Jeg bliver aldrig butiksejer

Jeg er så glad, når de melder regnvejr i fjernsynet. Hvis altså jeg skal på arbejde den dag.

Indrømmet, jeg er doven anlagt. Når det regner bliver kunderne hjemme = stille dag til mig 🙂

En dag sagde min chef: “Sofie, hvorfor har du bestilt regnvejr til i dag?” Jeg svarede: “Fordi så bliver det en dejlig stille dag!” Det faldt ikke i god jord. “Hvis der ikke kommer nogle kunder, tjener vi ikke nogle penge. Hvis vi ikke tjener penge kan du ikke få løn.” Brok, brok.

Det er fint nok med travle dage, men jeg nyder mest de stille.

Hvem er moderen?

Det er det store spørgsmål i den bog, jeg er ved at læse. Ikke hvem er morderen, men moderen.

Det begynder med at et barn bliver født i et kosteskab i lufthavnen. Man følger så på skift de 3 mulige mødre og barnet, der i mellemtiden er blevet 16 år.

En meget anderledes bog. I hvert fald i forhold til, hvad jeg tidligere har læst af bøger.

Den er købt over nettet, og jeg fik lidt af et chok, da jeg fik fingre i den. 620 sider. En ordentlig moppedreng. Den får jeg aldrig læst, tænkte jeg. Nu er den slet ikke til at slippe igen. Sådan kan det gå.

Tour de Gab France

I går gik min kollega hen til fjernsynet og skruede op for lyden. Han ville se Tour de France.

Sidst der var kongelig barnedåb gjorde jeg det samme. Skruede en lille smule op for lyden. Der gik ca. 5 min. så havde chefen været forbi og trykket på mute-knappen. Øv.

“Det er heldigt, at chefen er gået hjem” sagde jeg til min kollega. Han påstod, at han gerne måtte se de sidste minutter af Tour de France. Det havde han og chefen en aftale om. Nå nå, der er forskel på folk! Total uretfærdigt.

Da han var færdig med at se fjernsyn kunne jeg ikke lade være med at drille ham. Helt ærligt: cykelløb! Det bliver ikke ret meget mere kedeligt efter min mening. Og hvad er det for noget pjat med at de cykler i hold. Det gør man da ikke i marathonløb. Det er en individuel sport.

Min kollega drillede tilbage. Han sagde med kommentatorstemme: “Og der døbes!”

Jeg forstår heller ikke det der med, at de “angriber” i cykelløb. Vender de cyklen om og kører den modsatte vej lige pludselig? Min kollega rystede opgivende på hovedet og udbrød: “Det sagde du bare ikke dét der.” Gad vide om han fangede ironien i min stemme?

Det er vist en mandeting, det der Tour de France. Det siger i hvert fald ikke mig noget.

Vil du have bonen med?

Svaret på dette spørgsmål lyder ofte (når kunderne vil være morsomme) :

1) Nej tak, jeg kan ikke trække det fra nogen steder

2) Nej, der er ikke nogen, der vil give mig pengene tilbage

3) Nej, jeg kan vel ikke få maden byttet, når jeg har spist den

Her følger et par alternativer:

1) Nej tak, jeg er holdt op med at ryge

2) (tænkepause) nej, jeg skal hjem nu

3) Ja, hvis du skriver dit telefonnummer på

Den sidste kommentar har jeg aldrig hørt, men jeg synes det ville være en frisk bemærkning

Gå dog hjem chef

Hvad er der galt med chefer? Hvorfor forstår de ikke ordet fridag? Min chef forstår det i hvert fald ikke. Han har fri en dag om ugen, men han kommer altid et smut fordi alligevel.

For det meste går han hurtigt igen, men nogle gange bliver han en times tid. Det mest irriterende er, når han kommer med en længere smøre om: husk nu dit, få gjort noget ved dat, vil du ikke godt få kikket på det og det…

Chef, jeg har haft dette arbejde i over et år nu. Jeg ved godt, hvad der er mine opgaver de forskellige dage. Vis lidt tillid til dine ansatte. Du har fri. Gå dog hjem.

Det siger da sig selv

Jeg er netop blevet færdig med en selvhjælpsbog. Den handlede bl.a. om at være i nuet og derved blive mere lykkelig.

Et sted i bogen står der noget i retningen af: “Det er vigtigt at være mere lykkelig, når man tager hjem fra arbejde, end man var, da man mødte.”

Jeg ved ikke, hvordan I andre har det, men jeg er helt klart mere lykkelig, når jeg får fyraften, end jeg er når jeg møder på arbejde om morgenen. Hvem tænker: “Jubii, jeg skal på arbejde” og senere “øv, nu har jeg fri” ?

Finurlige hjerne

Jeg fandt en gammel CD for et par dage siden. Der stod på forsiden, at den var fra 1997. “Nå, er den ikke ældre?” tænkte jeg. “Det er jo kun 4 år siden.” Jeg er åbenbart ikke så god til hovedregning. Efter et par minutter gik op for mig, at der er 14 år siden. Jeg føler mig som en bedstemor, der ikke kan følge med tiden.

Nå, men jeg satte den her CD på. Den hørte jeg rigtig tit for 10 år siden. Det sjove er at jeg kunne synge med på stort set alle sangene. Vildt, at min hjerne har gemt de sangtekster i så mange år.

Det var den (læse)ferie

Så er min ferie ved at være forbi. Utroligt, hvor hurtigt 14 dage kan gå…

Jeg har nærmest slugt bøger de sidste to uger. Jeg har været flittig gæst på biblioteket. Især bogen “Forfulgt” af Ellen Singer har gjort stort indtryk. Den er fra Virkelighedens Verden.

Den handler om en kvinde, der bliver terroriseret af sin psykopatiske eksmand. Gang på gang er de i retten. Hun vil have fuld forældremyndighed og undgå at de to døtre tvinges til at være sammen med deres far. Det bliver en lang og sej kamp, for retten tror mere på hendes eksmand end på hende.

Nu skal jeg selvfølgelig ikke afsløre alt for meget, men lad mig bare sige: Kun få gange har jeg overvejet at skrive et brev til en forfatter efter at have læst en bog. Dette er en af gangene.