Om at glemme sine arbejdstider

I går havde jeg lukkevagt. Jeg havde set frem til en stille, fredelig aften, men desværre sagde en kollega til mig, inden hun gik: “Der er to paller med frostvarer, der skal stilles på plads.”

Øv. Jeg synes ikke, at det er sjovt at stille varer på plads. Så fik jeg den geniale idé at sætte en ungarbejder til det. Fra kl. 16 til kl. 17 er der to kassepiger på arbejde, så den ene af dem burde kunne nå at ordne en del af frostvarerne.

Klokken blev 16, og der kom ikke nogen ekstra kassepige. Det undrede mig, men jeg havde travlt, så jeg havde ikke tid til at gå ind og undersøge arbejdsplanen. Klokken 17 siger pigen ved kassen til mig, at nu tager hun hjem. Næ, nej du. Den går ikke. Du går ingen steder, før der er dukket en anden kassepige op. Jeg skal ikke lukke butikken alene! Det var hun noget utilfreds med.

Det havde i et stykke tid vrimlet med gymnasieelever i butikken. De var ved at lave et eksamensprojekt. Nogle af dem er ansat i butikken. Andre kendte jeg ikke.

Efter at have kikket på arbejdsplanen fandt jeg frem til, hvem der skulle lukke sammen med mig. En pige, jeg ikke vidste hvem var. Jeg spurgte pigen ved kassen, om hun kendte hende. Det gjorde hun ikke. Pludselig spidsede en af gymnasieeleverne ører. Jamen, det er jo mig, I snakker om!

Herefter fulgte en længere diskussion om, hvorvidt hun skulle være på arbejde eller ej. Diskussionen endte brat, da hun så arbejdsplanen. Mødetid: 16.00 til luk. På det tidspunkt var klokken et godt stykke over fem.

Jeg havde lyst til at blive total hidsig og brokke mig over, at hun ikke havde styr på sine arbejdstider. Men så kom jeg i tanke om, at jeg selv en gang glemte, at min arbejdstid var blevet ændret. Plus at jeg har sovet over mig en gang eller to. Det kan ske for selv den bedste. Det ved jeg fra mig selv 🙂

I stedet satte jeg den forsinkede kassepige til at ordne frostvarer. Det havde nok gået hurtigere, hvis jeg havde gjort det selv. Men lidt “straf” skulle hun nu have.

Hun nåede halvdelen af frosten. Jeg håber ikke, at min kollega blev muggen over, at det var det, vi (det vil sige kassepigen) kunne nå.

To tricktyve og en skiderik

På arbejdet er vi blevet advaret om tricktyve. Der har blandt andet hængt et billede i frokoststuen, der viser to kvinder fra Polen. De er sluppet godt fra at narre en ekspedient i en nærliggende butik.

De to kvinder fik jeg besøg af i dag.

I første omgang genkendte jeg dem ikke. Men jeg var på vagt, da de kom op til kassen. De kikkede sig så underligt omkring og snakkede lavmælt sammen på et ukendt sprog. De kom hen til kassen med en agurk. Jeg studsede over, at der skal to mennesker til at købe en agurk.

Da de havde betalt for agurken, trak den ene et bundt pengesedler op af lommen. På gebrokken tysk spurgte hun, om jeg kunne veksle. På det tidspunkt gik det op for mig, at det var kvinderne fra billedet i frokoststuen. Jeg skyndte mig at låse kassen og rystede på hovedet. Hun gentog undrende spørgsmålet og rakte mig pengene. No! sagde jeg, og de gik slukørede igen.

Mens jeg var til pause fik butikken besøg af en endnu mere flabbet person: Der stod tre i kø ved kassen, og pludselig tager den ene af dem indsamlingsbøssen og styrter ud af døren.

Så led har man bare ikke lov til at være! Tænk, at stjæle en indsamlingsbøsse, hvor pengene skulle være gået til kræftsyge børn. Havde han så lavet et “kassedyk” ville jeg nok ikke være så vred, som jeg er nu. Det er så nedrigt og gement, som noget kan være.

Jeg tror, at det er heldigt, at jeg ikke stod ved kassen, da han var i butikken. Jeg tror, at jeg ville være blevet enormt hidsig, hvis jeg havde set ham rende med de penge.

Det eneste lyspunkt er, at ingen af de tre fuskere kommer igen. Det ville i hvert fald undre mig, om de vil forsøge sig i samme butik én gang til.

Den Gamle By

Jeg har været i Den Gamle By i Århus i dag. Det er et hyggeligt sted, og det var en god tur.

Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, lige da jeg var kommet ind. Det første syn, der mødte mig, var en hestevognskusk, der sad og sms’ede. Men hva, alle keder sig vel ind imellem på arbejdet 🙂

Da jeg kikkede mig omkring kunne jeg ikke undgå at se et kæmpe højhus bag de gamle huse. Det så helt forkert ud. Hvis det så bare havde været et pænt højhus, havde det nok ikke gjort så meget. Men det var en rædsel lavet af glas, som glimtede i solen.

Det tog heldigvis ikke ret lang tid, før jeg kom ind i den rette stemning. Den barnlige nysgerrighed kom hurtigt op i mig. Det er spændende at gå på opdagelse sådan et sted.

Om at gå med skyklapper på

I tirsdags var jeg udsat for flere gnavne kunder. Vi plejer at have en masse flotte blomster stående oppe ved kassen. Men den dag var der ikke et stort udvalg af buketter, og de blomster, der var, så temmelig døde ud.

På et tidspunkt er der en kunde, der spørger om det er pga. vulkanasken, at vi ikke havde fået nye forsyninger af blomster. Først tænkte jeg, hvad har det med sagen at gøre? Men kunden fortalte, at hun havde lagt mærke til at vores blomster tit kommer fra Afrika. Tja, det gav jo god mening, hvis det var derfor vi ikke havde ret mange blomster.

Så da den næste kunde kom og brokkede sig over blomsterne, gav jeg forklaringen om, at der er flyveforbud, så vi havde desværre ikke fået nye blomster. Det kunne kunden godt se logikken i, og faldt ned på jorden igen.

Senere kom souschefen forbi, og jeg spurgte: “Er det på grund af vulkanasken og at flyene ikke må flyve, at vi ikke har fået nye blomster?” Hun så helt forkert ud i hovedet, og spurgte hvad i alverden jeg snakkede om? Jeg forklarede hurtigt sagen om den islandske vulkan, asken og at ingen fly måtte lette. Det havde hun ikke hørt noget som helst om.

Hvordan kan man undgå at høre om det? De har ikke snakket om andet i fjernsynet og radioen i en hel uge. Det har stået højt og larmende på alle landets avisforsider. For slet ikke at tale om alle de, der kender nogen, der er strandet et eller andet sted. Går den kvinde med skyklapper på?

Syng og vær glad

En dag sad jeg foran fjernsynet og zappede. Jeg kom forbi et program, hvor Poul Dissing sad og sang. Eller sang og sang… det kan diskuteres. Manden er jo tonedøv. Hvad laver den mand dog på en scene? tænkte jeg. Det pudsige er, at der var propfyldt i salen, og folk så glade ud og sang med på hans sange.

Jeg må indrømme, at når jeg hører sangen om Nina, der er gået i bad, og at han spiser ostemad, så nynner jeg med.

Efter at have tænkt over det, kom jeg til den konklusion, at vi bør synge mere. Uanset om vi er super-musikalske, hører til kategorien “brummere” eller befinder os et sted midt imellem. Man bliver jo i godt humør af at synge.

Når jeg hører nogen, der går og synger, kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet. Jeg synes også, at det er modigt at turde at synge og nynne offentligt. I supermarkedet, i svømmehallens omklædningsrum, på arbejde eller andre steder.

Jeg nynner selv nogle gange på arbejde, men ikke særlig højt. “Hvad vil kunderne ikke tænke om mig?” sidder i mig. Men egentlig burde jeg vel ikke tænke så meget over, hvad andre mener om mig. Det er bare så svært at lade være.