Mændene i mit liv

I mange år har jeg tænkt, at hvis jeg blev alene ville jeg finde mig 3 elskere.

Alle gifte mænd og ingen skulle vide noget om de andre.

Den plan holdt så ikke helt.

Den første, jeg mødte er enkemand. Han er nu min weekend-kæreste. Den anden, jeg mødte er gift. Den tredje ligeså. Ham har jeg så skippet igen.

Nu har jeg så min weekend-kæreste og min først-på-ugen-elsker. Det fungerer. Jeg nyder mine mænd, som er meget forskellige og opfylder forskellige behov.

Jeg har aldrig haft så meget selvtillid, som jeg har nu.

Skønt, at blive forgudet af hele to mænd. Det kan anbefales.

Løb med Prinsen

Det er nok 15 år siden, jeg har løbet. Det blevet der lavet om på i mandags.

En klaphat havde meldt os til Royal Run uden at spørge mig først. Det har jeg været temmelig mobset over.

Nu er han tilgivet. Det var en virkelig god oplevelse at være i Århus til Royal Run. Jeg havde ikke regnet med at se Kronprins Frederik, men jeg så ham rent faktisk og endda meget tæt på.

Jeg havde fået at vide, at jeg gerne måtte gå de 1,6 km, så det havde jeg bestemt mig for. Men så blev jeg grebet af stemningen og endte med skiftevis at løbe og gå. Hermed konstateret: Jeg KAN løbe.

Da vi kom i mål fik vi en medalje. Jeg ved godt, at alle fik en medalje, men jeg er simpelthen så stolt over den. Jeg har aldrig fået en medalje for noget som helst.

Jeg troede aldrig, at jeg skulle sige det, men jeg overvejer faktisk at begynde at løbetræne.

Besøg fra det hinsides

Tro mig eller lad være. Jeg havde besøg af min afdøde mand her den anden morgen.

Indtil videre har jeg kun oplevet én, der troede mig. Han er selv enkemand og har oplevet noget lignende.

Jeg vågnede en morgen og kunne ligeså tydeligt mærke min mands lår mod bagsiden af mine lår. Jeg var godt klar over, at hvis jeg vendte mig om ville ham ikke være der. Jeg lå helt stille, for jeg vidste, at hvis jeg rørte for meget på mig, ville følelsen forsvinde. Jeg hviskede til ham, at jeg savner ham. Efter et par minutter forsvandt han (eller følelsen) igen.

Det var dejligt, at han kom på besøg.

Han laver rod i mit hoved

Allerede under en måned efter, at jeg blev enke, havde de to første “hanhunde” meldt sig på banen.

Jeg var ikke interesseret, for jeg var slet ikke parat til at komme tilbage på “kødmarkedet”.

Flere i min omgangskreds pressede på og sagde, at jeg burde give den ene en chance. Han er kunde i den butik, hvor jeg arbejder, og vi har flirtet lidt. Det var ikke noget, jeg havde lagt noget i, for jeg havde ikke flirtet mere, end jeg kan finde på at gøre med andre kunder.

Det endte med, at jeg sagde ja til en kop kaffe. Det viste sig, at vi har overraskende meget tilfælles.

Jeg meldte ud, at jeg ikke er klar til et fast forhold. Jeg sagde, at vi godt kunne være venner med fordele. Det er vi så nu. Der er ingen tvivl om, at han vil elske, at jeg flyttede ind hos ham. Han behandler mig som en prinsesse. Grænsende til at han behandler mig som en gudinde.

Jeg er vild med, at jeg har kunnet fordreje hovedet på ham og at han hopper og springer for mig. Nu er der så sket det, at han er ved at få skovlen under mig. Jeg har det som den Rasmus Seebach-sang, hvor han synger: “Du skulle jo bare være tidsfordriv… Pludselig kan jeg ikke føre en helt normal samtale uden at snakke om dig.”

Jeg har gennemgået fordele/ulemper og gode sider/dårlige sider om og om igen. Jeg er ved at blive skør. I virkeligheden er spørgsmålet vel enkelt: Har vi en fremtid sammen? Passer vi sammen? Eller også skal jeg bare give efter og tænke: Vi lever kun en gang. Så lad os dog nyde hinanden så længe det fungerer.

Åh, hvor han roder rundt i mit hoved…

Fordele ved at bo alene

Efter lang og grundig overvejelse er jeg kommet frem til at følgende er fordelene ved at bo alene:

Jeg kan drikke direkte af mælkekartonen

Jeg kan drikke direkte af colaflasken

Jeg kan gå ud med affald i minusgrader uden at nogen råber: Tag sko på! Du bliver syg!

Jeg kan brede mig i sengen og mosle rundt med dyner og puder i søvne lige så tosset jeg vil

Det er alt. Jeg kan ikke komme i tanke om mere.

Enkefru

Så skete det, jeg har vidst i mange år højst sandsynligt ville ske:

Jeg blev enke.

Officielt er jeg ikke enke, for vi var ikke gift, men efter 11 års parforhold i medgang og modgang anså jeg os som ægtefolk.

I går var det 2 måneder siden, han døde. Tiden går. Jeg synes, at han var her for et par dage siden.

Trods den store aldersforskel var vi et godt par. Vi var ens på mange områder, og de områder hvor vi ikke var ens, supplerede vi hinanden godt.

Gennem sygdomsforløbet var han nervøs for, at jeg ville gå fra ham. Jeg var ved hans side lige til det sidste.

Åh, min lille ven. Jeg savner dig. Tak for alle de gode år, vi havde sammen.

Spøjse valgobservationer

Så er valget overstået. Eller rettere: valgene. Der var jo to.

Jeg har moret mig en del over en valgplakat. Navnet og partilogoet står som det skal, men nederst i det ene hjørne står: “Indsæt tekst her.” Okay, må jeg selv bestemme, hvad du mener? Giv mig en tus og en stige, så skal jeg hurtigt få indsat et budskab.

En anden jeg har moret mig over, er et stort banner: “En by i balance.” Ja det er vældig, men banneret hænger altså skævt.

Den sidste anekdote er fra valgdagen. En lille gut er med sine forældre nede at stemme. Han går hen til en skraldespand, klapper på den og siger: “Affald.” Forældrene roser ham og siger, at ja, det er affald. Da han så får øje på valgurnerne løber han hen og klapper på den ene og udbryder: “Affald!” Til stor morskab for alle i nærheden.

Gæt en ingrediens

En af de mange små sjove ting, ved at arbejde i supermarked, er at læse folks huskesedler.

Uvist af hvilken årsag har nogle kunder det med at smide sedlen på gulvet eller i en indkøbskurv, når de er færdige med at handle.

Her er et lille udpluk af, hvad jeg er stødt på i tidens løb:

Papkylling

Vaskemidl + skyldemidl

Spegitte

Midst.pølser

Tost

Hviskisovs

Missemad

Katmad

Sjampo

 

Den bad jeg vist selv om

Som ansat i supermarked møder jeg mange typer mennesker.

En af disse typer er en landmand i arbejdstøj. Umiddelbart virker han som en fåmælt mand, men det er han ikke, hvis snakken falder på emnet vejret.

Jeg er blevet advaret mod at kommentere vejret, når jeg ekspederer ham. Det var en af mine kolleger, der sagde, at hvis du nævner et årstal og en måned, er hun sikker på, at han kan fortælle, hvordan vejret var på det tidspunkt.

En morgen stod jeg ved kassen, og der skete nærmest ingenting. Jeg kedede mig bravt, da der var gået en time. Så kom landmanden, og jeg tænkte: “Nu skal jeg have det sjovt.” Jeg sagde: “Nå, så er det sidste sommerdag i år.”

Han svarede: “Nej, der skulle da gerne komme flere dage med solskin.” Jeg sagde, at det på kalenderen var den sidste sommerdag. Så kørte den ellers med stolpe op og stolpe ned om, hvordan vejret var sidste år, og hvornår de havde høstet og om det år, hvor de høstede helt vildt sent, fordi det konstant regnede. Da han endelig tog en pause (muligvis for at trække vejret) indskød jeg: “Men det er da godt, at vi ikke får så meget vand som i Texas.” Jeg tænkte, at nu hvor jeg havde sat ham i gang, kunne jeg ligeså godt køre den endnu længere ud.

Selv om jeg er vokset op på landet med en far, der var landmand, og har hørt MEGET landmandssnak og MEGET vejrsnak, så fatter jeg ikke alt hvad denne landmand siger. Han taler, som om han har en kartoffel i munden, og nogle gange lyder det mest som “a høv høv a høv.”

“Uha, nej da. Det er da skrækkeligt med alt det vand. A høv høv høv. Så meget vand får vi alligevel ikke. Høv høv a høv.”

Jeg måtte bide mig selv i læben, for ikke at grine.

Et par dage efter var han så inde i butikken igen. Uden at jeg havde sagt andet end hej, fik jeg en ordentlig smøre om vejret. En masse: “Høv høv høv.”

Nu tror han nok, at jeg interesserer mig for vejret. Det lader til, at jeg er tvangsindlagt til hans landmandssnak hver gang, jeg møder ham.

Men jeg har jo selv lagt op til det.

Jeg tror jeg klipper mig skaldet…

…bare for at se, om jeg får en reaktion.

Jeg hørte i morgen-tv, at hvis en kvinde tager sit almindelige hverdagstøj på og tager læbestift på, vil hun helt sikkert få kommentarer. Folk vil spørge, om hun har fået ny frisure eller lignende, fordi de kan se en forskel.

Dét skal prøves, tænkte jeg. Jeg købte to forskellige læbestifter. Ingen reaktion. Hverken fra kolleger eller kunder.

Jeg har flere gange haft farvestrålende neglelak på. Ingen reaktion.

Fornylig var jeg ved frisøren. Jeg fik ny frisure og fik lyse striber. At betale: 800 kr. Blev det bemærket? Niks.

En dag fandt jeg en blomst på gulvet i butikken. Den tog jeg bag øret for at lave lidt sjov. Ingen kommentarer.

I fredags satte jeg en kunstig blomst i knaphullet. Jeg tænkte, at det ville fremkalde smil og søde bemærkninger. Der kom én kommentar. En kollega spurgte, hvem jeg havde fået blomst af. Det var alt.

Nu tænker jeg så, om jeg vil blive bemærket, hvis jeg klipper mig skaldet. Jeg har min tvivl.

Jeg er glad for mine kolleger og kunderne, men lige på det punkt, der handler om komplimenter og søde kommentarer, der er de altså lidt kedelige.