Tænk dog på de svage i samfundet, Astrid Krag

Da jeg var ude at handle i dag, hørte jeg en ikke helt ædru mand brokke sig over cigaretpriserne. Og med god grund: En stigning på 5-6 kr. er en voldsom forskel. Især hvis man, som han, ikke har ret mange penge at gøre med.

Lad os dele befolkningen op i 3: de rige, os i midten og de fattige.

Millionærene kan være ligeglade med prisstigningen. For dem er det bare et greb i lommen.

Os i midten har flere muligheder: Vi kan holde op med at ryge, trappe ned eller skære ned på andre udgifter, så vi har råd til at fortsætte med at ryge.

Men hvad med de fattigeste i samfundet? Alkoholikerne, de arbejdsløse, folk med gæld, førtidspensionisterne og de psykiske syge? Hvis man kun lige har til dagen og vejen, ja måske ikke engang det, har man så overskud til at sætte sig ind i, hvordan man holder op med at ryge? Det tror jeg ærlig talt ikke.

Det er muligt, at de høje afgifter får nogle af os “mellemdanskere” til at holde op med at ryge. Men jeg er overbevist om, at det har mange uheldige konsekvenser ved prisstigninger. Det vil føre til flere tyverier, røverier, grænsehandel og smugling. De polske håndværkere vil få mange “venner” fra nu af. “Kan du ikke lige tage nogle kartoner med hjem til mig, når du nu alligevel skal et smut til Polen?”

Vi ved godt, at det er usundt at ryge, men hvorfor skal vi slåes i hovedet med det hele tiden? Jeg drikker ikke, motionerer en gang om ugen og lever nogenlunde sundt. Og ja, så ryger jeg en lille smule. Til gengæld går jeg aldrig på McDonalds. Kan det så ikke gå lige op? Man har vel lov til at have nogle fornøjelser her i livet.

1, 2, torden, 3, 13, 14

I denne uge skal vi have status på arbejde. Det vil sige, at alt i hele butikken skal tælles. Så skal alle medarbejdere møde op og tælle, tælle, tælle.

Jeg synes, det er hyggeligt, men det er jeg vist én af de eneste, der synes. Alle de andre går og sukker og tænker “åh nej, vi skal snart have status.”

Man kan drille sine kolleger ved at liste op bag dem, mens de tæller, og sige: “1, 2, torden, 3, 13, 14, 7, 18, 20…” Mand, folk bliver sure!

Ikke meget privatliv her

Jeg har hele tiden vidst, at der er lydt, her hvor jeg bor. Jeg kan høre naboen hoste. Nogle gange har jeg hørt ham snorke om natten. Men efter at jeg har fået ny overbo, er det gået op for mig, hvor lydt her er. Jeg kan høre, når hun får en sms, og hun har ikke engang lyd på telefonen. Jeg kan høre hendes telefon sige: snurr snurr.

Så nu er det jeg tænker: “Burde jeg lade være med at synge i badet?” For hvis jeg kan høre overboens lydløse telefon, kan hun helt sikkert høre mig synge.

Min flotte have

Nu er min have flot. Der er plantet stedmoderblomster i lilla nuancer. I den ene kæmpe-krukke har jeg plantet Dronning Ingrid pelargonier. I den anden er der timian og salvie. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal bruge krydderurterne eller til hvad, men de dufter godt.

I næste weekend vil jeg plante persille.

Havetid

Jubii, weekend. Godt nok en kort én af slagsen, for jeg har været på arbejde i dag.

Nu er det på tide at komme i haven. I morgen. Blomsterne har jeg købt i dag, så jeg er have-klar. Gad vide, om jeg kan få noget til at gro i år? Sidste år blev mine solsikker 10 cm. høje. Derfor vil jeg prøve noget andet denne gang.

God-vel eller far-nat

Det har været en dejlig påske. Min far har holdt fødselsdag. Det var hyggeligt. Der er gang i den, når familien samles. 7 voksne, 2 børn, 1 hund og 2 katte.

Især min ældste niece, (2 år) er der krudt i. Der skal helst ske noget hele tiden.

Da de skulle hjem, tror jeg moderen sagde, at hun skulle sige farvel, og faderen sagde, at hun skulle sige godnat. I hvert fald løb hun fra den ene til den anden, uddelte knus og sagde: “God-vel!” til os alle sammen. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Og jeg sagde “god-vel” til hende og de andre.