Ude godt, hjemme bedst

Hjemme igen efter en weekend i badeland. Det var en dejlig tur, synes jeg. Det er en familietradition at tage i badeland en gang om året. Denne gang var dog lidt anderledes end sædvanligt. Vi plejer at være seks personer i ferielejligheden, men denne gang var vi seks personer, en baby og en hund. Det gav helt uundgåeligt meget mere uro, end vi er vant til.

Så de næste par dage vil jeg nyde stilheden. Nogle gange trænger man til at slappe af efter en ferie 🙂

Om at bekymre sig på forhånd

Her har jeg gået i næsten en hel uge og være bekymret.

Sidste onsdag et kvarter i lukketid sagde min kollega til mig: “Jeg håber, du har styr på alle lukkerutinerne, for næste uge er det dig, der er lukkeansvarlig.”

WHAT??? Og det fortæller du mig nu? Det ville måske have været en fed idé at have fortalt mig det lidt tidligere på dagen, så jeg havde haft en chance for at skrive noget af det ned. Jeg er typen, der har det bedst med at have en huskeseddel. Det gør tingene meget mere overskueligt for mig.

Selv om jeg har sagt til mig selv gang på gang, at det nok skal gå, må jeg indrømme, at jeg har haft mine betænkeligheder ved at skulle være lukkeansvarlig. Jeg er ikke engang blevet gode venner med pengeskabet endnu.

I dag, da jeg fik fri, tog jeg mig en sludder med chefen. Der var lige et par ting jeg skulle spørge ham om. Rent tilfældigt kom vi til at snakke om dagen i morgen. “Så er det sidste gang du er under oplæring i morgen” sagde han. “Er det dét? Jeg troede, at jeg skulle være den lukkeansvarlige” svarede jeg. Jeg kunne se, at han pludselig blev i tvivl. Han rodede rundt i bunken af papir på skrivebordet og fandt en arbejdsplan. Du skal lukke sammen med Martin i morgen, fortalte han mig. Spørg lige om jeg blev lettet? Martin har jeg arbejdet sammen med en enkelt gang, og han har total tjek på alt i butikken. Så i morgen render jeg helt sikkert rundt med en notesblok i baglommen og skriver ned, hvad der skal gøres inden butikken lukkes.

Så jeg har altså gået og bekymret mig til ingen verdens nytte. Og nu jeg tænker over det, så er det stort set altid spild af tid at gå og gøre sig bekymringer.

Drenge i omklædningsrummet

I dag har jeg været ude at svømme. Eller altså ikke ude at svømme selvfølgelig, men i svømmehallen. Det er bare så skønt. Jeg svømmer en gang om ugen. (Beviset på at nytårsforsæt kan lykkes)  Langt de fleste gange glæder jeg mig til at skulle af sted, men engang imellem skal jeg virkelig tage mig sammen for at komme ud ad døren. Men når jeg først er i vandet nyder jeg det.

Jeg plejer at svømme en hverdagseftermiddag, men efter jeg har fået nyt arbejde passer mine arbejdstider ikke sammen med svømmehallens åbningstider i hverdagen. Så nu tager jeg i svømmehallen enten lørdag eller søndag. Det er bare lidt irriterende, at der som regel er en hel del mere uro i weekenderne. Unger der springer fra vipper, flyvende bolde, vildfarende badedyr, forældre der kalder på børn, børn der kalder på forældre og børn der råber til og af hinanden. Forhåbentlig vænner jeg mig efterhånden til støjen og lærer at lukke ørerne.

En anden ting, der også kan gøre mig irriteret er, når det vrimler med drenge i omklædningsrummet. Jeg ved godt, at de fleste af dem ikke er ret gamle. Men nogle gange er der drenge, hvor jeg tænker, at de er lige lovlig store til at komme med deres mor ind i pigernes omklædningsrum. Hvor gamle er børn, når de forstår at der findes noget der hedder kønsopdeling? Og hvilken alder har de, når de begynder at kikke nysgerrigt på det modsatte køn? Måske er det bare mig, der er lidt sippet på det punkt. Drenge i omklædningsrummet vænner jeg mig måske også til med tiden.

Hvorfor betyder andres mening så meget?

Jeg mødte min tidligere chef for et par dage side. Åh nej dog, tænkte jeg da jeg så hende, men eftersom jeg var på arbejde og det var mig, der passede kassen, kunne jeg ikke vælge at snige mig væk.

Hun synes, at jeg smiler for lidt, er langsom og jeg er ret overbevist om, at hun synes jeg er uegnet til at arbejde i en forretning.

Da jeg arbejdede for hende var jeg nervøs, når jeg skulle snakke med hende. Det er jeg stadig.

Nå, men jeg forsøgte at mande (eller hedder det kvinde i dette tilfælde?) mig op: skruede et ekstra stort smil på og hilste pænt på hende. Jeg skal vise hende, at jeg ikke er en total tumpe! tænkte jeg. Nu må jeg ikke gøre eller sige noget dumt! Desværre sker der tit det, at jeg kludrer i det, når jeg fokuserer meget på IKKE at dumme mig. Jeg scannede hendes varer og hun bad om en pakke cigaretter. “Dum dig ikke, vis at du er dygtig, husk at smile” kværnede det rundt i min hjerne. Jeg greb fat i den forkerte pakke cigaretter og hun var lynhurtig til at rette mig. Fuck, tænkte jeg, nu er hun HELT sikkert blevet bekræftet i sin opfattelse af mig: At jeg er en sinke, der ikke dur til at give kunder en god service, og at jeg er langsom i optrækket.

Langt om længe gik hun igen. Som sædvanlig knævrede hun løs på sin bedrevidende og nedladende måde. Om hun snakker sådan til alle, skal jeg ikke kunne sige, men det er i hvert fald den måde hun er overfor mig. Det lykkedes hende også at komme med et par fornærmelser. Jeg har tit tænkt over, om hun gør det bevidst, eller det er fordi hun mangler situationsfornemmelse.

Bagefter var jeg irriteret på mig selv. Hvorfor var jeg ved at give hende det forkerte cigaretmærke? Hvorfor skulle jeg dog lige kludre i det overfor hende? Men det endte med, at jeg kom frem til den konklusion, at det er fuldstændig ligegyldigt, hvad hun tænker og mener om mig. Hvorfor i alverden går jeg op i det? Hun er ikke min chef længere. Jeg ønsker hende hen, hvor peberet gror.

Egentlig burde jeg gøre alt for at give hende en skidt betjening, hvis hun kommer igen en anden dag 😉 Som min helt egen miniature-hævn og med håbet om, at resten af hendes dag bliver rigtig træls 🙂

Shopaholic & søster

Her til morgen lå jeg inde i sengen og læste i Shopaholic & søster. Jeg lå og fik tårer i øjnene. Jeg syntes det var så sørgeligt, at Becky og søsteren ikke har noget til fælles, og at søsteren hellere vil være sammen med Beckys mand og hans kollega. Jeg mener, når nu Becky har gjort sig så stor umage for at arrangere en god weekend med masser af tøsehygge.

Tænk, jeg har lige læst tre bøger, hvor handlingen foregår under 2. verdenskrig. Hovedpersonens onkel, tante, nabo, barndomsven, veninde, venindens mand, og flere bliver dræbt. Jeg har læst om, hvordan nogle af dem bliver tortureret og slået ihjel på de mest uhyggelige måder. Jeg fældede ikke en tåre.

Men Shopaholic & søster, græder jeg.

Det kunne nemt være blevet pinligt

Her har jeg gået og troet, at min kollega Rasmus er bøsse… Det fandt jeg så ud af i dag, ikke er tilfældet.

Første dag på jobbet hørte jeg, at han sagde: “Det er så fordelen ved at være bøsse…” Hvad samtalen handlede om, ved jeg ikke. Åbenbart har jeg draget for hurtige konklusioner.

I dag så jeg at Rasmus har en tatovering på armen, hvor der står et drengenavn. Jeg skulle lige til at spørge ham om det er navnet på hans kæreste, da en anden kollega kom og spurgte mig om noget. Da jeg havde svaret hende, var Rasmus gået igen. Derfor fik jeg ikke spurgt ham ud om hans tatovering. Og heldigvis for det! Det kunne godt tænkes, at han var blevet en smule mobset, hvis han fandt ud af, at jeg troede han var homoseksuel!

Pigen med den blå cykel

Jeg har med stor fornøjelse læst Pigen Med Den Blå Cykel. Jeg faldt tilfældigvis over den en dag, jeg var på biblioteket.

Normalt bryder jeg mig ellers ikke om at læse bøger, der handler om krig. Men jeg tænkte, at når den er blevet filmatiseret, så må det være en god bog. Og det er en god bog. Så god, at jeg skyndte mig på biblioteket efter anden del, da jeg var færdig med den første.

Som så mange andre ting er toeren ikke nær så god som etteren, men det er stadig en spændende bog. Så ned på biblioteket for at låne tredje bog i serien. Den var drøj at komme igennem. Voldelig, langtrukken og til tider decideret klam. Jeg er blevet fortalt, at de første 5 bøger i serien er rigtig gode, men at de sidste bøger mest handler om vold og sex. Men jeg gik altså i stå efter 3 bøger…

(Hvis nogen har været mere vedholdende end jeg, vil jeg gerne vide, om hun bliver gift med Francois til sidst, og om det lykkes familien at beholde vingården)

I dag har jeg været på biblioteket for at låne en bog uden dybere mening og som fiser ind af det ene øre og ud af det andet. Jeg trænger til at læse noget let og underholdende. Så i aften går jeg ombord i Shopaholic & Søster. Jeg ved faktisk ikke ret meget om hverken forfatteren eller bogen. Men jeg har hørt, at det skulle være en rigtig tøsebog.

Tøsesnak i omklædningsrummet

Der stod to piger på omkring 6-7 år og snakkede i svømmehallens omklædningsrum. Det lød så hyggeligt og jeg kunne ikke lade være med at lytte efter, hvad de snakkede om.

Den ene sukkede og sagde: “Jeg glæder mig til sommer… jeg kan godt li’ sommer.” Efter en lille tænkepause tilføjede hun: “Bortset fra myg… og bier… og at solen skinner så meget!” Jeg var lige ved at begynde at grine. Jeg havde lyst til at spørge pigen, hvorfor hun glæder sig til sommer, når hun ikke kan li’ at solen skinner.

Min nye ven

Jeg fik en ny ven i dag.

En beruset mand kom ind i butikken, mens jeg passede kassen. Han var meget bekymret, han havde lige været ved lægen. “Hvor hurtigt virker penicillin?” ville han vide. Hvor skulle jeg dog vide det fra? tænkte jeg. Ligner jeg en sygeplejerske? Han trak ærmet op og viste mig det hul, han havde i armen. “Virker det – sådan noget penicillin?”, blev han ved. På det tidspunkt stod det klart for mig, at jeg ikke kunne slippe af med ham ved at svare med enstavelsesord.

Jeg skiftede taktik og svarede ham det, han gerne ville høre: “Ja, penicillin virker. Det virker hurtigt. Nej, dit sår har ikke påvirket dit hjerte. Nej, du har ikke fået blodforgiftning.” Og så videre i den dur.

Det fik manden til at ånde lettet op. Han sagde til mig, at han håbede at jeg ville være hans ven og faste støtte igennem livet. Jeg kunne ikke finde nogen pæn måde at sige nej tak på, så jeg endte med at sige at jeg ville være hans ven. Det blev han åbenbart meget glad for, for han tilbød mig en smøg. Det siger man som ryger jo ikke nej til. Jeg stak smøgen i lommen og langt om længe gik han da igen med sine 3 dåseøl og sine smøger. Jeg havde lyst til at sige til ham (eftersom jeg nu er hans ven), at det ikke er verdens bedste idé at drikke alkohol, mens man får penicillin. Men at tale fornuft med en meget beruset person fører sjældent til noget.

Forhåbentlig kan han ikke genkende mig næste gang, han kommer ind i butikken.

Hurra! Tilbage på arbejdsmarkedet

Hvor er det skønt at være tilbage på arbejdsmarkedet!

Jeg har ellers gået og været lidt spændt på, hvordan det ville gå. Sidst jeg havde arbejde svinede chefen mig til gang på gang og stillede urimeligt høje krav til mig. Det resulterede i, at min selvtillid led et voldsomt knæk og jeg valgte at sige op.

Der, hvor jeg arbejder nu, kan jeg godt li’ at være. Chefen sagde til jobsamtalen, at tonen kunne være hård og nogle gange lidt for hård mellem medarbejderne. Det har jeg nu ikke mærket noget til. Endnu. Det kan selvfølgelig være at den kommer senere, når de andre har set mig lidt an.

Jeg har hørt, at de andre medarbejdere af og til driller hinanden, men de er vist lige gode om det og giver tilbage af samme skuffe. Jeg tror, at chefen er/var bekymret for, om jeg er i stand til at give tilbage af samme mønt, hvis der bliver prikket til mig. Selvom jeg er indadvendt, plejer jeg at være god nok til at drille andre, hvis der er nogen der driller mig. Chefen forsikrede mig om, at der ikke er noget ondskabsfuldt i den måde de snakker sammen på. Altså at de godt nok er stride ved hinanden, men at de ikke mener noget ondt med det.

Det må nu også være mere behageligt at være på en arbejdsplads med en hård tone end et sted, hvor alt er meget formelt, og der ikke er plads til sjov og spas. Sådan har jeg det i hvert fald.