Aldersgrænser

Da jeg kom på arbejde i dag, lå der en seddel ved kassen: “Husk, at man skal være 18 år for at spille oddset.”

Hvornår er den lov blevet vedtaget?

Kære politikere: Vil I ikke nok være søde at lave nogle love, der er nemme at huske?

Som reglerne er nu må man som 15-årig:

Købe håndkøbsmedicin, der ikke er smertestillende. Dog må de gerne købe stikpiller, da det vurderes, at det er umuligt at begå selvmord ved hjælp af stikpiller. Købe småfyrværkeri.

Når man er 16 må man:

Købe skrabelodder, købe alkohol under 16,5%

Som 18-årig må man:

Købe al slags håndkøbsmedicin, alle slags spil, fyrværkeri, tobak, alkohol og spiritus.

Er det kun mig, der synes, at dette ville være et hit: Du skal være 18 år for at købe varer, der ikke er egnet for børn?

Så holdt’ vi!

Som nogle måske har opdaget er mange firmaer begyndt at lave varerne mindre. Der er nu færre gram i flere slags smør, dressing, pålæg, slik osv.

Indrømmet: Det er snedigt, for på den måde kan de blive ved med at sælge varen til samme pris, selv om der er kommet diverse afgifter på.

I går købte jeg en pakke engangsvaskeklude. Jeg kikkede da godt nok lige en ekstra gang, da jeg fik den lukket op. De er en hel del mindre end de plejer at være.

Nu stopper I altså det der! Kunne I da ikke bare have lavet en pakke med 45 klude i stedet for 50? Det er vildt irriterende med sådan nogle små vaskeklude.

Et surt opstød

Hvordan i alverden skal man få chancen for at blive læst, når man ikke kommer på forsiden?

Det eneste, der er på forsiden, er en lang hvid stribe. Trykker man på “vis flere indlæg” ses en lang række af udenlandske blogs. Umiddelbart ser det enormt spam-agtigt ud.

Øgenavn

For et par dage siden siger min chef pludselig: “Hvorfor kalder de dig egentlig Solaima?” Øh hvem? Der er ikke nogen, der kalder mig Solaima, mens jeg hører det. Jo, min far kan finde på det, men det kan min chef da ikke vide noget om.

Jeg spurgte ind til, hvem han havde hørt kalde mig det navn, men det ville han ikke ud med. Han ville bare gerne vide, hvorfor jeg blev kaldt det. Ja, tak, det vil jeg sådan set også gerne vide.

Den eneste grund, jeg kan se, er, at der fornylig er blevet ansat en Sofie mere.

Jeg har en mistanke om, hvem det er der har fundet på at give mig et øgenavn. Hvis det er hende, mener hun intet ondt med det. Hun er bare en spasmager. Men jeg skal vist have fat i ørerne på hende, næste gang jeg ser hende 🙂

Tjen ekstra

Går man ind og søger på “tjen ekstra” på Google får man ikke særlig meget konkret frem. Faktisk er de fleste af siderne temmelig kryptisk formulerede.

Derfor følger her Sofies helt konkrete og letforståelige råd til at få en ekstra indtægt:

Gå en tur langs vejkanter med en plasticpose (og evt. engangshandsker) og saml tomme flasker og dåser.

Meld dig til et spørgeskemapanel på nettet. Nogle sider betaler kontant, andre betaler med point. For disse point kan man bl.a. købe gavekort.

Ryd op i dit hjem. De fleste vil kunne finde ting, de kan undvære. Det kan være CD’er, DVD-film, babyudstyr, smykker eller bøger. Det kan også være dyre møbler som kan erstattes af billige fra en genbrugsbutik.

Luft hunde, pas børn, køb ind eller lav havearbejde for naboer.

Har du hjemmeboende teenagebørn, så sig, at de skal betale for at bo hjemme eller at de selv skal betale for deres tøj/mobilregning/fritidsinteresser.

Deltag i så mange konkurrencer som muligt. Vinder du noget, kan du sælge gevinsten.

Det fortryder jeg

Som jeg skrev forleden dag, har en bekendt mistet sin far. Det har fået mig til at tænke på, at der er noget jeg fortryder. Det ligger mange år tilbage. Her kommer historien:

Da jeg gik i 6. kl. mistede en af mine klassekammerater sin mor ved en tragisk ulykke. Det var en lille skole jeg gik på, så det tog ikke lang tid inden alle i miles omkreds vidste, hvad der var sket.

Jeg spurgte min mor, hvad jeg skulle sige til pigen, når hun kom i skole om mandagen. Min svarede: “Jeg synes, at du skal sige, at du synes, at det er synd for hende.”

Om mandagen var pigen ikke i skole. I første time snakkede vi om, hvad vi skulle sige til hende og hvordan vi skulle opføre os, når hun igen kom i skole. Læreren spurgte, hvad vi havde fået at vide af vores forældre.

Mange af de andre sagde, at deres forældre havde sagt, at de ikke skulle sige noget og bare lade som ingenting. Jeg sagde ikke noget, men blev sur på min mor. Hvorfor havde hun sagt, at jeg skulle snakke med pigen om morens død, når alle de andre havde fået at vide, at de ikke skulle sige noget?

Da pigen kom i skole et par dage efter, opførte vi os alle helt almindeligt. Ingen sagde noget om morens død, ingen spurgte hvordan hun havde det.

Jeg er godt klar over, at grunden til vores opførsel var, at vi ikke ville gøre hende ked af det og få hende til at græde. Men stakkels pige! Jeg tror, at hun har tænkt: “Ved mine klassekammerater ikke, hvad der er sket? Er de ligeglade? Hvorfor vil de ikke snakke med mig? Hvordan kan de bare grine og lege som om intet er sket?”

Jeg fortryder, at jeg ikke fulgte min mors råd. Selv om det er 15 år siden, tænker jeg stadig på det af og til.

Velkommen i bestyrelsen

For nogle uger siden var jeg til årsmøde i den butik, jeg arbejder i. Et af punkterne på dagsordenen var, at der skulle vælges en ny til bestyrelsen. Så fik folk pludselig meget travlt med at kikke ud af vinduet, op i loftet eller sidde og bladre i papirerne på bordet. Ingen skulle risikere at få øjenkontakt med nogen. Der blev ikke valgt en ny til bestyrelsen dén aften.

Jeg er træt af nogle få ting ved mit arbejde. Bl.a. at vi ikke får ret meget at vide om, hvad der skal ske i nærmeste fremtid. For et års tid siden fik vi nye åbningstider. Det var ikke noget, der blev fortalt åbent om. Der blev hvisket i krogene om, at vi måske, eventuelt, muligvis skulle have nye åbningstider, men der var ikke nogen der vidste noget helt præcist. Først ganske kort tid inden de nye tider trådte i kraft, fik vi det at vide.

Derfor sagde jeg et par dage efter årsmødet til min chef, at jeg gerne ville melde mig til bestyrelsen. Jeg kan komme i tanke om 3 fordele ved at være med i bestyrelsen :

1: Jeg vil få noget at vide om, hvad der skal foregå i butikken

2: Jeg vil forhåbentlig komme på bedre fod med min chef

3: Det lyder meget voksent og ansvarligt at have “bestyrelsesmedlem” stående på sit CV

Nå, men min chef siger til mig: “Jamen, hvis du kommer i bestyrelsen bliver du medarbejderrepræsentant.” Og så gik han. Jeg opfattede det sådan, at det ikke ville hjælpe et hak, hvis jeg kom i bestyrelsen.

Skidt pyt, tænkte jeg. Så slap jeg da for dét bøvl. Da der var gået et par uger, faldt jeg tilfældigvis i snak med en fra bestyrelsen. På et tidspunkt sagde han, at han syntes det var dejligt, at jeg nu var kommet i bestyrelsen. Et ungt menneske og oven i købet en af de ansatte!

Øh, chef, hvornår havde du tænkt dig at fortælle mig at jeg er kommet i bestyrelsen? Det er en rimelig væsenlig ting at fortælle, synes jeg. Men det er typisk. Selv vigtige ting skal man selv finde ud af eller gætte sig til.

Ubehagelig sms

Jeg kender en pige på omkring min egen alder. Jeg ved ikke, om vi kan kaldes veninder. Vi er tidligere kolleger, og sms’er af og til sammen. Vi har været sammen privat nogle få gange.

I går fik jeg en sms fra hende, hvor hun skrev, at hun havde fundet sin far død i hans lejlighed.

Småkage! Så fik man den at tygge på. Hvad svarer man? Må jeg gratulere… øh kondulere? Jeg overvejede at vente med at svare til i dag, for jeg var virkelig træt på det tidspunkt, og jeg var bange for at sige noget forkert. Men så kom jeg til at tænke på et indslag i Aftenshowet forleden. Det handlede om, hvad man skal gøre, når der er én, der mister et nært familiemedlem. Rådet var: Sig noget. Vis, at du er der. Man skal ikke være bange for at sige noget forkert, for det værste er allerede sket.

Så vi skrev lidt frem og tilbage. Det drejer sig vel mest om at lytte og at vise sin støtte. Jeg er god til at lytte, men vist ikke så god til at finde de rigtige ord. Det er så synd for hende og det må have været en ubehagelig oplevelse. Stakkels pige.