Klap på skulderen

I dag ekspederede jeg en kunde. Hun købte en masse varer bl.a. et ugeblad. Jeg lagde hendes blad over til siden for, at det ikke skulle blive krøllet af de andre varer. Det gør jeg altid. Det samme med flødeboller, servietter og andre skrøbelige varer.

Kunden kikker på mig og peger på bladet. “Det her skal du lære de unge,” siger hun. Jeg kikker på bladet og ser en strikkeopskrift på forsiden. Jeg tænker: “Hvad skal jeg lære de unge? At strikke? Det kan jeg ikke engang selv finde ud af!”

Kvinden uddyber: “Du skal lære de andre at lægge blade og aviser til siden, sådan at de ikke bliver mast for enden af varebåndet.” Hun sluttede af med at rose mig en gang til inden hun gik igen.

Det er simpelthen så skønt at få ros. Kasseekspedienter skal nok få at vide, hvis der er noget galt og kunden er utilfreds. Men der er ikke ret mange, der siger, når de er glade for at få en god betjening.

Jeg er heller ikke selv særlig god til det. Til gengæld skal der meget til før jeg brokker mig. En positiv bemærkning betyder mere end man skulle tro. I hvert fald for mig. Jeg har en chef som stort set aldrig roser. Derfor er det dejligt, når kunderne gør det.

Det kan kun blive bedre fra nu af

Sidste tirsdag da jeg havde lukkevagt på arbejde nåede jeg ikke halvdelen af, hvad jeg skulle have nået. Til gengæld nåede jeg en hel masse, som jeg ikke skulle have lavet. (Fandt jeg ud af dagen efter.)

Det resulterede i, at souschefen brokkede sig om onsdagen. Hvorfor havde jeg ikke nået det, jeg var blevet bedt om? Tja, godt spørgsmål. Måske snakkede jeg lidt for meget med de andre og nussede for meget rundt. Men det kunne jeg jo ikke så godt fortælle hende.

Senere kom chefen forbi, på sin fridag, og brokkede sig over nøjagtig det samme som jeg allerede én gang havde fået at vide.

Derfor er jeg lidt nervøs for at tage på arbejde i morgen. Jeg skal nå alting i morgen. At jeg ikke nåede det aftalte én tirsdag kan nok gå. Men 2 gange i streg? Nej, den kan jeg nok ikke snakke mig ud af.

Heldigvis lyder det som om, at det bliver regnvejr i morgen. Regnvejr = få kunder. Få kunder = bedre tid til at lave andre ting end at stå ved kassen. Ikke godt for omsætningen, men godt for mig hvis jeg dermed kan nå alle mine opgaver.

Jeg prøver at tænke sådan her: Det gik virkelig skidt i tirsdags. Det kan ikke gå meget værre. Ergo må dagen i morgen blive bedre. Det kan kun gå fremad. Håber jeg. Jeg vil i hvert fald gøre mit bedste for at bevise, at det var et engangstilfælde der skete sidste tirsdag.

Googling

Jeg var inde på Google for at finde teksten til sangen “Fy fy skamme.”  Jeg kunne huske sætningen: “Må man male sig med øllebrød…”

Hvis man skriver “må man” i søgefeltet foreslår Google:

Må man selv aflive sin hund

Må man drikke som kristen

Må man tage billeder på Aros

Må man skyde en kat

Sikke da nogle spørgsmål 🙂

Panik i supermarkedet

Jeg var ved at ekspedere en kvinde, da hendes lille søn sagde: “Se, jeg har noget i lommen.”

Moren så panikslagen ud. Kikkede nervøst og undskyldende på mig. Strengt spurgte hun sønnen, hvad han havde i lommen. Jeg stod og spekulerede på, hvordan jeg skulle tackle situationen, hvis det viste sig, at knægten havde et stjålet stykke legetøj eller en slikkepind i lommen.

Lettelsen var ikke til at tage fejl af, da moren udbrød: “Nå, en kastanje. Dén må du gerne have i lommen.”

En dag var der et barn, der græd helt ustyrligt. Da jeg spurgte, hvad hun dog var så ked af, svarede moren, at hun var blevet skældt ud. Den lille pige var kommet til at smage lidt på bland-selv-slikket.

Stakkels pige. Selvfølgelig skal hun have at vide, at det må man ikke. Men det er faktisk også tarveligt at sætte slikket lige i børnehøjde. Hun kunne da ikke vide, at hun ikke måtte tage et stykke!