Hjemme igen

Hjemme igen efter 5 dage i sommerhus. Sikke en dejlig overraskelse at komme hjem til: 3 kommentarer til mit seneste indlæg, og jeg har været i avisen i går.

Nu kommer det knap så sjove: at skulle pakke kufferter ud og sortere vasketøj. Men det hører jo med til ferie. Først nyde, så yde. Er det ikke sådan man siger? 😉

En dejlig overraskelse

Når jeg er på arbejde er det som oftest mig, der står ved kassen. Der er bare det ved det, at jeg nogle gange har svært ved at blive i nærheden af kassen. Jeg skal lige et eller andet: hente bæreposer på lageret, taste noget på computeren, rydde op et sted i butikken og hvad jeg ellers lige mener, at jeg kan nå at ordne. Til stor irritation for nogle af kunderne. Jeg  får af og til bemærkninger om det.

Sidst jeg var på arbejde skulle jeg som sædvanlig lige hente noget ude på lageret. Da jeg kom tilbage stod der en kunde ved kassen. Hun sagde: “Sig mig, render du ikke og…” Inden hun nåede at gøre sætningen færdig tænkte jeg: “Jo, jeg ved det. Jeg render og laver alt muligt andet i stedet for at blive ved kassen.” Men til min store overraskelse var det slet ikke det hun ville sige. Næ, hun sagde: “Sig mig, render du ikke og taber dig gevaldig meget?”

Det kom fuldstændig bag på mig. Især fordi jeg har den modsatte idé om, hvad der sker med min vægt for tiden. Men jeg blev meget glad for den kommentar. Den lunede mig resten af dagen. Tak for det.

Sort arbejde

På min arbejdsplads plejer det at være os ansatte, der skal gøre rent. Til stor irritation for os alle. Men nu er det blevet sådan, at der tre gange om ugen kommer to for at gøre rent.

En dag sagde min kollega, at hun vil begynde at låse sin taske inde, når hun er på arbejde. Det vil hun, fordi der er kommet rengøringsfolk i huset. Normalt er hun meget skødesløs med sine ting: Hun låser ikke sin bil, lader sin tegnebog ligge frit fremme i frokoststuen, telefonen lægger hun forskellige steder, så hvem som helst kan snuppe den osv.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om hun også ville låse sine ting inde, hvis det var to kvinder på omkring 50 år, der gjorde rent hos os.

Jeg havde lyst til at spørge hende, men lod være. Er det fordi de er unge? Fordi de er mænd? At de ikke kan snakke dansk? Eller fordi de er afrikanere?  Mit gæt er, at det er hudfarven, der gør det.