At blive vraget pga. personlighed

I dag har jeg været til jobsamtale. Jobbet passer perfekt til mig. Mine kvalifikationer er i orden. Alle de opgaver, chefen nævnte, kan jeg udføre. Jeg er uddannet i den butikskæde og oven i købet i en meget lignende butik.

MEN…

(for der er et men) chefen sagde, at der er én grund til, at han var i tvivl om hvorvidt han skal vælge mig: Jeg er indadvendt.

Hvis det var mine kvalifikationer han ikke var tilfreds med, kunne jeg forholde mig til det. Min personlighed kan jeg ikke lave om på.

Svaret på jobsamtalen kommer senest fredag. Jeg er ikke dømt helt ude, sagde han, men han skal snakke med nogle flere i løbet af ugen.

Hvor er det frustrerende at tænke på, at jeg muligvis bliver fravalgt til fordel for en, der er mindre kvalificeret, men udadvendt.

Om at være indadvendt

I søndags var jeg til barnedåb. Min lille niece skulle døbes. Barnedåb og fest forløb godt. Hen på aftenen gik jeg rundt for at sige farvel til alle gæsterne. Da jeg gav hånden til min søsters svigermor sagde hun: “Farvel, og lad så være med at være så genert!” Det kom fuldstændig bag på mig, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare. Så jeg smilede bare og skyndte mig videre.

På vej hjem i bilen tænkte jeg over det, hun havde sagt. Egentlig er jeg ikke så genert. Jeg er indadvendt. Der er forskel. Hvis hun gerne ville have snakket med mig, hvorfor kom hun så ikke over og satte sig ved siden af mig, da vi drak kaffe? Jeg ville gerne have snakket med hende, hvis det var det hun ville. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde skænket en tanke at min søsters svigermor sikkert gerne ville tale med mig.

Nogle mennesker vil gerne nå at snakke med alle til en fest. Det har jeg ikke behov for. Jeg holder mig som regel til dem, jeg kender i forvejen. Men hvis der er én, der indleder en samtale med mig vil jeg gerne snakke.

Nogle udadvendte mener tilsyneladende, at det er “forkert” at være indadvendt. At målet er, at alle er udadvendte.

En uge uden fjernbetjening

Batteriet i min fjernbetjening er dødt. Derfor er jeg nødt til at bruge knapperne på selve fjernsynet. Lidt besværligt, men jeg er faktisk ved at vænne mig til det. Jeg ved, hvor jeg kan købe to batterier til næsten ingen penge, men de havde desværre udsolgt, sidst jeg var derinde. Og jeg er altså for nærig til at betale 50 kr. for et batteri i en elektronikbutik.

Fordelen ved at leve uden fjernbetjening er, at jeg ikke bliver fristet til at sidde og zappe. Jeg tænker mig lige om en ekstra gang inden jeg letter måsen, går to skridt hen til tv’et, trykker på knappen og går to skridt tilbage til lænestolen for at sætte mig ned igen. Jeg ser ikke så meget fjernsyn, som jeg plejer. Jeg tænder for fjernsynet, når jeg ved at der er noget, jeg gerne vil se. Men den der med at tænde og så bladre alle kanaler igennem indtil jeg falder over noget interessant, det er jeg blevet kureret for. Det er simpelthen for besværligt, når man skal stå helt henne ved skærmen og trykke på knapperne. Hvor bliver man altså doven af at eje en fjernbetjening!

Kusinen, der ikke ønskede sig noget

Jeg er blevet inviteret til min kusines fødselsdag. Hun bliver 16. Hun ønsker sig ingenting.

Til jul ønskede hun sig gavekort til Matas. Dem fik hun 3 af. Så det er nok ikke lige dét jeg skal købe til hende. Jeg ved, at hun læser meget, så en bog ville være oplagt. Men hvad læser 16-årige piger? Jeg kunne selvfølgelig også give hende et gavekort til en boghandel.

Arbejdsløs= ferie? Næ, nej!

At være arbejdsløs er et fuldtidsjob.

Nu er jeg igen blev indkaldt til møde, fordi jeg er arbejdsløs 🙁

Denne gang er det et job -og karriere-firma, der vil snakke med mig. Det første møde er et orienteringsmøde. Herefter skal jeg løbende være i kontakt med dem, “med henblik på hurtigst muligt at få dig tilbage på arbejdsmarkedet.” Ja, hurra! Det skal nok hjælpe.

Til mødet skal jeg medbringe to stillingsopslag, som jeg gerne vil søge på. Altså, tror de ikke at jeg laver noget? Hver gang der dukker en stilling op, som er relevant for mig, søger jeg den. Det sker endda at jeg søger en stilling, som jeg ikke ret godt kunne tænke mig. Der er ikke meget arbejde at komme efter, så det er mig en gåde, hvor jeg skal fremtrylle hele TO interessante stillingsopslag.

Gad vide, om jeg kan slippe af sted med selv at lave falske jobopslag… Det er ikke til at vide, hvor intelligente disse mennesker er. Dem jeg har været til rådighedssamtaler og i aktivering hos, virkede ikke særlig kvikke. Eller jo, jeg går ud fra, at de er kloge nok, men jeg har en lumsk mistanke om, at de ikke aner et klap om, hvordan det er at være arbejdsløs. De taler som om de ved det, men de har sikkert haft det samme job i 30 år, og sidst de var arbejdsløse var tilbage i 70’erne.

Gid, de ville lade mig være i fred. Jeg skal nok selv sige til, hvis jeg får brug for hjælp til at skrive ansøgninger. Jeg har ingen intentioner om at blive sendt i praktik rundt omkring i forskellige virksomheder.

Jeg finder et job på egen hånd. Bare vent og se.

En dags venten

Jeg har brugt dagen i dag på at vente på en telefonopringning. Tiden føles lang, når man kredser om telefonen.

Jeg var til jobsamtale mellem jul og nytår, og chefen lovede at give besked i dag. Da det blev eftermiddag, bestemte jeg mig til at gå på biblioteket. Det kan jo ikke nytte noget at gå helt i stå bare på grund af, at man venter en opringning.

Glæden var stor, da jeg kom hjem og så, at jeg havde haft et ubesvaret opkald. Jeg lyttede til telefonsvareren, og det viste sig, at det var min mor der havde ringet. Hun ville høre om jeg havde fået jobbet.

Senere ringede min telefon igen og jeg nærmest kastede mig over den. Det var så min far, der lige ville høre, hvordan det gik og om jeg havde fået jobbet.

Det blev aften, og jeg blev mere og mere gnaven over arbejdsgivere, der ikke overholder deres aftaler. Kvart over syv her til aften ringede min telefon. Jeg fik ikke jobbet. Det er så, hvad det er, men kunne han ikke have ringet og sagt det i formiddags? Det ville have sparet mig for en hel del venten.