Sælgere og provision

På et tidspunkt fandt jeg ved et tilfælde ud af, at sælgerne i en bestemt forretning får provision som en del af deres løn.

Er det noget med, at man ikke må reklamere og heller ikke det modsatte her på siden? Jeg nævner derfor ingen navne.

Dengang besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville handle i den butik. Hvis jeg skal købe computer eller anden teknik, kan en sælger sagtens bilde mig ind, at jeg har brug for en masse tilbehør, og at jeg ikke kan nøjes med noget billigt.

Nu har min veninde lige købt vaskemaskine, og hun var glad for den gode betjening, hun fik i denne butik. Derfor gik jeg alligevel derind i går. Jeg har længe tænkt på at købe en bærbar computer. For en sikkerheds skyld tog jeg en ven med, som ved lidt om computere.

Jeg fik lidt et chok over priserne, men fandt da en nogenlunde billig én. Da jeg langt om længe fik fat i en sælger, fik jeg en lang forklaring om, at den billige computer slet ikke kunne dække mine behov. Jeg havde brug for en, der var meget dyrere.

Okay, så lad gå. Det er vel rigtigt, når han siger det… Jeg gik med til at købe den noget dyrere computer. Så ville han vide, om jeg havde brug for en mus til computeren. Det har jeg, men jeg har nærmest en hel skuffe fuld af mus. Sælgeren gav ikke op. Om jeg ikke havde brug for en computertaske? Nej, det har jeg ikke brug for.

Sig mig, kan vi ikke få et USB-stik med til dén computer? prøvede min bisidder. Nej, det kunne vi ikke, men han havde da ét på tilbud. Afslag i prisen ville han heller ikke give.

Han fik os overbevist om, at det var bedst, hvis de klargjorde computeren. Det ville tage omkring 7 timer at installere, opdatere og gøre ved. Det kom så oveni prisen.

Jeg følte mig lidt lige som blondinen, som er så glad for sin mekaniker: “Han skifter blinklysvæske for næsten ingen penge!” siger hun til sin veninde.

I dag skal jeg ud at hente min computer. Forhåbentlig holder den i mange år, og jeg håber, jeg bliver glad for den.

Myreinvasion

myrer

Lige foran min hoveddør er en myresti. Det var der også sidste år. Jeg er ikke så meget for at slå dyr ihjel, så jeg har vedtaget, at myrerne får lov til at være der. De gør jo ikke noget. Jo, de skovler sand op, men det kan der gøres noget ved med en kost engang imellem.

En dag, hvor jeg kommer hjem, ser jeg noget mærkeligt i håndvasken. Jeg havde ikke været hjemme i et par dage. I det dér lille hul øverst i håndvasken ser jeg, at der er noget snavs. Jeg er ellers meget omhyggelig med at rengøre lige netop dér. Jeg hælder et par håndfulde vand i hullet for at få snavset væk. Få sekunder efter kravler en myre op fra håndvasken.

Føj! Jeg tænder for vandet og skyller myren tilbage, hvor den kom fra. Da jeg slukker for vandet igen, kravler der tre myrer op. Nu begynder det at blive lige lovligt ulækkert, synes jeg. Da jeg tager proppen op af håndvasken og kikker ned, vrimler det med myrer både på proppen og nede i afløbet.

De første tre myrer har jeg klasket med toiletpapir. Nu indser jeg, at der skal mere drastiske midler til.

Jeg har ingen myregift i huset, og jeg tror heller ikke, at det er særligt miljøvenligt at hælde den slags direkte ned i et afløb. Ergo må jeg finde på noget andet. Ud i køkkenet i fuld firspring, hive den første den bedste gryde ud af skabet, vand i gryden, låg på, tænde for blusset og så ellers tilbage til badeværelset.

Myre dukker op. Klask. Endnu en myre. Klask. Og så videre. Rigtig mange gange. Af og til styrter jeg ud i køkkenet for at se, om det vand da ikke snart koger.

Endelig koger vandet, og så får myrerne en ordentlig omgang spilkogende vand lige i hovedet. Så er det slut med dyr i min håndvask! Flere gange i løbet af dagen er jeg ude og trække proppen op og undersøge den for myrer. Men der er ikke flere myrer.

Pludselig slår det mig: Afløbet i brusekabinen! Mon der er myrer der? Efter at have prøvet mig med 3-4 forskellige remedier (og brækket en køkkenkniv) lykkedes det mig at få risten op. Og sørensjaskemig: Der er også myrer.

Samme procedure igen: Koge vand og klaske myrer, mens jeg venter på, at vandet koger.

Hvordan i alverden myrer kan komme ind i afløbet, er mig en gåde. Det er mig også en gåde, at de overhovedet har lyst til at bo i en håndvask. Hvad de lever af i min vask, det fatter jeg heller ikke.

Dét får man ud af at være flink ved myrer. Jeg lader dem bo i min have, og de invaderer mit hjem. Tak tak!

Fredag eftermiddag

En dag gik det op for mig, at jeg om fredagen har en tendens til at ekspedere kunder meget hurtigt. Jeg scanner varerne i fuld fart, lige så hurtigt jeg overhovedet kan.

Jeg tror det er min forvirrede hjerne, der har bildt sig ind, at hvis jeg udfører mine arbejdsopgaver hurtigt, får jeg hurtigere fri. Men den holder jo ikke.

Så nu er jeg fået over til en anden taktik: Sæt farten ned. Tag dig goood tid.

Jeg får selvfølgelig ikke tidligere fri af den grund, men tiden føles ikke så lang. Hvis der er ophold mellem kunderne, kommer jeg tit til at se på uret og regne på, hvor lang tid der er, til jeg har fri. Dum idé. Så føles tiden rigtig lang.

Så hvis nogen bliver ekspederet af en langsom kassemedarbejder fredag eftermiddag, så kan det være at det er mig!

Stille fodboldaften

Jeg fik ret: Mega stille aften på arbejde i dag mellem 18 og 20.

Der kom dog et rykind mellem 1. og 2. halvleg, og der var enkelte ikke-fodbold-interesserede kunder der valgte at gøre indkøb denne onsdag aften.

Hold op, hvor kan man nå meget i løbet af sådan en stille aften!

Så’ der fodbold

Det er mig, der er lukkevagt på arbejdet i dag. Jeg har ret meget på fornemmelsen, at der kommer til at ske minus, når Danmark er gået i gang med fodboldkampen.

Det passer mig ganske fint, for så kan jeg nå en hel masse. Men det er selvfølgelig ikke så godt for omsætningen.

Tak, chef

Som jeg vist har ladet skinne igennem her på bloggen, er jeg ikke udpræget glad for min chef.

Derfor følger her et indlæg, der giver ham lidt oprejsning.

Ros hører til sjældenhederne på min arbejdsplads. Ikke kun fra chefens side. Ingen af os er gode til det dér med opmuntrende bemærkninger og klap på skulderen, mig selv inklusive.

En dag gav han en ordentlig omgang ros. Jeg tænkte: “Hvad går der af ham? Mon det er hans nye stil at rose sine ansatte?”

Senere på dagen snakkede jeg med nogle af de andre om de anerkendende ord fra chefen, og jeg kunne høre, at de syntes, det var skønt at få ros. “Hmm, det burde han egentlig at have at vide. For hvis han roser, men intet får igen, mister han måske lysten til at rose. Chefer har vel også behov for at få ros?” filosoferede jeg.

Dagen efter havde jeg bestemt mig: Han skulle have positiv tilbagemelding fra min side. Da jeg kom på arbejde, stod jeg og trådte mig selv over tæerne. Jeg spurgte ham om et eller andet ligegyldigt og sluttede af med at sige noget i denne retning:

“Øh, der i går da du roste os… jeg vil bare lige sige at… det var rart at få ros… jeg kunne høre på de andre, at de også var rigtig glade for at få et klap på skulderen… det var bare lige det jeg ville sige…” Kæft, jeg følte mig dum! Jeg så ham ikke i øjnene, da jeg kom med min virkelig sære ros. Jeg tror nok, at han mumlede tak, men jeg må indrømme, at jeg havde pænt travlt med at komme væk.

Så nu synes min chef enten, at jeg er total bims i kasketten, eller også blev han glad for at få positiv feedback. Jeg håber på det sidste, men ellers har han da fået noget at grine af. Begge dele er vel sådan set positivt.