Indadvendt / udadvendt

Jeg havde en diskussion med en af mine overordnede. Hun er udadvendt, jeg er indadvendt.

Hun synes, at kassemedarbejderne skal være bedre til at komme med en kvik bemærkning til kunderne. Efter sigende er de gode til det i nabobutikken. Jeg fortalte hende, at jeg af og til har sagt noget morsomt til en kunde med det resultat, at kunden har stået og kikket på mig som om jeg var dum. Jeg synes det er pinligt at sige noget, der totalt falder til jorden. Min humor er jo ikke nødvendigvis den samme som kundernes. Min udadvendte chef sagde: “Det er da lige meget.” Nej, det er ikke lige meget. Jeg tror man skræmmer nogle kunder væk hvis man er alt for friskfyragtig. Sådan har jeg det selv. Jeg gider ikke altid at snakke med ekspedienten, når jeg køber ind. Hvis jeg bare gerne vil have mine indkøb overstået eller er i dårligt humør hjælper det ikke ligefrem at ekspedienten er i snakkehumør.

Når jeg selv står bag disken siger jeg sjove ting til de kunder, jeg ved godt kan li’ det. Hvis jeg kan mærke på en kunde, at han/hun gerne vil snakke, okay fint, så snakker vi. Jeg er bare sjældent den, der indleder samtalen.

Min skønne have

Hvor er det dejligt, at det er blevet forår. Jeg går og pusler og vander i min have. Der skyder en gevaldig masse op ad jorden. Det, der ser flottest og mest grønt ud, får et ordentligt skvæt vand.

Det er muligt, at halvdelen af det, jeg går og vander er ukrudt.

Som nogen måske ved, er jeg ikke ligefrem ekspert i planter. Det bliver spændende at se, hvad det er for nogle planter, der vokser i min have. Det vil vise sig i løbet af de næste måneder.

solsikke

De solsikker jeg har plantet er begyndt at spire op, og der er liv i stedmødrene endnu. Jeg glæder mig især til at se, hvor høje solsikkerne bliver. Ifølge brugsanvisningen kan de blive 5 meter høje. Det er jeg ikke sikker på, at mine overboere vil være særlig glade for 🙂