Paul Potts, jeg er skuffet over dig!

Hvad er der sket med Paul Potts? Jeg så ham i fjernsynet i går. Han sad og smilede med et helt perfekt tandsæt. Plejer han ikke at have mellemrum mellem fortænderne?

Jeg er skuffet. Næsten lige så skuffet, som da jeg så Susan Boyle helt stadset op. Med farvet hår, ny frisure, makeup, smykker, glitter…

De er kendte. De er forbilleder for, jeg ved ikke, hvor mange mennesker. Burde de ikke sige: “Sådan ser jeg ud. Sådan er jeg. Man behøver ikke at ligne en million for at komme langt her i livet.”

Hvorfor skal vi alle være så ens?

Tilbage sidder jeg nu og tænker: “Øv, jeg vil også have perfekte tænder!”

Jeg må ha’ krisehælp. Min undulat har ondt i maven

Jeg ved ikke, hvordan I andre har det, men jeg er træt af at høre om krisepsykologer. De bliver åbenbart tilkaldt i tide og (ikke mindst) utide. Lige så snart, der sker det mindste, bliver “ofrene” tilbudt en samtale med en krisepsykolog.

Hvem betaler for alle disse krisepsykologsamtaler? Hvis de implicerede selv betaler, skal jeg nok lade være med at brokke mig i fremtiden. Men hvis kommunen betaler udgifterne, synes jeg, det ville være et oplagt sted at spare.

Selvfølgelig skal der tilbydes krisehjælp, hvis der er sket noget helt forfærdeligt. Men det kan ikke passe, at man skal have psykologsamtaler, fordi man har set en bankrøver løbe ned ad gaden eller set en hund blive kørt over. Kom dog videre i dit liv!

Jeg hørte en psykolog udtale, at denne krisehjælp i nogle tilfælde kunne gøre tingene værre. Han sagde, at det tit er lige så godt at tale om oplevelserne med venner og familie.

Så stop al unødig krisepsykologi, og brug pengene et andet sted. Der er steder nok at vælge imellem!