Om at være savnet

I går kom en af mine yndlingskunder ind i butikken. Da han ser mig, spørger han: “Har du været væk?” Jeg svarer: “Ja, jeg har haft ferie.” Så redder han min dag ved at sige: “Jeg har savnet dig.”

Jeg blev så overrasket, at jeg vist ikke engang fik sagt tak. Bagefter tænkte jeg, at så er der noget ved at komme tilbage på arbejde: når kunderne ligefrem savner én.

Den dyre(-)medicin

Når børn er syge får de medicin med jordbærsmag. Flydende medicin oven i købet.

Da jeg var barn smagte medicin ganske forfærdeligt. Når jeg en sjælden gang imellem var syg fik jeg en halv Kodimagnyl. Det foregik på den måde, at den blev knust mellem to skeer og drysset ud på en skefuld ymer eller yoghurt. Det var bedst, når det var far der gjorde det, for han hældte sukker på. Men uanset hvordan det blev gjort smagte det ikke specielt godt.

Det værste var, når mine søskende og jeg havde fået børneorm. Så skulle vi have en pille på samme måde som lige beskrevet, men den pille smagte skrækkeligt. Jeg mener virkelig dårlig.

Jeg kom til at snakke med mine forældre en dag om det med børnemedicin nu og den måde det forgik på da jeg var lille. Så var det at de fortalte mig, at pillerne mod orm i virkeligheden var dyremedicin. “Det var meget billigere at gå til dyrlægen og sige at kattene havde fået orm, end at gå til lægen og sige at børnene havde fået orm,” lød deres argument. Tak, mor og far!

Nutidens børn er heldige. De får medicin, der smager godt og som er fremstillet til børn.

Pennevenner

Jeg er ved at læse en mellembog. Altså sådan en bog som læses ind imellem to store bøger. Jeg skal i gang med Leif Davidsens Den Ukendte Hustru. Den skal jeg læse sammen med en anden, men han er ikke klar til at begynde på bogen endnu.

Derfor er jeg nu ved at læse Charlie Hotel Oskar Kilo. Spørg mig om en måned, hvad den handler om. Jeg vil ikke kunne svare på det. Den fiser lige ind ad det ene øre og ud ad det andet.

Det er i al sin enkelthed en mailkorrespondance mellem to (vist nok) kendte kvinder. Jeg kender dem ikke. Eller det vil sige, jeg har faktisk læst en bog skrevet af den ene af kvinderne. Den var så intetsigende at jeg nær havde opgivet at læse den.

Denne bog er altså ikke spor nervepirrende eller hårrejsende. Men den er hyggelig. En god mellembog. Der er bare det ved det, at når jeg læser i bogen tænker jeg: “Jeg vil også have en penneveninde!” Det må være dejligt at have en penneveninde eller en mail-veninde. Er der noget der hedder det?

Det er vist bare ikke særlig moderne, det med pennevenner. Jeg havde en penneveninde engang. Da var jeg 10 år gammel. Folk sms’er og snakker i telefon nu om dage. Kanske det bliver in igen på et tidspunkt at skrive breve. Hvis nu Post Danmark satte taksterne ned 😉