Farvel og goddag

I dag har jeg haft sidste arbejdsdag på min nuværende arbejdsplads.

I morgen begynder jeg på min nye arbejdsplads.

Jeg har arbejdet alle dage fra tirsdag til søndag i denne uge. Nu venter en ny arbejdsuge fra mandag til fredag. Det giver i alt 11 arbejdsdage i rap.

Det er godt, at jeg er ung og stærk, så jeg sagtens kan klare en dobbelt-arbejdsuge.

Eftertragtet

Aldrig har jeg været så ombejlet, som jeg er netop nu.

I hvert fald arbejdsmæssigt.

Hele tre arbejdspladser er interesserede i min arbejdskraft. Jeg kan vælge og vrage.

Jeg har valgt det sted, der tilbyder mig fastansættelse og fuld tid.

Slut med vikariater, supplerende dagpenge, møder med jobcenter og ansøgninger der skal sendes.

Hurra!

Hvor træt har man lov at være?

Selv om jeg kun har gået arbejdsløs i få måneder, er det hårdt at komme i gang igen.

Når jeg har fridag, weekend eller kommer tidligt hjem fra arbejde sover jeg. Efter en 9-timers vagt var mine fødder mega ømme. Hvad sker der? Jeg har ofte haft længere vagter end det.

Jeg prøver at bilde mig selv ind, at det er alle de nye indtryk, der tapper mig for energi. Eller måske er det fordi det lige nu er mere vinter end forår.

Trods træthed går det godt på arbejdet. Jeg er glad for at have noget at stå op til. Mine kolleger er flinke og det samme er chefen. Ingen grund til klage på dét punkt.

Juleferien er forbi

Det siges, at julen varer lige til påske.

I mit tilfælde passer det meget godt. Jeg har holdt juleferie på ubestemt tid siden den 24. december. Det er i hvert fald dét jeg har sagt, når nogen har spurgt mig. Det lyder ligesom pænere end at sige, at jeg er arbejdsløs.

I går var jeg så til jobsamtale. Jeg fik jobbet!

I første omgang i en kortere periode, men der skulle være en god chance for at kontrakten bliver forlænget.

Er jeg virkelig så gammel?

Som arbejdssøgende skal jeg søge arbejde hver uge.

Da der ikke er ret meget at søge, må jeg være kreativ. Så da jeg alligevel skulle i supermarkedet i dag, kunne jeg ligeså godt spørge, om de søgte medarbejdere.

Knægten ved kassen vidste ikke, om de manglede medarbejdere. Herefter stiller han mig spørgsmålet: “Er det til dig eller din datter?”

Tak! Ser jeg virkelig SÅ gammel ud?

Først da jeg igen sad i bilen, fik jeg regnet på det. Hvis jeg som 18-årig havde fået en datter ville hun være i den arbejdsdygtige alder nu.

Det er underligt at tænke på. Så gammel føler jeg mig overhovedet ikke.

Frustrationer

Det er frustrerende at være arbejdsløs, når der ikke er noget arbejde at søge.

Uanset om der er noget at søge eller ej, skal jeg søge to stillinger om ugen.

Jeg må trøste mig med, at der rent faktisk findes noget, der er mere frustrerende: At være arbejdsløs og få det ene afslag efter det andet.

Fy fy skamme

At gå tur bare for at gå en tur har jeg aldrig været god til.

Hvis jeg skal købe noget eller mødes med en veninde er det nemt nok at komme ud ad døren og af sted.

Nu er jeg begyndt at samle pantdåser. Det gør, at jeg faktisk får gået en tur hver dag. Det gør også, at jeg opdager nye steder i byen. Gader, jeg aldrig har hørt om. Flotte huse, jeg aldrig har set før. Jeg er nødt til at finde nye ruter at gå. Hvis jeg bare går den samme rute hver dag, finder jeg ikke mange pantdåser.

På en af disse ture kom jeg forbi en tankstation. Der var dejlig mange skraldespande, så jeg besluttede at tage en runde. Da jeg kom til 3. skraldespand blev jeg stoppet i mit forehavende. En sælger kom hen til mig og meddelte, at det ikke er tilladt at pante, da det er privat grund.

Privat og privat… Det synes jeg kan diskuteres. Alle er vel velkomne på tankstationens grund. Jeg tog nu ikke diskussionen op med hende. Hun har højst sandsynligt bare fået besked fra højere sted om at sende “pantere” væk.

Jeg nåede dog at få fisket en dåse op ad en skraldespand inden, jeg blev sendt væk. Det valgte jeg ikke at fortælle hende.

Smugkig ind i en anden verden

Som domsmand og nævning har jeg fået et indblik i en anden verden. En verden, hvor der gælder andre spilleregler. Hvor det er normalt at sælge ting, som man ikke ejer. Hvor der ikke er noget usædvanligt i at bruge næver i stedet for ord, når konflikter skal løses. Fredagshyggen kan bestå af 6 flasker spiritus og fire kammerater i en lejlighed.

Jeg vidste godt, at den verden fandtes. Det var bare ikke noget jeg spekulerede over før.

Det er triste skæbner, jeg af og til er vidne til. Brudte kærlighedsforhold, frustration, jalousi. Folk, der sidder fast i misbrug, arbejdsløshed, nederlag på nederlag.

Jeg synes, at det sætter mit eget “almindelige” liv i perspektiv.

Der er specielt én dommer, jeg er glad for at arbejde sammen med. Hvad den mand kan fortælle om underlige retssager og skæve eksistenser! Det er ikke småting. Jeg tror, at han ville kunne skrive en hel bog om de dårlige undskyldinger, han har hørt i tidens løb.

Jeg glæder mig hver gang, jeg bliver indkaldt i retten. Ingen ved præcis, hvordan dagen vil forløbe. Når jeg kommer hjem efter en dag i retten, er jeg drænet for energi. Det er faktisk hårdt at skulle sidde stille og være opmærksom, så lang tid ad gangen. Der bliver talt i et lidt andet sprog, end jeg er vant til. Retssprog. Det er også noget, der til tider kræver opmærksomhed at følge med i og forstå.

Jeg har fået udvidet min horisont. Jeg skal ikke arbejde professionelt med jura, men domsmand er jeg glad for at være.