Er der en Fakta-medarbejder til stede?

Jeg har endnu en gang oplevet, at der er fejl i Faktas priser. Derfor stillede jeg mig bag i køen, og måtte igennem bøvlet: Kassepigen tilkalder en kollega. Kollegaen går ned i butikken og finder ud af, at det er rigtigt, at prisskiltet viser en anden pris end den, jeg har betalt. Tilbage til kassen. Taste, taste, taste. Værsågod, 5 kr. tilbage. Vær venlig at skrive under her.

Forklar mig lige: Hvad er det, jeg skriver under på? At Fakta har lavet en fejl? Er det som vidne på, at kassepigen ikke stikker pengene i egen lomme? De er 2 personer om at rette fejlen. Er det ikke bevis nok? Kunne kollegaen ikke skrive under i stedet for mig? Mit navn, telefonnummer OG adresse kommer vel ikke Fakta ved?

Ja, jeg spørger bare.

Danmarks mærkeligste tøjbutik

I går var jeg inde i den mest spøjse forretning. “Danmarks billigste tøj” stod der på bygningen. Det holdt stik, når man kikkede på tøjet, der hang foran butikken og det tøj, der var lige når man kom ind. Skovmandsskjorter: 150 kr. 10 par strømper: 100 kr. 3 tørklæder: 50 kr. Waders: 299,95 kr. osv.

Bagest i butikken synes jeg bestemt ikke, at de levede op til deres slogan. Her hang der læderjakker og pelse. Minkpels: 32.800 kr. Jakke af grønlandsk sæl: 40.000 kr. Ægte rødrævspels: Stærkt nedsat, nu kun 15.000 kr.

Nu har jeg ikke forstand på pelse. Det er muligt, at det er billigt i forhold til, hvad skind og pels normalt koster. Men det er godt nok en blandet landhandel, skal jeg lige love for. Som uddannet salgsassistent bliver jeg forvirret og tænker: “Ved I selv, hvilken målgruppe det er, I forsøger at henvende jer til?”

Forvirrende, men ret morsom tøjbutik.