Danmark trænger til en ny nationalsang

Danmark har simpelthen brug for en ny nationalsang. Det er på høje tid. Det er de færreste danskere, der ret faktisk kan hele sangen udenad, den er håbløs gammeldags og nogle steder direkte uforståelig.

Der er et yndigt land

Yndigt? Allerede her går det galt. Yndig, det er sådan noget prinsesser i eventyr er.

Tekst: Adam Oehlenschläger, 1823

Næste problem: At stave til forfatterens navn. Og hvor kendt er manden lige? Ikke særlig kendt. Han har skrevet vores nationalsang og Guldhornene, men udover det…

Melodi: H. E. Krøyer, 1835

Der er et yndigt land,

det står med brede bøge,

Før i tiden var Danmark nærmest dækket af skov. Men det er begrænset hvor mange bøgetræer der er tilbage den dag i dag.

nær salten østerstrand

nær salten østerstrand.

Salten Østerstrand? Østensøen eller hvad menes der her?

Det bugter sig i bakke, dal,

det hedder gamle Danmark,

og det er Frejas sal,

og det er Frejas sal.

Frejas sal: Det er håbløst gammeldags at henvise til troen på aserne. Dem er der jo ingen der tror på mere.

Der sad i fordums tid

de harniskklædte kæmper,

Harniskklædte kæmper: Jeg ved ikke, hvad der menes med det. Det er nok de færreste, der forstår meningen her.

udhvilede fra strid

udhvilede fra strid.

Så drog de frem til fjenders mén,

nu hvile deres bene

bag højens bautasten,

bag højens bautasten.

Bautasten: Jeg anede ikke at ordet bautasten indgik i vores nationalsang…

Det land endnu er skønt,
thi blå sig søen bælter,
og løvet står så grønt

og løvet står så grønt.

Og ædle kvinder, skønne mø’r

og mænd og raske svende

bebo de danskes øer,

bebo de danskes øer.

Hil drot og fædreland!

Hil hver en danneborger,

som virker, hvad han kan

som virker, hvad han kan!

Vort gamle Danmark skal bestå,

så længe bøgen spejler

sin top i bølgen blå,

sin top i bølgen blå.

Vort gamle Danmark skal bestå,

så længe bøgen spejler

sin top i bølgen blå,

sin top i bølgen blå.

Meget mærkelig sportsgren

En søndag var planen, at jeg ville i svømmehallen. Men da jeg kom hen til svømmehallen hang et skilt på døren, hvor der stod: “Lukket pga. synkronsvømmestævne.”

Øv, hvor surt. Så måtte jeg jo tage hjem igen. På vejen hjem spekulerede jeg over sportsgrenen synkrosvømning. Virkelig sær sportsgren. I andre sportsgrene kan publikum sige: Hvor er de dog gode til at score mål, hvor er de dog hurtige, nej hvor er han stærk, sikke højt hun kan springe og lignende.

Tit gælder det i sport om at være den hurtigste. Det giver god mening.

Men synkronsvømning? Hvad siger publikum så? Nej, hvor er de gode til at være ens!

Jeg synes ikke, det er så målbar en sportsgren. Jeg tror, det er svært for “os almindelige mennesker” at vurdere, hvem der er bedst og dermed vinder i et synkronstævne. Måske er det derfor, jeg synes, det er så mærkelig en sport.

Ubehjælpsom kunde

Da jeg havde pause i går, blev jeg kaldt op til kassen. Utroligt, tænkte jeg, kan man nu ikke engang få et kvarters fred og ro?

Oppe ved kassen stod en kunde, som påstod, at benzinstanderen ikke virkede. Jeg gik med ham ud for at undersøge sagen. “Jeg skal bare have almindelig 95 til min scooter. Kan man godt få det her?” spurgte han mig. Jeg forklarede ham, at selvfølgelig kunne han da det.

Jeg pegede på standeren og læste højt for ham: “Indfør sedler her.” (Hvor svært kan det være at finde ud af?) Kunden stak mig 100 kr. og sagde, at det måtte jeg hellere ordne for ham. Jeg blev stående og så ham tanke, og gav ham det tilgodebevis automaten spyttede ud.

Mand, hvor irriterende. Jeg kan godt acceptere, at kunder ikke kan finde ud af at tanke, hvis det er første gang de tanker. Eller hvis de er vant til at tanke andre steder. Eller hvis de er stressede og forvirrede. Men at kunden ikke engang gad at sætte sig ind i, hvordan man hælder benzin på en scooter, dét gøre mig sur. Hvad så næste gang, han skal tanke? Han kan da ikke forvente, at der altid kommer en medarbejder og tager ham i hånden og gør alting for ham.

Om at gøre noget ved ensomheden

For nogle uger siden tog jeg mig sammen og skrev en sms til en af mine tidligere kollegaer. Jeg havde prøvet at ringe til hende for at sige tak for julekortet (bedre sent end aldrig) men hun var ikke hjemme.

Vi har aldrig besøgt hinanden privat, men jeg inviterede hende en gang for længe siden. Det blev desværre ikke til noget. Efter at have sms’et lidt frem og tilbage spurgte jeg, om hun kunne tænke sig at besøge mig. Jeg var lidt nervøs for, hvad hun ville svare. Jeg er ikke god til at tage kontakt til andre mennesker, og jeg er tit bange for at blive afvist. Hun skrev til mig, at hun havde planer for de næste to weekender, men at i uge 11 kunne hun komme og besøge mig. Jeg blev lidt skuffet og tænkte, om hun mon overhovedet havde lyst til at besøge mig? Måske ville hun i virkeligheden helst være fri for mig. Men nu er aftalen faldet på plads, og hun kommer og besøger mig på lørdag. Jeg glæder mig meget og håber, at vi får en hyggelig eftermiddag sammen. Jeg føler mig af og til lidt ensom, for den eneste veninde jeg har, bor langt væk og jeg ser hende alt for sjældent.

Nu håber jeg, at besøget på lørdag er begyndelsen på et nyt venskab.

Med mor på arbejde

En kollega havde sin datter med på arbejde i dag. Da pigen for 117. gang sagde: “Moar…” blev irritationen virkelig tydelig i min kollegas stemme. Mig generede det ikke, at pigen tussede rundt i butikken. Men det var lidt synd for hende, at hun kedede sig så bravt.

Mens jeg gik på handelsskolen, var der af og til en klassekammerat, der havde en unge med i skole. Dét var irriterende. De fleste i klassen syntes, det var helt i orden, at man tog et eller flere børn med i skole.

Jeg, derimod, fik ikke meget ud af undervisningen, når der var børn tilstede. Jeg husker, at en klassekammerat havde sin datter med en dag. Hun sad længe pænt og tegnede. Men efter et stykke tid rejste hun sig, gik op til læreren med en tegning og sagde: “Værsågod. Den er til dig!” Stort set hele klassen faldt i svime og syntes, det var ih og åh så sødt. Pigen kunne åbenbart godt li’ den opmærksomhed hun fik, for efter det gik hun hvert 5. minut op til læreren med en tegning. Jeg var ved at få pip over det.

En anden gang sad en bette knægt nede bag i klassen med hovedtelefoner på. Han så en film på sin mors bærbare computer. I lang tid kom der ikke en lyd fra ham. Jeg havde nærmest glemt, at han sad der. Pludselig brød han ud i sang: “Jeg vil danse, danse. Og jeg vil danse, danse…” Latteren brød løs i klassen og folk vendte sig om og kikkede på drengen. Igen ih og åh, hvor er det nuttet! Hallo! Vi er i skole. Vi har undervisning. Vi skal lære noget her.

Måske er det, fordi jeg ikke selv har børn, at jeg ikke kan se det fantastiske i børn, der forstyrrer undervisningen. En af vores lærere spurgte på et tidspunkt om der var nogle i klassen, der var meget imod, at der af og til var børn i klassen. Jeg turde ikke sige : “Ja, jeg synes, det er enormt distraherende.” Jeg ønskede ikke at blive upopulær blandt mine klassekammerater. I dag ville jeg nok vælge at sige noget. Der var garanteret andre end mig, der var af samme mening, men som ikke turde sige det højt.

Børn hører ikke hjemme på forældres arbejdsplads. Jo, et par timer i en nødsituation, kan jeg godt leve med. Men ikke en hel dag og ikke igen og igen. Der være bedsteforældre eller andre, der kan træde til i sådanne situationer.

Den distræte kunde

Jeg ekspederede en kunde i dag, som i den grad var forvirret og distræt.

Hun købte en liter mælk og betalte med dankort. Da betalingen var gået igennem, blev hun stående åndsfraværende og stirrede på dankortskærmen, selv om terminalen bippede på livet løs. “Du må gerne tage dit kort igen” sagde jeg smilende. “Nå, ja, okay” svarede hun og kom ligesom tilbage til den virkelige verden. Hun tog dankortet, satte det på plads i tegnebogen og gik. “Hov, du skal huske din mælk!” udbrød jeg. “Nå, ja. Jeg er da vist lidt rundt på gulvet” sagde hun undskyldende og tilføjede: “Jeg har lige været inde at se en film!” Jeg måtte undertrykke en fnisen. Enten ser hun ikke ret mange film, eller også er det en meget speciel film, hun har været inde at se 🙂

En hyggelig tandlæge (med dollartegn i øjnene)

I dag har jeg været ved tandlægen. Det var en anden tandlæge, end hende jeg plejer at være ved. Min tandlæge er en skrap kvinde. Hun spørger mig hver gang, om jeg bruger tandtråd. Jeg svarer hende hver gang, at det gør jeg da af og til. Når jeg husker det. Sådan i perioder. Så sætter hun et tante-skrap-ansigt op og siger: “Du skal bruge det hver dag!” Hvorfor? har jeg lyst til at spørge. Jeg har ikke haft huller i tænderne de sidste 3 år.

Hende, jeg var inde hos i dag, var helt vild hyggelig. Hun roste mine tænder og fortalte, hvad hun gjorde. Det er rart fremfor at blive rodet i munden og ikke ane, hvad tandlægen har gang i. Hun gav mig endda et spejl og forklarede, hvordan det er bedst at børste tænder. Det har jeg ikke oplevet siden dengang jeg gik til børnetandpleje.

Sidst, jeg var til tandlæge, ville hun tage billeder af mine tænder. Det syntes jeg bestemt ikke, at der var nogen grund til. Det er spild af tid og især penge.

Hende, jeg var inde hos i dag snakkede også om, at det var længe siden, der er blevet taget billeder af mine tænder. “Jamen, der plejer ikke at være noget galt med mine tænder. Jeg har ikke haft huller i flere år!” protesterede jeg. Hun så tænksom ud i nogle sekunder og sagde så: “Nå, men det kan vi også gøre en anden gang.” Pyh, så slap jeg da for dén udgift.

Jeg har i øvrigt hørt, at hvis man er gravid er røntgenstråler ikke godt at blive udsat for. Måske skulle man bruge det som undskyldning, hvis man kom ind til en stædig tandlæge som insisterede på at tage billeder…

Jeg er ret sikker på, at hun havde dollartegn i øjnene, da hun så på mine plomber. Hun forklarede ivrigt om, at man kan få skiftet de gamle sølvplomber ud med plast. Det vil jo gøre smilet en hel del pænere. Jeg må indrømme, at jeg har tænkt på om det kan lade sig gøre. Men da jeg hørte prisen var jeg lige ved at falde ned af tandlægestolen. 780 kr. pr. plombe. “Det bliver når jeg har vundet i Lotto” sagde jeg til hende. Det har jeg godt nok ikke lige tænkt mig at bruge så mange penge på. Jeg gætter på, at det oven i købet er en smertefuld behandling.

Selv om mine nye tandlæge er flink og gjorde et godt stykke arbejde, er jeg nu alligevel glad for, at der går et halvt år inden mit næste tandlægebesøg. Tandlæger bliver nok aldrig det mest populære folkefærd i landet 🙂

Rulletekster til reklamer

Langt om længe er det gået op for mig, hvem der spiller Britta og Claus i TDC-reklamerne. (Jeg er bare hurtig)

tdc

Egentlig burde der nede i bunden af skærmen stå, hvem der medvirker i reklamer på samme måde som rulletekster efter film. Det ville i hvert fald spare mig for en hel del diskussioner med min bror. Han går meget op i reklamer, men er skidt til at genkende skuespillere. Og endnu værre til at huske navne.