressario
og blev af og til vist lidt frem

Hun ville vist egentlig ha’ været stewardesse
men det andet det kom af sig selv
Nu gik hun rundt i en villa med udsigt til
det man kan se

Hun sagde:

Gem aldrig brudebuketten
smid den til dem der står omkring
Jeg har en selv – den hænger på væggen
og det her er ingen kærlighedssang

Hun hilste af og til på spejlet derhjemme
for at se om stemmen den virked’ endnu
Og det var vist egentlig det største problem
Hun havde aldrig sku’ si’ noget til nogen

Og det som hun lagde på øjnene om morgnen
det var vist mest for at holde det vedlige
Hun havde så’n en lyst til at stå på hovedet
de tørrede blomsters trick

Hun sagde:

Gem aldrig brudebuketten
smid den til dem der står omkring
Jeg har en selv – den hænger på væggen
og det her er ingen kærlighedssang.

Huset det lå på en bakketop
lå der med udsigten udover fjorden
Panoramavinduer der lyste op
så man ku’ se at her boede der nogen.

Og en fuldstændig blikstille midsommernat
med morild og fuldmåneskær
Tog hun en robåd og sejlede ud
der var ingen der så hende mer’

Hun sagde:

Gem aldrig brudebuketten
smid den til dem der står omkring
Jeg har en selv – den hænger på væggen
og det her er ingen kærlighedssang

Det er egentlig en lidt makaber sang at være vild med, men jeg synes, at den er skrevet utrolig godt. Jeg kan se både pigen, huset, søen, brudebuketten og det hele for mig. Længe efter at jeg havde lært sangen udenad kunne jeg blive ved med at opdage noget nyt i den, noget jeg ikke havde lagt mærke til før.

Kender du det?

Kender du det, at du hører nogen fortælle om sig selv, og du tænker: Wow, det er ikke kun mig, der har det sådan?

Når det sker for mig, bliver jeg så glad. Pludselig føler jeg mig ikke så underlig længere 🙂

Sidst jeg havde den oplevelse, sad jeg og læste i et blad. Det var et spørgsmål til en brevkasselæge. Brevskriveren spurgte, hvordan det kan være, at hun rødmer og begynder at svede, når hun spiser frugt.

Lægen svarede, at der ikke findes en forklaring på det, men der er bare nogle mennesker, der har det sådan, når de spiser frugt eller vingummi.

Jeg har det selv sådan, når jeg spiser vingummi. Heldigvis er jeg ikke helt fjollet med vingummi, så problemet er ikke så stort.

Afsløring

Her følger endnu en personlig afsløring:

Jeg gør mit bedste for at skjule det, men det blev alligevel opdaget af en kunde en dag: Jeg er talblind.

Altså ikke sådan total talblind, men en lille smule.

Hvis jeg bliver bedt om at skrive et telefonnummer ned, skal jeg virkelig koncentrere mig. Når jeg hører et tal kan jeg ikke se det for mig i løbet af et halvt sekund. Især er det irriterende hvis folk siger fireogtyvehundrede. Hvorfor siger I ikke bare totusindfirehundrede?

Der er to tal, jeg virkelig skal passe på med. Det er 34 og 43. Tallene 87 og 78 er også lumske.

En dag skulle en kunde af med 34 kr. Jeg opdagede ikke selv, at jeg sagde tallet forkert, men hun undrede sig over beløbet. “Hvordan kan det blive 43 kr.?” spurgte hun. Jeg kikkede på skærmen igen. “Det bliver 34,” svarede jeg. “Nå, så kan jeg bedre forstå det. Men du sagde altså noget andet før,” sagde kunden.

Jeg var meget træt på det tidspunkt, så det må være derfor det smuttede for mig. Jeg undskyldte smilende og fortalte, at jeg er lidt talblind. Kunden så meget undrende på mig og svarede ikke. Måske troede hun ikke på mig. Det virker selvfølgelig også mærkeligt at arbejde i butik og være talblind.

Ud af tryghedszonen

Jeg er spændt på, hvordan det kommer til at gå på arbejde det næste lange stykke tid. Jeg fik en forsmag på det i går.

At passe kassen er normalt mit område. Det med at stille varer på plads, tjekke dato, trimme (dreje dåser) ordner de andre.

Nu er der så kommet en sygemelding og de næste uger har den mest effektive af mine kolleger ferie.

Derfor var jeg i går på gulvet, som de andre kalder det. Jeg tjekkede dato og fyldte op med brød, det samme i mælkeafdelingen, så pålæg, ryddede op på lageret, gennemgik hylderne og fyldte op med det der var plads til i butikken.

Jeg har selvfølgelig gjort alt det før, men jeg er ikke i skarp træning som de andre.

At køre med en palleløfter undgår jeg helst. Dem er jeg ikke gode venner med. I går lykkedes det mig at vælte hele stabelen af brødkasser lige for øjnene af min chef. Heldigvis var det efter, at jeg havde sat brød på plads, så alle kasserne var tomme. Chefen grinede og sagde, at jeg vist skal øve mig i at køre med palleløfter.

Jeg er typen, der helst vil lave det, jeg ved, jeg kan finde ud af og er god til. Jeg bliver nemt usikker, når jeg pludselig skal lave noget jeg ikke har fuldstændig kontrol over. Men det er nok sundt at blive kastet ud på dybt vand engang imellem. At komme ud af tryghedszonen. Det er vist sådan de kloge hoveder kalder det.

Sig det til dem, der kan gøre noget ved det

Som lovet kommer her en god historie og en hemmelighed.

En dag jeg var på arbejde, stod jeg og var enormt irriteret over den måde, Danske Spil laver deres plakater på. Souschefen kommer gående forbi, og jeg lader mit brokkeri gå ud over hende. “Hvorfor er de begyndt at lave plakaterne på den måde? De plejer at lave dem på en meget bedre måde!”

Dertil svarer hun: “Sig det til dem, der kan gøre noget ved det.” Og så gik hun.

Jeg stod noget paf tilbage. Ingen medlidenhed eller opbakning fra dén kant.

Men hun har jo fuldstændig ret: Hvad nytter det at brokke sig til personer, som ingenting har med sagen at gøre?

Jeg har nu ikke tænkt mig at kontakte Danske Spil og klage min sag, men jeg prøver at huske på, ikke at brokke mig til højre og venstre.

Hver torsdag får jeg en medicin, der smager ganske forfærdeligt. Egentlig burde jeg tage medicinen to gange om ugen, men jeg kan ikke lide smagen af Antabus. (Ja, jeg er på Antabus, men shh! det er en hemmelighed.)

Da jeg skulle have medicinen den følgende torsdag, brokkede jeg mig som sædvanligt over smagen. Så var det, at jeg kom i tanke om souschefens ord: Sig det til dem, der kan gøre noget ved det! Efter en smule søgning på nettet fandt jeg frem til producentens hjemmeside. Nederst var en mailadresse. Jeg sendte dem følgende mail:

“Hej (firmanavn)

Hver uge får jeg Antabus. Jeg synes, det er svært at tage mig sammen til at få taget Antabus, fordi det smager så dårligt.
Vil I ikke overveje at lave Antabus med jordbærsmag? Det vil jeg, og sikkert også mange andre, være glade for.
Venlig hilsen
Sofie “

På vej til arbejde tænkte jeg, om det var helt åndsvagt af mig at skrive sådan en mail? Ville de ikke bare grine af det eller smide den direkte i papirkurven? Hvilken forskel skulle det kunne gøre, at lille jeg henvender mig til så stort et firma? Jeg hører da ikke fra dem.

Jeg besluttede at skubbe de negative tanker til side, for jeg havde da i det mindste forsøgt at gøre noget. Jeg havde gjort, som souschefen havde foreslået: Sagt det til dem, der kan gøre noget ved det.

Tænk, da jeg kom hjem fra arbejde, var der et svar fra dem:

“Hej Sofie

Mange tak for din henvendelse vedrørende vores produkt Antabus.

Vi er rigtig glade for dit gode input vedrørende forslag til en ny smag – jordbær – til vores produkt Antabus.

Jeg vil give dit input videre til vores produktchef på området, så hun kan tage det med i hendes overvejelser, når hun arbejder med produktet.

Mange venlige hilsner og rigtig god dag”

Så hvis der nogensinde kommer Antabus med jordbærsmag på markedet, vil jeg tage æren for det.

Cliffhanger

Senere i dag, højst sandsynligt i aften, vil jeg her på bloggen fortælle en god historie. En historie fra det virkelige liv, og som er værd at tænke over. Her vil også blive afsløret en hemmelighed om mig selv.

(Nu er jeg sikker på, at jeg får skrevet det indlæg.)

Udskift din ko

Her under EM i fodbold er jeg stødt på denne reklame:

Respect Exchangeyourjersey.com

Jeg grinede første gang jeg så det. Det må være en hjemmeside for landmænd, der er utilfredse med deres jerseyko.

Det er endnu ikke lykkes mig at overbevise nogen om, at det betyder:

Udskift din jerseyko.

Måske er der lidt for meget bonderøv i mig.